Undertiden mødes vi af skikkelser, der brager igennem med en film, som får en så enorm medvind, at det bare på den front uvægerligt må anses som en succes. Vanskelighederne er således ikke i selve det, at en film er en enorm succes, men i at instruktøren skal følge op på filmen. En sådan film er Das Leben der Anderen, som er skrevet og instrueret af den debuterende Florian Henckel von Donnersmarck.

Efter politiske, nationale eller samfundsrelaterede kontroverser og kriser dukker der ofte film op, der forsøger at ransage årsagssammenhængene for at finde frem til en kerne af sandhed. Der er ofte så stærke følelser på spil, at filmene kan være fyldt med en enorm smerte, en enorm bortkastelse af øjne, fordi filmen blænder. I bedste fald er det en penetrering af normale antagelser, der er blevet så almene, at vi alle ukritisk har accepteret dem; i værste fald er det en overdreven box office-udnyttelse af ekstrem menneskelig lidelse. Krige er givet vis nok den mest direkte inspirationskilde til denne form for politisk selvransagelse, men det kan også udnyttes, så resultatet bliver en lummer propagandamaskine. Det så vi mange steder under de forskellige fascistiske styreformer rundt om i verden i den første halvdel af det 20. århundrede: fx specifikt Leni Liefenstahls Triumph des Willens fra 1935, Sergei Eisensteins russiske kollektivfilm eller sågar også mange af de amerikanske krigsfilm under Anden Verdenskrig. Da USA gik ind i krigen, steg antallet af krigsfilm betragtelig, men det var ikke med selvransagelse for øje (den kom allerede før med Hitchcocks The Foreign Correspondent fra 1940). Det var i stedet såkaldte mobiliseringsfilm, der skulle vise landmændene, at de tog del i det større gode.

Med andre ord var det en totalbekræftelse af tidens forståelse af de allieredes frihedsbegreb, mens nazismen udstilledes som en ubeskåret onde. Denne tendens er fortsat op gennem 50’erne og 60’erne, hvor nazismen udstilles som en aparte karikatur af sig selv. Der er gisninger om årsagerne til dette: Anden Verdenskrig var den sidste store krig, hvilket har sat sine spor verden rundt. Stort set ingen familier var uberørte af krigen, hvilket gjorde emnet enormt delikat at stille kritiske spørgsmål til. Det er i øvrigt stadig problematisk, men der er kommet en lang række film, der tager mere kritisk stilling til grusomhederne, der tog menneskene til sig på begge sider af frontlinierne. Film som Stalingrad fra 1993, The Big Red One fra 1980 eller sågar store dele af den skandinaviske kriminallitteratur har taget krigen op til revision, hvorigennem ondskaben relativeres. Det er kunstens mulighed: Netop at gå ind der, hvor det gør ondt og slå på såret indtil nerverne bliver døve. Smerten skal bearbejdes, den skal gennemleves, den skal udspørges, men den skal ikke fortrænges.

Derfor er det både overraskende og glædeligt, at Den Kolde Krig ikke skal ligge i dvale i halvtreds år, inden fiktionen, kunsten, filmen begynder at reflektere over den. Vi fik for tre år siden Good Bye Lenin!, men der har selvfølgelig været flere undervejs dertil. Dog var det her vi for alvor fik øje på mulighederne i at skildre Den Kolde Krig som andet en James Bond-film og østeuropæer med storhedsvanvid. Det enkeltes menneskes oplevelse kom i centrum, og det er også tilfældet for Das Leben der Anderen. Das Leben der Anderen er en detaljeret undersøgelse af den overvåge(n)de Stasi-verden i Østtysland i starten af firserne. Dens styrke er således dens tematik; vi møder verden gennem en realismepræget og ’gennemsigtig’ stil, der ikke forstyrrer det groteske, der møder os. Derfor er stilen velvalgt, fordi den dermed kommer til at virke lettere ironiserende. Den propagandistiske undervisning, som en af hovedpersonerne leder, bliver fx her køligt fremstillet, hvilket fremhæver de misdannende karakterer. I det hele taget tager film det meget roligt, om jeg så må sige, idet den lader sig udvikle gennem karakterernes samspil – eller mangel på samme. Det er nemlig et helt centralt aspekt ved filmen, at de to centrale karakterer ikke direkte har noget med hinanden at gøre; den ene overvåger nemlig den anden.

Der, hvor succesen kommer ind i billedet, er den enorme bevågenhed, der har været på denne film. Det mest nærliggende er jo selvfølgelig, at den tog en Oscar for næsen af Efter brylluppet, hvilket kort og godt var fortjent. Desuden er det den tyske film, der er blevet prydet af flest nomineringer inden for det samme år nogensinde. Den har tilsyneladende sat fingeren på den helt rigtige pulsåre, der løber lige til succes. Det er således også vigtige spørgsmål, den tager op, idet vi får det store spørgsmål om frihed over for determinisme grundigt med indirekte vendt. Hvor går grænsen for en statsmagt? Og ligesom Den Kolde Krig var en yderst selvstændig epoke i vest-østlig politik og krisebevidsthed, der mødte sin bratte afslutning i Murens fald, er filmen (desværre) også en smule afrundet og lidet spiddende. Uafslutteligheden af efterdønningerne på Den Kolde Krig fortsatte til vores årtusinde, og trækker stadig et spor efter sig. Det vil nok også være tilfældet mange år endnu. Men det står nok central i den Østtyske historie, at landet for så vidt gennem genforeningen med Vesttyskland relativt hurtigt kom på fode igen. Derfor kan Tyskland allerede nu fortælle om slidte menneskeskæbner og personlige fallitter i Stasi-tiden, netop fordi de har fået katastroferne på afstand. Tiden kommer nok også til de øvrige lande i østblokken. Men undvig ikke fra filmen af den grund; det er en særdeles fornem og stilsikker film.