Den fjerde film i serien om den tophemmelige organisation, kendt som Men in Black er i skrivende stund ude på DVD, Bluray og diverse streamingtjenester og i trit med den aktuelle zeitgeist oplever man nu en kvinde i den dominerende hovedrolle. Som det antydes i dialogen mellem Molly og den kvindelige chef for M.I.B. så synes selve navnet Men in Black vist heller ikke at følge tidens ligestillingsdebat.

Før vi dog når så langt, fortælles der et par prologer, der danner basis for hovedfortællingen. I den ene oplever vi Agent H (Chris Hemsworth) og Agent T (Liam Neeson) i Paris, umiddelbart før de møder deres livs største udfordring – en skrækkelig invasion af nogle aliens, der blot betegnes som ”The Hive”. Den anden prolog viser den unge heltinde Molly (der senere bliver agent M), da hun som barn overværer hendes forældre få slettet deres hukommelse af et par jakkeklædte MIB-agenter. Agenterne var på jagt efter en undsluppen alien. Denne alien møder Molly på sit værelse og efterfølgende ser vi i en montagesekvens den unge kvindes ihærdige søgen efter organisationen og ikke mindst hendes ønske om at blive et aktivt medlem i denne meget hemmelighedsfulde forening.

Dette lykkes selvfølgelig for Molly, for ellers ville der ikke være kommet ret megen film ud af hendes bestræbelser. Ud over at der nu pludselig er en kvinde med på mission forsøger den nye film også at udvide universet ved at lade handlingen foregå i lande udenfor USA. Seeren kommer på den måde på tur til såvel Marrakesh, Italien og førnævnte Paris, i trit med at Agent H og Agent M bliver sat på en sag der både involverer et par meget skumle energivæsener, international våbenhandel og meget mere. Vanen tro bliver det hele krydret med opfindsomme gags, mærkværdige væsner, vilde actionscener og den obligatoriske lette, selvironiske tone, som man vil huske fra de øvrige film.

Har man aldrig set en MIB-film før vil denne seneste sikkert virke både overraskende og original, men kender man til de tre forgængere kan man ane nogle træthedstegn blandt alle løjerne. Som faste læsere af Kapellet måske har kunne ane, har nærværende anmelder ofte virket en smule atypisk mavesur, når der har været tale om fortsættelser i en franchise. Det er dog ikke en generel tendens, for eksempelvis var Kapellet ret begejstret for Terminator – Dark Fate som i skrivende stund kører i biograferne [LINK LINKLINK] , men skal en sådan seriefortsættelse blive en succes, så gælder det altså om ikke blot at gentage sig selv igen og igen, som eksempelvis er tilfældet i film som Zombieland: Double Tap eller Men in Black: International.

Selv om Men in Black: International måske synes at byde på lidt nyt idet der er en kvinde i hovedrollen og at filmen foregår på flere kontinenter, så er grundhandlingen desværre ret banal og det er lidt synd. Når nu ellers man har råderum over det helt store Hollywoodmaskineri og et filmisk univers, der arbejder med en genre hvor der optimalt set kan være fri leg med historien, er det mystisk at dette ikke sker. Det var eksempelvis både overraskende og meget morsomt at opleve tidsrejser i seriens tredje del, men i stedet for at bruge løs af alle de elementer som science fiction genren tilbyder, så virker den nye film rent plotmæssigt ret handlingslammet.

Eksempelvis så kræver det ikke en PhD-grad i partikelfysik at regne ud hvem af de mange figurer der introduceres undervejs, som har infiltreret MIB-organisationen, ganske enkelt fordi det bliver alt for tydeligt at filmen forsøger at få seerne til at mistænke en anden, ret usympatisk karakter.

Filmen blev set i selskab hustruen, der på et tidspunkt bedyrede: ”Det er næsten for nemt at gætte hvad der bliver sagt lige om lidt. Underholdende og flot er det da, men det er da utroligt, at replikkerne og vitserne leveres så formularisk.” – og Dorthes mand kunne ikke være mere enig. Det bliver aldrig reelt pinligt eller krampagtigt, men det er meget mekanisk over herligheden.

Selv Chris Hemsworth, der spiller det selvglade, kække modstykke til den ambitiøse kvindelige agent, bliver flere gange næsten en parodi på sig selv. Det er ikke fordi han ikke kan spille skuespil, men hans figur er ganske enkelt for meget af det gode. Til gengæld kan man ikke sætte en finger på hverken effekter, designet af de opfindsomme aliens eller de våben der er med i filmen. Actionsekvenserne er også fedt lavet og så er det også skønt at have denne slags film som stort set hele husholdningen kan hygge sig med sammen. Vejer man disse elementer op mod hinanden betyder det at hele familien sagtens kan give Men in Black: International en chance, men man bliver blot nødt til at affinde sig med, at denne fjerde film bare ikke er nær så god som de tre øvrige film i serien.