Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




High Life (110 min.) Købefilm / Universal
Anmeldt 22/2 2020, 11:07 af Teddy Tofte

Selvtilfredsstillelse i det ydre rum


Selvtilfredsstillelse i det ydre rum

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der er ufatteligt meget onani med i Claire Denis’ seneste film, High Life, og det er nok den bedste slags metafor, som filmen nogensinde kan få: High Life er intellektuel onani, uden nogen egentlige følelser. Den er blot et underligt sted mellem fantasi og virkelighed. Men High Life er på sin vis også banebrydende: aldrig før har menneskeheden haft adgang til noget så grusomt. Aldrig før har en instruktør taget emner som mord, voldtægt og dyremishandling og blandet det sammen med en både Twilight og Harry Potter-hjerteknuser – Robert Pattinson; en velkendt musiker, Andre Benjamin fra bandet Outkast; én af sin generations bedste skuespillere, Juliette Binoche, for så til sidst at ryste det sammen med sorte huller i det ydre rum. Aldrig før har sådan en sammensmeltning været på grænsen til at være lige så spændende som at se maling tørre.

Filmen begynder med Monte (Pattinson), som arbejder på et rumskib, mens han hører barnegråd over nogle højtalere. Det virker til, at han og denne baby er de eneste overlevende på en højst mystisk mission. Med tiden stykker vi brikkerne sammen, at et hold af kriminelle var blevet sendt ud i rummet for at tappe energi fra et sort hul, og via flashbacks finder vi ud af, at det meste af holdet er blevet udsat for enten voldtægt eller mord. Rumskibet er bygget sådan op, at Monte skal kommunikere med computeren én gang i døgnet for at genopfriske det system, der kan holde ham og babyen i live. Med tiden lærer vi, at skibet blev styret af Dibs (Juliette Binoche), en gal videnskabskvinde som er så besat af sex og reproduktion, at hun er villig til at tyde til voldtægt og uvildig kunstig befrugtning for at skabe et barn, som ikke dør af stråling.

Lige fra starten er det æstetiske i filmen ret grimt og usammenhængende. Rumdragterne ser billige ud; korridorerne ligner almindelige gange i helt almindelige bygninger, på trods af at værelserne ligner noget, der kunne stamme fra en rigtig rumstation; og computeren, som kontrollerer skibet, har en skrift, der ligner noget fra 60’erne, men resten af maskineriet er topmoderne. Filmen kan ses som en dekonstruktion af Kubricks 2001, som om man ønskede at fjerne det mystiske og faretruende ved skibets detaljer og den store, onde computer. Det er bare ikke en beslutning, som har den helt store betydning for noget som helst i filmen.

Apropos Kubrick: Juliette Binoches karakter, Doctor Dibs, er besat af kropsvæsker, og hun er så langt ude, at hun på et tidspunkt bærer en karakters sæd gennem rumskibet, som om hun bærer på et skrøbeligt stykke glas, blot for at inseminere en anden person på rumskibet. Hun er lige så gal i hovedet som f.eks. Dr. Strangelove, men uden nogen form for humor. Hun er helt igennem alvorlig i sin måde at være på. Andre karakterer bliver opslugt af og nærmest rider på sorte huller, som om det er et symbol for en vagina, i stedet for Slim Pickens enorme penis-atombombe-symbol. Hmm, den sætning lød faktisk lidt skør, men det er den slags, du kommer til at tænke på, når du forsøger at finde mening i noget, der ikke giver mening.

High Life er lavet for at skabe så meget kontrovers som muligt, men det er gjort på en ikke særlig subtil måde. Voldtægter, mord og dyremishandling er de store temaer, som straks kan manipulere et publikum. Det bliver ofte brugt i film, men hvis det skal have en virkning, så er det bedst, at filmskaberne gør godt brug af. I denne film bliver det brugt så let som ingenting, fordi man ønsker skandalen og intet andet. Er de sorte huller i filmen måske en metafor for den menneskelige sjæl? Det er ikke til at vide, men hvis det er tilfældet, så blev det brugt allerede i 1997 med gyseren Event Horizon. Filmen har derned alvorlige tematiske problemer. Nogen vil måske foreslå, at filmen er en undersøgelse af livet og døden i et intetsigende univers, og at livet kan opstå med hvem som helst, når som helst, men hvis det er filmens tema, hvorfor så bruge så meget krudt på masturbation og nogle af de værste mennesker, som menneskeheden har at byde på? Er budskabet så at søgen efter storhed er tabt på forhånd?

Sandheden er, at der bare ikke er noget tema eller budskab af nævneværdig karakter. High Life er bygget op på, at man kaster så meget som muligt ind i blenderen – halve temaer, grusomme elementer, uforløste filmstile – og håbe på, at det, der kommer ud af det, er velsmagende for dem, der har lyst til at drikke det.

På et tidspunkt i filmen møder rumskibet et andet skib, som er en tro kopi af det, som vores hovedkarakterer rejser med. I det andet rumskib er der kun hunde ombord. De er alle i en dårlig tilstand og har ædt hinanden for at holde sig selv i live. Tematisk set giver dette lille twist ingen mening, medmindre vi skal tro på, at mennesker i bund og grund er ligesom dyr. Ligesom hundene så myrder mennesker hinanden for at forblive levende. Der er ingen grund til at have subtekst, når noget allerede er åbenlyst. Vi ved jo allerede i forvejen, at der er mordere ombord på rumskibet, fordi vi er blevet det fortalt og har også set det. Det er High Life i nøddeskal – her er noget dyremishandling på skærmen. Hvorfor? Ikke nogen egentlig grund. Men er det ikke skandaløst? Her er noget godt om High Life: at gøre filmens kvindelige hovedrolle til en insemineringsfokuseret voldtægtsmand er modigt. Det er bare ærgerligt, at intet andet er lige så modigt eller værd at se på.


2530
Forrige anmeldelse
« Jay and Silent Bob Reboot «
Næste anmeldelse
» Barn »


Filmanmeldelser