Der skete noget forunderligt første gang, jeg - efter varme anbefalinger fra min lokale tegneseriepusher - læste Ben Templesmith og David Niles’ fantastiske tegneserie 30 Days of Night. Ikke alene var stregen voldsomt forvredet og mørk, men historien om den isolerede by i Alaska, hvor der i 30 dage bliver skabt et menneskeligt ta’-selv bord for vampyrer, forekom både frisk og nyskabende. Selv om følelsen af isolation, mørke og polarkulde ofte før har dannet baggrund for gyserhistorier (eks. i film som The Thing, Aliens vs. Predator, osv.), så var det første gang vampyrer var tænkt ind i ligningen.

Det er oplagt at vampyrer, som jo naturligvis ikke eksisterer, vil opsøge steder, hvor sollyset ikke er til hinder for deres fremfærd. Dernæst var det fremragende ved Templesmiths tegninger, at vampyrerne var så langt fra den sofistikerede Dracula-dandy, som man alt for ofte ser. Templemiths vampyrer havde sylespidse tænder i deres overdimensionerede munde, og deres ansigter var konstant smurt ind i blod. Hos Niles og Templesmith er vampyrer ulveagtige flokdyr, som lader sig styre af deres blodrus og intelligens.

Når nu tegneserien havde haft evnen til at imponere fra første side, var det med en blanding af spændt forventning og frygt, at filmen skulle bedømmes. Heldigvis synes instruktøren og hele produktionsholdet at være lige så store fans af tegneserien, som alle os andre, for slutresultatet er ovenud vellykket. Selv om Claus Krogholm andetsteds på disse sider hævder, at det hele bliver en anelse formularisk, så er både den trykkede isolationsstemningen og ikke mindst skildringen af Templesmiths blodsugere virkeligt flot ramt.

Filmen er, ganske som sit forlæg, ultrablodig og lægger sig tættere op af splatterfilmen end den traditionelle vampyrfilm, men det er forventeligt med denne nye type af blodsugere. Et personligt favoritøjeblik er det ekstreme trackingshot, hvor tilskueren observerer Barrow fra luften, mens vampyrer og mennesker kæmper på livet løs. Her kan der reelt tales om et blodbad, og der er noget grusomt smukt ved at se så meget blod på en kridhvid snedækket baggrund. Selv om der er taget enkelte friheder i forhold til den originale historie, så holder filmens plot sig ret tæt op af det, som blev præsenteret i originalen, og derfor er både fans og nytilkomne tilgodeset.

30 Days of Night er nygotisk action-horror af bedste skuffe. Det er helt befriende, at Hollywood - efter en årrække med særdeles anæmiske gyserfilm - endeligt har fået skruet godt op for blodsudgydelserne, måske takket være den øgede konkurrence fra blodindsmurte, europæiske gysere og ikke mindst takket være Sam Raimis produktionsselskab Ghost House.

Det er skønt at se, at vampyrerne bliver fremstillet så udspekuleret ubehagelige, som de gør. Eksempelvis sender de en ung, blodindsmurt og stortudende pige ned af Barrows hovedgade som lokkedue, der skal få de overlevende, som forsøger at forblive skjult i deres huse, at komme ilende til hjælp. Grusomt – men hvad gør man ikke for at få lidt frokost?

Ekstramaterialet på DVD’en er omfattende og giver alle, der vil vide mere om filmen en ordentlig dosis behind the scenes og produktionsdokumentarer om alt lige fra, hvordan selve byen blev designet, til hvordan effektholdet har skabt illusionen om at hugge hovedet af en lille pige. Hvis man ikke har nok i det, så kan man få fat i den engelske dobbeltdisk, hvor der ud over et kommentarspor af hovedrolleindehaverne og producenten, også er inkluderet en lille tegnserie med prøver på, hvad Ben Templesmith kan. Når man nu er i gang med at være en fanboy, kan man også (for meget billige penge) erhverve sig den lille prequel-film Blood Trails, som blev lavet til Internettet og kabel-TV op mod lanceringen af filmen. På lidt under en halv times spilletid giver den en slags forhistorie til hændelserne i Barrow, men desværre er den irriterende insisterende på at vise både fortekster og slutte hvert 5 minutters segment af med ”next time on Blood Trails…”. Kan man dog leve med det, er den ret fin og klart anbefalelsesværdig, hvis man i forvejen er bidt af universet i 30 Days of Night.

30 Days of Night må derfor indgå blandt mine favoritvampyrfilm, aldrig på højde med Herzog’s isnende Nosferatu, men mindre kan jo gøre det. Den er rudimentært spændende, den giver sig tid til, at man kan nå at få sympati for ofrene, og så er den sprød og laber i sin dunkelstil. Eftersom Niles og Templesmith siden 2003 har kreeret en hel del efterfølgere, så skulle det også være mærkeligt, hvis der ikke kom flere film i serien. Man kan så bare bede til, at de bliver lavet med lige så stor indsigt som denne første.

Læs også Claus Krogholms anmeldelse af 30 Days of Night