Når ordet mister verbal betydning og bliver ca. 9 mm. tykt, kan det placeres retmæssigt i løbet på et håndvåben, der kan tale højere og i en klarere røst end noget andet kommunikationsmiddel. Håndvåbnets deiksis kan tillige blive en øredøvende symfoni, der brager derud af i et tempo, tolvtoneskalaen ville misunde til nodeløshed. Med et sådant tempo rammer Johnnie Tos actionbrag Breaking News fra 2004 os, hvor håndvåbnet for alvor viser, hvor simpelt det er at overtale selv den mest tvivlende.

Hong Kong fik i firserne en enorm betydning for actiongenren, hvilken homage i dag primært er tiltænkt instruktøren John Woo. Hvor krimigenren i 30’ernes USA fik prædikatet hard-boiled, kunne politikrimien med tydelig gennemslagskraft få den samme betegnelse påklistret, efter at Hong Kong-instruktørerne havde været på arbejde. Én af Woos film hedder såmænd også Hard Boiled. Tempoet blev skruet derhen, hvor kedsomheden i hvert fald ikke begrundes med manglende drama, stunts eller teknisk ekvilibrisme. Det tager over i en grad, der med ét gjorde Hong Kong verdenskendte. Flere af instruktørerne blev derfor også – som vi ofte ser det – headhuntet til Hollywood, hvor vi kunne få genindspilninger og nye brag på engelsk. Johnnie To er også blandt disse folk, der fik Hong Kongs filmindustri smidt ind i rampelyset, og var sammen med de øvrige faktisk blandt nogle af de vigtige faktorer bag asiatisk films (gen)gennembrud gennem firserne. Mange af teknikkerne i disse film blev ret hurtigt inkorporeret i den genrebevidste actionsfilm i USA gennem firserne, men sjældent nåede de fx Woo eller Tos intensitet. Derfor er mange af disse 80’erfilm stadig gevaldig seværdige for action buffs. Og det gælder også Breaking News, der allerede i introscenen kan få enhver filmelsker helt frem i stolen. Filmen starter ’helt enkelt’ med en dunderscene skudt ud i ét på næsten otte minutter, hvilket sjældent er set så effektivt. De bringer mindelser tilbage til Orson Welles’ Touch of Evil fra 1953 og Robert Altmans The Player fra 1992. Med en kirurgisk præcision skærer kameraet igennem en skudscene ikke mindre end æstetisk smuk. Mord, håndvåben og kriminalitet er gennemæsteticeret, så det fremstår smukt og naturskønt.

Et andet interessant træk ved filmen er også, at det tager enormt lang tid, inden man finder ud af, hvorfor politiet jagter skurkene – udover at de skød sig vej ud af et hus i startscenen, men det er der jo en årsag til. Denne plotløshed til langt ind i filmen giver en følelse af som seer at famle lidt i blinde, men samtidig fortæller det også soleklart, hvad det hele handler om: Vi skal sendes igennem en skudsalve af action, som ikke nødvendigvis behøver et sigtbart plot. Derfor er filmen mere interessant end så mange gennemsnitlige actionbrag, der er bygget over en så velkendt opskrift, at filmene kommer til at føles ligeså uforudsigelige som musikken til et midtjysk guldbryllup. Når denne kausalorientering er skåret næsten væk indtil langt ind i filmen, bliver de sammenhængsskabende læsergestalter mere interessante. Desuden kommer selve det, som filmen handler om, til at fremstå mere vedkommende: Filmen handler nemlig om nyhedsmediets og politiets relationer. Politiet forsøger nemlig, idet skurkene undslipper, at manipulere seerne af en nyhedskanal til at tro, de har styr på det. Heraf kommer titlen Breaking News. Således bliver plottet forskudt fra selve actionbragende politiefterforskning, som megen mainstream action er præget af, til en dialektik med selve dækningen i nyhedsmediet. Dermed bliver filmen præget af en ideologisk stillingtagen til politiets rolle og ikke mindst mediernes rolle i forbindelsen mellem den enkelte borger og nyhedsmanipulering. Man får mulighed for at få både flot æsteticering, hæsblæsende generisk action (og så alligevel ikke helt generisk) og kritisk stillingtagen. Det actionfilm af en type sjældent set.