Rockmusik og den elektriske guitar er uløseligt forbundet med hinanden. Nok bruges elektrisk forstærket guitar også i andre musikgenrer, men ingen steder står den elektriske guitar i den grad som selve indbegrebet af en genre, som den gør i rock.

Davis Guggenheim fortæller i sin dokumentarfilm It Might Get Loud (2008) en del af historien om rocken og den elektriske guitar ved at lade tre generationer af guitarister mødes: Jimmy Page (f. 1944, The Yardbirds, Led Zeppelin), The Edge (f. 1961, U2) og Jack White (f. 1975, The White Stripes, The Raconteurs). Som The Edge siger, så har der gang på gang – i rockens historie – været en fornemmelse af, at nu har guitaren udspillet sin rolle som genredefinerende instrument, men igen og igen er guitaren vendt tilbage og man har opdaget nye måder at bruge instrumentet på. Og disse tre guitarister har på hver deres måde sat et afgørende præg på, hvordan vi opfatter guitaren.

Filmen starter med Jack White, der demonstrerer hvordan man med et bræt, nogle søm, en pick-up og en colaflaske kan bygge en guitar. ”Who said you needed to buy a guitar?”, spørger han retorisk. De tre fortæller hver især deres egen historie, hvordan de blev guitarister. Jimmy Page startede med at spille skiffle i et skoleband, blev en succesfuld studiemusiker (han afslører bl.a. at han spillede med på soundtracket til Goldfinger, og dermed viser der sig et indbyrdes slægtskab mellem de tre: de har alle lavet musik til James Bond film), men blev træt af at andre bestemte, hvad han skulle spille. Han blev guitarist i The Yardbirds (hvor også Eric Clapton og Jeff Beck havde været med) og dannede siden Led Zeppelin, hvor han blev stildannende guitarist.

The Edge fortæller, hvordan Larry Mullen hængte en seddel på skolens opslagstavle, hvor han efterlyste andre, der havde lyst til at starte et band. Det blev til U2, der vel er unikke ved, at det stadig er de fire samme mennesker, der udgør bandet i dag. The Edge er optaget af teknologi og de muligheder der ligger teknologisk for at udvide guitarens udtryk. Jack White står for den modsatte position. Hans interesse er udtrykket i sig selv og bestræber sig på at fjerne alt, der kommer mellem ham selv og den lyd, der kommer ud af forstærkeren. Egentlig ville han slet ikke være guitarist – fordi det var det alle andre ville være – men da han hørte en duo, der kun bestod af guitar og trommer, indså han hvilke muligheder der lå selv i den mest enkle konstellation. Han bruger gerne billige guitarer af plastik, købt i supermarkedet. For ham skal instrumentet udøve en modstand, det skal være en kamp med guitaren at aftvinge den, den lyd han ønsker.

De tre sidder også sammen, udveksler anekdoter og inspirationskilder – og jammer. Jimmy Page finder Link Wrays ”Rumble” (1959) frem og alle kan være enige om, at der bliver den elektriske rockguitar født. Især Jimmy Page og Jack White har også et fælles afsæt i blues, hvor ikke mindst Jack Whites nærmest arkæologiske forhold til 30’ernes blues bliver tydelig: tilbage til mest det simple og enkle, men også mest kraftfulde og følelsesladede udtryk – og så transponere det over i det 21. århundredes rock. Da Jimmy Page spiller riffet til ”Whole Lotta Love”, viser The Edge og Jack Whites ansigtsudtryk tydeligt, at her er også et afgørende moment for deres egen vej til rock og guitaren. Men Jimmy Page er i lige så høj grad nysgerrig efter at lære af sine yngre kolleger, hvordan de lige får deres specielle lyd frem. Og sådan viser filmen hvordan det på tværs af generationerne er den fælles nysgerrighed og vilje til stadig at finde nye muligheder i guitaren, aftvinge den nye lyde og udtryk, der er drivkraften. Som Jimmy Page siger, så har guitaren kun seks strenge, men ingen spiller den på den samme måde.

It Might Get Loud er nok en film, der mest henvender sig til folk, der er interesseret i rockhistorie og specielt den del af historien, der kan fortælles gennem guitaren. Er man det, så giver filmen et interessant historisk udsnit, og den giver først og fremmest oplysende indblik i tre forskellige guitaristers vidt forskellige tilgange til deres instrument. Derved bliver det også tydeligt, hvorfor guitaren bliver ved med at stå som det centrale instrument i rock, hvordan det er muligt hele tiden at finde nye muligheder, også når det betyder at man går bagud i historien for at finde kilder og inspiration.