Det er som Star Wars-fan endog meget svært at forholde sig fuldstændig objektivt, når der kommer en ny film i serien. Har man sidens barnsben været betaget af jedi-riddere, X-Wing Fighters og så videre, er man måske tilbøjelig til at knuselske alt hvad der bærer Star Wars logoet, hvad enten det er en ny film eller en madkasse. Omvendt set så er der også fans (undertegnede inkluderet), der har været meget kritisk indstillet siden George Lucas lavede den skrækkelige prequel-trilogi (Episode 1-3). Så kritisk at alle nye Star Wars-produkter, som regel bliver holdt op mod de ”originale” film og den mytologi der blev skabt i denne.

Heldigvis for anmelder, har de gode mennesker som har overtaget franchisen tilsyneladende været lige så glade for den oprindelige serie og ikke mindst filmenes look. Væk er al snak om ”midichlorians”, de irriterende Gungans og følelsen af at se film, der udelukkende er optaget i et studie på greenscreen. I stedet både føles og ser de nye film ud som en helt naturlig udvikling af originalerne.

Kritiske røster siger, at hvor Force Awakens stort set bare var en genindspilning af A New Hope med en kvindelig hovedperson, så kunne man også godt anklage The Last Jedi for at have mange lighedspunkter med The Empire Strikes Back. Lad Kapellet give et par eksempler, der måske godt kan opfattes som spoilers, så har du stadig filmen til gode, spring da det næste afsnit helt over.

Lige som Luke i sin tid tog til Dagobah for at træne med Yoda, så er det jo lykkedes Ren at finde frem til selveste Mr. Skywalker i slutningen af den forrige film. Han går modvilligt med til at indvie hende i Kraftens hemmeligheder. Ren skal endda gennem en skummel hule for på den måde at lære mere om sig selv. Nu da Han Solo er død, dukker der heldigvis en rebelsk pilottype der hedder Poe op, som fremadrettet kan være den rebelske charmør, som serien selvsagt har brug for. Rent visuelt lånes der også med arme og ben fra Empire for filmens morderligt flotte finale, en kamp mellem The First Orders Imperial Walkers og rebellerne, synes at have en del lighedspunkter med starten i Empire, hvor der udkæmpes et mindst lige så vildt slag på is-planeten Hoth. Ok, det er fedt fundet på, at der under den hvide overflade gemmer sig et skarlagensrødt lag af krystaller, hvilket udnyttes til det fulde når kampen først går i gang!

Det er muligt for den hærdede Star Wars-fan at finde endnu flere elementer, der synes at genanvende enten visuelle eller indholdsmæssige elementer fra Empire, men det gør i Kapellets optik ikke så meget, for tilbage står stadigvæk en Star Wars-film, der er langt bedre end de CGI-tunge prequels, som George Lucas spiste os af med.

Når dette er sagt vil der være andre Star Wars-fans, der vil pointere at der er flere elementer i historien, der ikke tåler nærmere granskning, eksempelvis (og her kommer muligvis endnu en spoiler) den måde Admiral Holdo vælger at kæmpe mod en overlegen fjende på. Man kan efterfølgende spørge sig selv, hvorfor rebellerne ikke tidligere har tænkt på denne form for strategi, når Imperiet præsenterede deres enorme krigsmaskiner? Ikke desto mindre, befinder vi os i et kulørt, fantasiunivers, som lige som mange lignende, ikke nødvendigvis skal underlægges sådan en form for granskning, men som i stedet primært handler om at give sin seer endnu et flot og underholdende kapitel i den fortsatte saga.

Selv om filmens spilletid på lige ved to og en halv time kan synes lang på papiret, så opdager man det ikke når først filmen er i gang. Heller ikke ved gensynet. Idet filmens figurer er spredt ud i forskellige dele af galaksen, er der både plads og tid til at hver deres fortællinger udfolder sig i ro og mag. Mest interessant er forholdet mellem Kylo Ren/Ben Solo og Rey. De udfordres nemlig begge på deres ellers så faste udsyn på verden. The Last Jedi introducerer gråtoner til en mytologi der ellers har været meget sort/hvid. Som noget andet nyt har de også flere gange filmen igennem telepatisk kontakt med hverandre, men hvad der ligger til grund for dette skal man selvsagt se filmen for at finde ud af.

Alle Star Wars film, dårlige som gode, byder på scener der skiller dem ud fra resten. I tilfældet The Last Jedi er den scene den som foregår i Kejser Snookes gemakker. Her opstår pludselig en drabelig kamp, mellem et par af filmens centrale figurer og de rødklædte Imperial Guards. Det er ustyrligt lækkert lavet! I det hele taget er der også flere spektakulære scener i denne seneste film, hvilket man nærmest også forventer når man sætter sig til rette med udsigten til en ny Star Wars film.

Star Wars: The Last Jedi fører ganske fint fortællingen videre, selv om den også godt (som omtalt før) føles lidt som et opkog af elementer der har været i spil i tidligere film. Det ændrer dog ikke ved at filmen føles som en rigtig Star Wars film, og ikke som de glorificerede computerspil Lucas diskede op med i sine prequels.

Så var du ved at opgive håbet om at skulle se en god Star Wars-film, så har både Rouge One og The Force Awakens bevist at serien stadig har masser af vitalitet. Den nye film er ingen undtagelse til dette, for selv om der nok er nogle der mener, at Disney virkelig malker sit publikum (eksempelvis kommer der allerede i slutningen af maj 2018 en film der er dedikeret til at vise os hvordan Han Solos liv har været) så har de også været dygtige til at finde ind til essensen af hvad der tiltrækker publikum til franchisen og det gør at Last Jedi ender med at være en virkelig medrivende oplevelse.

Kapellet har været så heldige at få lov til at anmelde 3D-versionen af filmen, der naturligvis lever op til forventningerne, for Disney har altid været utroligt gode til at få dette til at fungere i hjemmebiografen. Effekten fungerer fint hele vejen igennem, men kommer selvsagt bedst til udtryk i de mange scener med netop rumskibe der bekriger hinanden. Både 3D-versionen og den almindelige Blu-Ray skive indeholder en ekstra BR-disk fyldt med ekstramateriale, der med garanti vil holde den nysgerrige fans beskæftiget i rum tid. Så hvad enten du knuselsker universet, eller først lige har fået øjnene op for Star Wars, så skal du selvsagt skynde dig at få fat i Star Wars: The Last Jedi, den giver dig stort set alt det som du forventer, plus en ganske interessant nuancering af hvad der egentlig er godt og ondt.

Filmen er i øvrigt dedikeret til Carrie Fisher, vores allesammens Prinsesse Leia. Hun døde desværre døde inden filmen fik premiere, så for en gammel fan er det faktisk på een gang utroligt vemodigt, men samtidig ganske opløftende at se denne film, vel vidende at det er sidste gang hun er med.