For 14 år siden imponerede instruktøren Christian Sønderby Jepsen med dokumentarfilmen Testamentet (2011), der både fik kritikkerros og Bodil. En alvorlig familiekonflikt fra Skals nær Viborg, hvor ikke mindst to brødre føler sig snydt, da deres tyske morfar dør og efterlader en millionformue i form af et luksushotel, som hustruen, i henhold til et lidt tvivlsomt testamente, skal arve.

Brødrene, Henrik og Christian, der begge har hårdt brug for arven, føler sig snydt af enken og deres far, der spiller brødrene ud mod hinanden, for selv at håbe på at få en del af arven.

Et klassisk plot, men denne gang ikke med skuespillere, men med rigtig levende mennesker, uden manuskript, sminke eller parykker. En ægte historie fra det virkelige liv, der den gang greb og optog mange. Filmen blev vist i biograferne, fik en Bodil, og kunne senere ses på TV.

Christian Sønderby Jepsen slap ikke familien Ernst. Gennem de efterfølgende 14 år følger han, med kameraet, familien i Skals. Det blev til Faderen, sønnerne og Helligånden, et gribende nærbillede af en socialunderklasses kamp for at overleve i vrede og kærlighed.

Lillebror Henrik er den der har klaret sig bedst, trods et heftigt forbrug af narko og alkohol. Han er nu beredt til at række en forsonende hånd ud mod faren i forbindelse med barnebarnet Alexanders konfirmation. I telefonen undskylder han for de vinduer han har smadret og den graffiti han i vrede har påført farens villa. Faren udebliver fra konfirmationsfesten. En fest der ikke løber stille af, da der pludselig forsvinder 500 kr. fra gavebordet.

Storebror Christian har sværere ved at lægge vreden bag sig. En vrede, der er med til at understøtte hans vanskeligheder ved at tilpasse sig samfundets normer. Usikker og utilpasset søger han det ekstreme. Først den ortodokse kirke, hvor han, ret morsomt, fumler med at gøre korsets tegn korrekt. For senere at lade sig indrullere i det ekstremistiske, racistiske broderskab ”Hellige Danmark”. En superreaktionær klub, der vil føre Danmark tilbage til tempelriddernes storhedstid.

Begge brødre taler om at bryde den sociale arv, men Henrik ryger rask væk pot med sønnen og Christian er just heller ikke noget værdifuldt forbillede for næste generation. Begge er stadig overbevist om at de blev snydt for arven. Nye beviser, da man genfinder testamentet, om falsk underskrift fremlægges, dog uden held.

Man kan med rette rejse spørgsmålet om filmen, ved at gå så tæt på, det borgerskabet ville kalde ”sociale tabere”, udleverer psykisk sårbare mennesker, der ikke selv kan vurdere følgerne af deres medvirken i filmen. Men nej. Vi sidder tilbage, beriget, med sympati og underholdt af mennesker, der nok er i modgang, men heldigvis også rummer håb og glæde.

Det er ikke kun selve dramaet, det er mere de mange menneskelige træk, der øger forståelsen og empatien for den lille familie, som vi ligefrem kommer til at holde af. Sjove, skæve replikker, som, hvis man ikke vidste bedre, kunne lyde som en velskreven dialog.

Faderen, sønnerne og Helligånden er en ægte dokumentarfilm, der sagtens kan ses uden forudgående kendskab til Testamentet. Samlet dækker filmen mere end 20 år af familien Ernsts hverdagsliv. Det er det der gør film unik.

En film om mennesker på livets skyggeside. Det er lidt af en bedrift at kunne fastholde på lærredet, så vi ikke mindst får en bedre forståelse og sympati for deres kamp mod den sociale arv – og faktisk også føler os i godt selskab.