Året er 2044. Vi ER, undtagelsesvis, stadigvæk i Kansas og en af de få virkeligt profitable jobs man kan få er det som Looper. Selv om tidsrejser ikke er opfundet endnu, har forbrydersyndikater fra en fremtid hvor tidsrejser er opfundet travlt med at sende mennesker, som de vil have skaffet af vejen tilbage til 2044. Her står Looperen klar til at skyde de tidsrejsende på stedet, hvorefter de skaffer deres livløse kroppe af vejen.

Filmens hovedperson Joe arbejder som Looper. Han nakker folk og bortskaffer beviser om dagen og fester igennem hele natten. Joe frygter for at dagen skal oprinde, hvor han pludselig bliver bedt om at skyde sig selv, for det sker indimellem at hans kollegaer får besked på at ”gøre en ende på deres Loop”, som det hedder i fagsproget.

Joe får nys om, at der tilsyneladende er en magtfuld mafiaboss fra fremtiden, der kun kendes som”The Rainmaker”. Han eller hun er i færd med at rydde så meget op i rækkerne, at der efterhånden ikke er flere Loopers tilbage. Nægter man at skyde sit ældre, forbryderiske alter-ego, har man underskrevet sin dødsdom, for hvis man slipper sin dobbeltgænger fri, er hele forbryderorganisationen pludselig ude efter begge versioner af en selv – en forbryderorganisation, der faktisk ledes af en udsendt fra fremtiden.

Looper er ikke kun en narrativt udfordrende film, som mange film om tidsrejser og tidsparadokser er det – men det er samtidig en mainstreamfilm, der sikkert får ganske nemt ved at finde et bredt publikum. Et der med garanti vil betale penge for at gense filmen, i et forsøg på at få alle detaljerne med. Ja, så god er den faktisk.

Filmen er instrueret af Rian Johnson, der brød igennem med det aparte, teenage-indie-drama Brick, der på elegant vis blandede en detektivhistorie med en eksistentiel ungdomsfilm, alt sammen fortalt i et meget fint, afdæmpet billedsprog. Looper formår i enkelte scener at være lige så følsom som debutfilmen, men Looper har samtidig et langt mere kommercielt snit, selv om man godt kan fornemme, at det er en både personlig film, der samtidig er gennemført stilbevidst.

Looper er en film, der skildrer en fremtid, som ikke umiddelbart ligner nogen anden vi har set på film tidligere. Djævelen er i detaljen som man siger, og alt fra de futuristiske, gennemsigtige mobiltelefoner i kreditkortsstørelse, til de narkotiske stoffer figurerne bruger, forekommer lige så troværdige som de bylandskaber, der bliver vist frem. Vi ser de utroligt mange fattige, hjemløse mennesker bo i forladte køretøjer og i telte i Kansas Citys snavsede gader. Mange af bilerne kører rundt på solenergi, indikeret af de solfangere der er monteret på kølerhjelmen, samtidig med at politiets motorcykler og enkelte landbrugsmaskiner svæver rundt. Ser man denne vision af 2044 som en ekstrapolering fra vores nutid, er det ikke svært at se at finanskrisen tydeligvis har sat sine tydelige spor langt ind i denne fiktive fremtid.

Looper er en virkelig gennemført film. Det handler ikke kun om de mange fine detaljer i produktionen, det handler i lige så høj grad om filmens historie, der i slægtskab med andre tidsrejsefilm, synes at diskutere forholdet mellem skæbne, determinisme og ikke mindst om hvorvidt den fri vilje kan få en indflydelse på historiens gang, eller om fremtiden ikke er til at ændre. Der er mange tråde i filmen, men de bliver præsenteret på en sådan måde, at den årvågne tilskuer ikke vil have problemer med at følge med.

Endelig er filmen også virkelig velspillet, hvilket indimellem ofte kan være problemet i genrefilm som disse. Uden anden sammenligning i øvrigt synes Looper derfor at minde langt mere om film som Primer, TimeCrimes og Twelve Monkeys end den minder om Terminator og andre mere kulørte tidsrejser. Dermed ikke sagt, at der mangler action i Looper, for den er der rigelige mængder af, men det er snarere en eftertænksom spændingsfilm, end det er en rendyrket actionbasker.

Der er sikkert enkelte tilskuere, der i tråd med ovenstående vil påstå, at der er flere scener – blandt andet mange af dem hvor Joe opholder sig på farmen – der bliver lidt for lange, grænsende til det kedelige, og som filmmagerne med fordel kunne have kortet ned, eller helt undladt. Omvendt set skal man også huske på, at der er brug for at dvæle lidt i disse sekvenser, da filmen ellers ville tabe de troværdige relationer mellem karaktererne på gulvet.

Looper er en film for alle de, der holder af blød sci-fi og som har hungret efter en film der er mere end blot rendyrket underholdning. Den indfrier med stor overbevisning den hype, som længe har eksisteret om filmen på nettet og i fagblade og det er en film, der ikke kun byder på en gennemtænkt vision af fremtiden, med også på en fortælling, hvor det er svært, for selv den garvede science fiction fan, at gætte hvordan filmen vil udvikle sig, endsige ende. Kort sagt kan der kun lyde de allervarmeste anbefalinger til Looper herfra.