Det hører til sjældenhederne, at en spillefilm forsøges standset ad rettens vej. Den franske semidokumentariske Gud være lovet var nær ved ikke at kunne få premiere – den gik for tæt på en verserende retssag mod den katolske Fader Bernard Preynat fra Lyon, for sine talrige pædofile overgreb gennem årene. Heldigvis vandt den franske manuskriptforfatter og filminstruktør Francois Ozon retssagen.

Gud være lovet er endda slet ikke hadefuld, provokatorisk eller sarkastisk, nærmest stille dokumentaristisk i sin tilstræbte saglighed – overraskende, når man kender Francois Ozons ellers stilistisk sikre hånd, fra thriller til munter ironi, bl.a. fra en række små mesterværker, som Franz (2016), Swimmingpool (2002) og 8 Kvinder (2001).

Filmens start er en knastør oplæsning af Alexanders og den katolske kirkes korrespondance, der hverken viser kirkens ydmyghed eller nogen form for egentlig undskyldning for de afskyelige pædofile handlinger som beviseligt har fundet sted – men henvendelsen etablerer dog et møde mellem pateren og Alexander.

Alexander (Melvil Poupaud), er bankmand, en rigtig pater familias, med sød kone og fem børn – moderat borgerlig katolik, med de uhyggelige fortrængte barndomserindringer i bagagen. Ved et tilfælde opdager Alexander, at Fader Bernard Preynat (spillet af filmveteranen Bernard Verley) barndommens krænker, stadig er i kirkens tjeneste og har tilstået at have forgrebet sig på mere end 50 børn. En konfrontation og en efterfølgende klage til kardinalen giver ikke nogen forsoning eller afklaring. Alexanders bevistliggørelse af barndommens overgreb og reaktion på kirkens forsøg på at bagatellisere og skjule overgrebene får ham til at opsøge to barndomsvenner fra dengang. Snart viser det sig at omfanget af uhyrlighederne har været langt større.

Det er de tre ”skæbner”, alle misbrugt af præsten, Alexandre, François og Emmanuel vi følger – hvor ikke mindst den sidste, har lidt mest af følgerne på overlasten. Gennem deres forløb stilles den katolske kirkes hykleriske holdning til skue. Ikke forvrænget eller karikeret, men en afklædning, hvor tavshed og forstillelse ikke længere kan dække over overgrebene.

Da det viser sig, at Fader Preynat stadig omgås børn, beslutter de tre venner sig for at gå mod den magtfulde katolske kirke og dennes religiøse dogmer og at få ham dømt. Ikke som hævn eller oprejsning, men en forståelig trang til at beskytte deres egne børn.

Sagen verserer stadig i skrivende stund, men andre er dukket op. Og glædeligt, to uger efter filmens premiere, indkaldte Pave Frans til en diskussion om kirken og pædofili både i fortiden og nu.

Gud være lovet er en hyperaktuel film, der ikke kun udstiller hykleriet, men også tvinger os til at se realiteterne i øjnene – rokker ved kirkens ufejlbarlighed – og, at selv indenfor det højeste, reneste, er der syndere. For os ikke-katolikker ligger det nært at tænke, mon ikke det påbudte cølibat inden for den katolske præstestand, er den egentlige skyldige. En kættersk tanke?

Takket være Francois Ozon, på trods af fogedforbud og kirkens vrede, har vi fået en, aktuel vigtig og godt fortalt film om hykleri og skændige overgreb. Lavmælt, grundig og nuanceret (lidt lang), med store troværdige skuespilpræstationer.