Allerede i filmens første minutter er vi klar over, at sanserne skal skærpes. Et kvindeansigt dækket af et langt mørkt hår friklippes og et smukt nøgent drengeklippet, pigeansigt fremstår. Et nærbillede af kvindens kønsorgan ja, vi kryber ud af hendes vagina og billedet toner over i hendes øjeæble, der fæller en stille tåre. Kvinden er underkastet en gynækologisk undersøgelse. "De fejler ikke noget. Deres mavesmerter må være psykosomatisk", fastslår Gynækologen. "De skulle prøve med en psykiater".

Gennem spejle, der spejler spejle. Vindeltrapper, der snor sig voldsomt. Gennem lange mørke skyggefyldte gange, skal vi ind, helt ind, i den 25-årige Chloés sind, for at kunne forstå hendes mavesmerter.

Chloe (Marine Vacth fra Ung og Smuk (2013)) opsøger en psykiater. Nu kan den franske instruktør Francois Ozons psyko-erotiske thriller Dobbelt begær for alvor starte op. Paul Meyer (Jeremie Renier) er den sympatiske afslappede psykiater, der langsomt i psykoterapien, får løst op for nogle af Chloes fortrængninger. Konsultationerne må dog standse. Paul er brændt varm på sin smukke patient, der heldigvis gengælder hans følelser. Snart flytter Paul, Chloe og hendes grå kat Milo sammen i en luksus Pariser lejlighed på 13.(!) etage. Så godt - så langt. Hvad med den lidt for venlige nabokone, med en psykisk ramt indlagt datter, et tomt barneværelse med udstoppede katte (hvem sagde, Polanskis Rosemaries baby?). Men det skal blive værre.

Chloe opdager, at hendes elskede gemmer på en hemmelighed. Paul har en dobbeltgænger, der også er psykiater. Hun opsøger ham nu som patient, dobbeltgængeren Louis, der til forveksling ligner tvillingebroren - for det er det, han er er (selvfølgelig også spillet af Renier). Chloe fortsætter konsultationen hos Louis, der er mere håndfast i sin metodik end tvillingebroren - her er det voldsom og lidenskabelig sex, der skal helbrede og frigøre Chloe fra frustrationer og hæmninger.

Nu udvikler Dobbelt begær sig til en rigtig tvilling historie om "spejltvillinger", "kannibaltvillinger", dominans og dobbelthed. Pauls tidligere kæreste, Sandra, ligger sygelig hen efter at være blevet voldtaget af Louis, (hun ligner da Chloe, eller hvad?) opsøges nu af Chloe, der modtages af Sandras mor (Jaqueline Bisset), der til forveksling ligner Chloes, alt andet end kærlige mor. Indviklet? Det skal blive værre. For tilsyneladende bærer alle på en tvilling hemmelighed. Mere skal ikke røbes.

Har man været lidt i nærheden af Jungs psykologiske teorier, kunne man let få den mistanke, at dobbeltheden alene bunder i Chloe selv. Dobbelt begær er i sin "nøgne", lidt vidtløftige historie, både spændende og insisterende. Dens mange lag af løgne, fortrængninger og symboler giver en ekstra fascinerende dimension. Hvad skete med Milo, katten, der forsvandt hos nabokonen og Louis særprægede kat, der fødtes som sin egen tvilling? Når Cloes er på job som kustode på Mussee de l'Hommes, ser vi hende, mellem kunstgenstande af forvredne kropsdele, siddende observerende mellem store spejle. Virkeligt i al sin uvirkelighed. En følelseslabyrint uden udgang. En drøm i en drøm.

Der er mange lag i filmen, rigtig mange at afdække. Et spejlkabinet af fortrængt begær, der selv ved et gensyn gør en endnu mere nysgerrig. Francois Ozon er en stilsikker instruktør. Det vidste vi der så det melankolsk nostalgiske sort/hvide mesterværk Franz (2016). Han fastholder med Hitchcock og De Palma i bagagen, et raffineret plot og en stram billedæstetik, og allermest evnen til af få skuespillerne til at blotte sig og yde det allermest ypperlige, selv i en spejlverden, hvor spejlet splintres.