Et trick, der kan hjælpe alle de seere, som mener de alt for let bliver skræmte når de skal se gyserfilm er, at skrue ned for lyden. For det er ofte lydsiden, mere end billederne, der får filmen til at fremstå langt mere skræmmende. Dette gælder i særdeleshed filmen Intruders fra 2011, som i skrivende stund er i kommet handelen herhjemme.

Intruders er en film, der både ligner et væld af andre horrorfilm, men som også rent plotmæssigt skiller sig ud. Hvis man først ser på den type gyser den minder om - så har Intruders fællestræk med film som bl.a. Candyman, Jeepers Creepers, A Nightmare on Elm Street idet den handler om et monster der starter med at bo i børns fantasi, men som tilsyneladende pludselig bliver meget virkeligt. I tilfældet Intruders hedder dette monster Hollowface – en figur der, som navnet antyder, er ansigtsløs og som bor i de mørkeste afkroge på børneværelset.

Der hvor Intruders adskiller sig fra førnævnte film er at den fortæller sin historie gennem to parallelle narrativer. Den ene foregår i Spanien, hvor en lille dreng og hans mor terroriseres af Hollowface. De opsøger en lokal præst, der forsøger at komme til bunds i sagen, mens både moderen og drengen bliver mere og mere desperate. Den anden fortælling foregår i England, hvor den unge pige Mia under et besøg hos sine bedsteforældre finder en lille æske, gemt i hulningen på et gammelt træ. I æsken ligger der et stykke falmet papir, hvorpå historien om Hollowface er skrevet.

Pigen skriver fortællingen af, læser den højt i skolen og før man nå at sige ”er det monstro en god idé?” hjemsøges hun også af en ansigtsløs figur klædt i hættetrøje, som kommer krybende ud af hendes skab om natten. Hollowface vil, ifølge den historie Mia finder, stjæle børns ansigter, da han selv mangler et. Èn ting er jo at fremmane et monster, langt sværere er det at få monstret til at forsvinde igen.

Drivkraften i filmen er, ud over det åbenlyse gys der opstår når Holllowface kommer snigende, at man konstant spørger sig selv om sammenhængen mellem de to fortællinger. Især da den spanske version af Hollowface nærmest ligner manden med leen iført en mørkerød kappe (lig det gespenst der huserer i Peter Jacksons The Frighteners) . Den engelske Hollowface ligner mest af alt ligner en ”hoodie” – altså en fyr i hættetrøje – hvilket er et ganske aktuelt skræmmebillede, som flere nyere film har særdeles effektivt (se f.eks. Ils, Harry Brown, F og mange andre). Det er sikkert ikke et tilfælde at den hætteklædte er blevet en ny populær skurk, da arketypen af virkelighedens kriminelle voldspsykopat nærmest altid er iført den type beklædning.

Langt hen af vejen fungerer Intruders virkeligt godt. Især lydsiden er, som antydet i starten, virkelig effektiv. Især hvis man har mulighed for at skrue godt op en subwoofer. På baggrundsmaterialet inkluderet på BluRayudgaven (der tæller 10 minutters slettede scener, en række featuretter om filmen og tyve minutters dokumentar der går bag om filmen) fortæller instruktøren, at en af ideerne var at skabe en gyser, der dels handlede om børns frygt og forestillingsevne, dels fortalte en historie, der tog udgangspunkt i noget meget jordnært og realistisk. Selv om intentionen måske er god, så er det også denne realisme som bliver filmens store svaghed.

Som er tilfældet med mange lignende filmfortællinger, så er afsløringen af årsagssammenhængen – altså svarene på hvordan de to historier hænger sammen, hvem der skrev den falmede historie om Hollowface og hvordan Hollowface opstod, en forklaring, der punkterer den interessante historie med et brag. Der er naturligvis elementer i denne afsløring som er genuint overraskende, men så er der også andre aspekter af afsløringerne blot bliver frustrerende og som ødelægger den ellers så gode oplevelse man havde haft indtil da. Det er naturligvis smag og behag, men undertegnede anmelder blev i al fald grundigt skuffet over slutningen.

Til gengæld kan man ikke sætte en finger på filmens tekniske kvalitet. Den er godt klippet, skuespillerne gør et godt stykke arbejde og monstret fungerer udmærket– til trods for at enkelte af de computeranimerede effekter bliver for tydeligt konstruerede. Billedet står skarpt på BluRay versionen og som altid på Universals BluRay-udgivelser, er navigationen i menuerne, filmens lyd og billedside så god som man kan ønske sig. Det ændrer dog ikke ved at Intruders aldrig bliver den spanske gyser, der kan konkurrere med klassegysere som *Rec-serien eller El Orfanato, for til trods for et glimrende monster, så plages filmen af for skuffende en afslutning.