Moderskabet og falangisternes forbrydelser under den spanske borgerkrig i 30erne, er temaet for den 72-årige, spanske mesterinstruktør, Pedro Almodóvars 22. spillefilm, Parallelle Mødre. Lidt af en udfordring, når tiden er nutid, stedet Madrid – og borgerkrigen ligger flere generationer tilbage. Men Pedro Almodóvar mestrer, uden flashback eller forklarende voice-over, at illustrere, som slutteksten rammende citerer: Historien nægter at holde mund.

For ottende gang har han skønne/talentfulde Penelope Cruz i hovedrollen. Her, som den begavede og selvstændige 40-årige professionelle fotograf, Janis. Et livstykke, med sans for livet, portrætfotograferer hun den charmerende retsantropolog Arturo (Israel Elejalde), der beskæftiger sig med opklaring af fortidens misgerninger, herunder afdækning af masse-henrettelserne under general Francos herredømme.

Janis oldefar var en af dem, der blev skudt og smidt i den massegrav, han selv havde været med til at grave. Janis får Arturo interesseret i familiens fortid – en interesse, der går langt videre, og ender med Janis graviditet – men desværre, trods gengældt kærlighed, Arturo kan/nænner ikke, at lade sig skille fra sin kræftsyge hustru.

Janis bliver, ligesom mor/farmor/oldemor, den selvstændige singelmor – der vildt glæder sig til sit i-sidste-øjeblik-moderskab. På fødestuen møder hun sin diametrale modsætning, den fortvivlede og svigtede 18-årige teenagepige Ana (Milena Smit), hvis graviditet skyldes fire klassekammeraters voldtægtslignende overfald, under en fest. Begge føder de to dejlige, velskabte børn. Et nært og ømt fællesskab opstår.

På trods af alder og miljø, knytter de to nybagte mødre sig tæt til hinanden. Janis velfungerende, med en skøn og hjertevarm familie. Ana famlende usikker, med en selvoptaget mor, der alene tænker på at realisere sig selv som skuespiller. I håb om det endelige gennembrud, løber hun, oftest forgæves, fra audition til audition – en lille typisk Almodóvar digression, med Lorca citater og mormorsvigt.

Janis og Ana flytter sammen. Et ægte og varmt kærlighedsforhold opstår, med moderskabet som base. Det er ingen tilfældighed, når Janis bærer en t-shirt, der med store bogstaver indikerer: ’We should all be feminists!’ En uventet konflikt opstår – men den skal ikke spoiles her!

Sideløbende vokser den mørke historiske skygge. Arturo kan, nu med fondsstøtte, gå i gang med at grave i fortiden. For vi forstår at den spanske regering efter Francos afgang ønsker tavshed om de mange skændselshandlinger i fascismens navn. Janis og familien viser i deres hjemby, hvor de 12 patrioter blev henrettet. Deres massegrav er nu en græsplæne i en frugtplantage. Graven blotlægges og de mange skeletdele viser sig. Et slutbillede, som kun en mester som Almodóvar kan skabe, sidder stadig på nethinden.

Parallelle mødre er et sjældent nærbillede af moderskabet og samtidig et traumatisk billede af den spanske regerings historiefornægtelse. Menneskeliggjort, ikke mindst ved et velfungerende troværdigt og givende samspil mellem Cruz og Smit, hvor den erfarne skuespiller viser sin alsidighed og indlevelsesevne, men aldrig overtrumfer den unge uerfarne. En film, der i kameraarbejdet og ikke mindst i farveholdninger, understreger, at dette er en ægte Almodóvarfilm. Allermest i emnevalg, som nok en gang, solidarisk og indforstået, præsenterer et selvstændigt nuanceret kvindeliv. Mænd er fraværende og kvinderne er de samfundsbærende og historiebevidste. Temaer som vi kender bl. a. fra, Alt om min mor (1999), Volver (2006) og Smerte og ære (2019).

Typiske for Almodóvar, ikke alle løse ender er bundet til sløjfer. Det er op til os selv, at bygge videre på historien, der har et strøg af happy-end. Så enkelt er livet ikke – og filmen heller ikke. Det er en af filmens kunstneriske styrker, foruden mesterlig personinstruktion og en alvorlig historisk påmindelse.