Der er mange ting, man kan sige, og der er man ting, man bør sige, om instruktøren Pedro Almodóvar, når man beskæftiger sig med hans film, men af flere årsager er det ikke muligt at få det væsentlige med hver gang. For det første er hans filmografi en efterhånden bredspaltet kunstnerisk bevægelse, der rummer mange film og en intern diversitet, som er enorm værkerne imellem. Det gælder også den seneste (gen)udgivelse, som er en af hans tidlige film, nemlig Laberinto de pasiones fra 1982, der har den danske titel Passionens labyrint. Filmen er udgivet i den nystartede serie, Festival Series, der fremover kommer til at udgive en lang række vigtige klassiske værker.

Et centralt element hos Almodóvar er et nedbrydelsens element, der i den sidste ende er ment konstruktivt. Generelt er hele serien af film hos ham et studium i at se nedbrydningens konstruktivitet, som viser sig som klare meninger og tydelige satiriske variationer. Almodóvar er inkarnationen af den såkaldte spanske La Movida, der var – og er – en kulturel bevægelse, som gendriver den gråtonede og undertrykkende fascisme under Francos styre i Spanien. Det både er og ikke er tilfældigt, at Almodóvar bliver iscenesat som denne brydningens motivator, idet han for det første er født på rigtige tidspunkt – og derfor udgiver sine første film umiddelbart efter Franco-styret var væltet. Men for det andet møder Almodóvar det etablerede kulturelle billede med en ivrighed til omdannelse, som både er svær at overgå, men samtidig svarer til en generel hungrende efterspørgsel i den hidtil undertrykte spanske befolkning. Almodóvar ramte – og rammer – således en kerne i tiden, der gør ham helt central både historisk og kunstnerisk.

Derfor afspejler de fleste Almodóvar-film en lyst til det disparate, det varierede, det anderledes, det nytænkende, det farverige, hvilket giver sig til udtryk i en rigdom af farver, en seksuel frihedstrang og en generel livsglæde (man kan ikke se en film af Onkel Pedro uden at man bliver i bedre humør). Samtidig udspiller der sig derfor også et ofte direkte men til tider også indirekte opgør med det stavnsbundne, det tilbageholdende og det betvingende, såsom religiøs fanatisme primært i katolsk forstand, ovenfrakommende politiske direktiver og stagnerede familiemønstre. Han omtales ofte som feminist, idet han også viser en evnerigdom udi udstilling af manglende kvindefrigørelse. Alt sammen kobles sammen i et ofte vildt og excentrisk filmisk udtryk, som er både overvældende, rammende og mest af alt omkalfatrende.

Det gælder også Laberinto de pasiones, der for det første rent fortællemæssig og kausalt nok er et de mest ekstreme Almodóvar-værker. Fortællerytmen er ofte nærmest fraværende, og de kausale sammenhænge kastes til tider så langt væk, at det er svært at finde ud af, hvordan man nåede fra punkt et til punkt to. Men det vigtige er her, at det ikke går ud over underholdningsværdien, der er så vigtig for Almodóvar. Han er at betragte som en radikal nedbryder af skellet mellem det høj- og lavkulturelle. Derfor er der sammenhænge, men de etableres bare på en måde, så det eksisterer på et mere personelt plan. Det betyder, at vi ofte følger først én person i en scene, hvor vi derpå ’tager med’ en anden impliceret i samme scene ind i en ny, og derfra med endnu en tredje person ind i endnu en ny scene. På den måde varierer karaktergalleriet enormt, men samtidig formår Almodóvar at spinde trådene sammen løbende. Derfor får vi en række basale kærlighedshistorier, der hver især får lille eller stor betydning for hinanden.

Filmen er et centralt værk i Almodóvars filmhistorie, der spænder vidt, men samtidig holder sig inden for en række temaer, stilistikker og interessante fortællemåder. Det er et godt værk, der nu er gjort tilgængelig på det danske marked. Almodóvar er en sand filmisk karnevalist!