Borgerne i Metropolis og resten af verden respekterer og beundrer Superman, hans kamp for sandheden og retfærdigheden, og han vinder altid. Samtidig er han fundamentet i Justice League. Han er legemliggørelsen af en superhelt og han giver håb til alle. Men da en meteor styrtdykker ned på Jorden, bliver et ustoppeligt monster ved navn Doomsday sat fri. Idet Doomsday skaber død og ødelæggelse, viser det sig, at superheltemedlemmerne i Justice League ikke kan stoppe væsnet, og verdens største superhelt må derfor lave det ultimative offer for at redde sine medmennesker.

Mens verdenen forsøger at håndtere tabet af Superman, viser det sig, at han måske har fundet en måde at vende tilbage til livet på. Fire mennesker – den stædige Superboy, den godhjertede Steel, den overbeskyttende Cyborg Superman, og den alt for effektive Last Son of Krypton – ankommer i Metropolis på samme tid. De er alle fast besluttet på at beskytte byens borgere. Men hvilken af dem er den rigtige Superman, og kan Lois Lane finde frem til sandheden, før det er for sent? For hvad er egentlig værst; En verden uden Superman, eller en verden med fire af dem?

Bare lige for at få det hele på det rene: den førnævnte tekst afslører altså ikke alt for meget. Du kan jo bare se på filmens titel. Superman dør, og Superman vender tilbage. Og hvis det lyder genkendeligt, så er det jo nok fordi, du enten har læst tegneserien fra 90’erne eller set Batman v Superman , hvor de gennemgår den samme historie – eller måske har du set de to tegnefilm, som filmskaberne her har sat sammen til én film: The Death of Superman og Reign of the Supermen. Men bliver The Death and Return of Superman så en bedre film, fordi de er blevet splejset sammen til én lang historie på næsten tre timer?

Nej, egentlig ikke rigtig.

Det er ret ærgerligt, fordi denne film kunne med lethed være blevet den ultimative og bedste Superman-film nogensinde. Den første halvdel af filmen er på grænsen til at være netop det. Det er fordi, at The Death of Superman i sig selv er så fandens god.

Hele opbygningen og actionsekvenserne er imponerende, og kampscenerne mellem Justice League, Superman og Doomsday er nogle af de bedste, jeg har set i disse DC Universe-tegnefilm, men det er den følelsesmæssige kerne i den første halvdel af filmen, som virkelig rammer sit publikum. Den gør alt det rigtigt, som instruktøren Zack Snyder gjorde forkert med håndteringen af Supermans død i Batman v Superman. Publikummet bliver inddraget (og er blevet inddraget i adskillige tegnefilm, før han rent faktisk dør) i både Superman og Clark Kent ved at præsentere ham som en superhelt, vi alle elsker og respekterer. Så derfor fungerer første halvdel af filmen ganske glimrende. Det er den anden halvdel, som ikke helt formår at slå til.

Reign of the Supermen har et par gode øjeblikke, men alt i alt føles den som noget af en skuffelse. Historien har afveget alt for meget fra det, den kunne have været, og er blevet en overfladisk fortolkning af originalmaterialet. Filmen endte med at miste sine karakterer, historierne flød ud til ingenting, store øjeblikke blev glippet, og den fejlede i sidste ende med at give en følelsesmæssig afslutning til det, der var foregået før. Og med de to film, nu klippet sammen til én lang fortælling, er det endnu mere tydeligt at se, at der er alt for stor forskel mellem de to tegnefilm.

Tiden der opstår mellem Supermans begravelse og så til det øjeblik, hvor de fire nye Supermænd ankommer, sker alt for pludseligt. De siger godt nok, at der er gået nogle måneder, men i filmen er der kun gået et minuts tid. De nye karakterer debuterer så hurtigt, at det bliver svært at føle for dem. Mystikken omkring deres identitet får ingen tid til at dvæle eller gøre noget indtryk, hvilket får Lois Lanes undersøgelse og journalistiske egenskaber i søgen efter sandheden til at virke mindre imponerende. I mellemtiden handler plottet mindre om dem, som Superman havde omkring sig, og mere om ligegyldige slåskampe. Som resultat bliver det også undervældende, når Superman endelig vender tilbage, og det er desværre med til at overskygge det fantastiske arbejde, som vi så i starten af filmen.

Ironien er, at i originalmaterialet var alt det, der foregik før Supermans død, ikke særlig interessant, men derimod var det ganske spændende efterfølgende. I denne film er det lige omvendt, og ved at hæmme den anden halvdel af filmen underminerer man alt det gode, som man ser i Death of Superman. Slutresultat er derfor, at The Death and Return of Superman som helhed ikke rammer lige så godt på grund af dens afslutning.

Der er dog stadig meget, som er anbefalelsesværdigt her. Men det er en film i to dele, som må være forventeligt. For dem der ikke har set de andre film før, er det her absolut en værdig måde at få hele historien på. Som en hel pakke er The Death and Return of Superman god, men ikke helt så super, som den kunne have været.