Da mange gyserfans fra vor del af verden, i slutningen af 1990’erne var ved at gå bagover af begejstring over de mange, spændende gyserfilm fra Japan (og andre dele af sydøstasien), var en af de titler som virkelig vagte begejstring (eller skræk om man vil) filmen Ju-On også kendt som The Grudge. Filmen var egentlig startet som en række korte tv-film, der senere affødte en serie af biograffilm der bød på såvel pre-quels som fortsættelser og spin-offs.

Når noget bliver en succes, så er Hollywood ikke langsom til at reagere. Så derfor kom der også først én og senere to amerikanske versioner i denne franchise. I skrivende stund er der så kommet en helt ny amerikansk film i serien. En film, der synes at ignorere de øvrige. Ikke fordi skrivekarlen hér har en klar erindring af at have set filmene, men ganske enkelt fordi den ikke kalder sig Ju-On 4, men blot The Grudge. Det kan, som det måske kan læses hér, være en anelse forvirrende at følge med i denne franchise, der i øvrigt også tæller videospil, romaner og tegneserier, men vil du vide mere, så klik bare hér. For at forvirre endnu mere, har Netflix også her i sommeren 2020 lanceret en tv-serie (6 episoder af ½ time hver) der har fået titlen Ju-On: Origins.

Der er dog en fællesnævner for alle filmene. Denne handler om, at hvis en person har mødt en voldelig, smertefuld død på et sted, så kan afdødes vilde raseri i dødsøjeblikket skabe en forbandelse, der gør at personer der opholder sig på stedet hjemsøges af de onde ånder fra fortiden. Har man først en gang mødt en af disse overnaturlige væsener, så slipper man ikke for denne forbandelse. Forbandelsen var i øvrigt den danske titel på den første film i serien.

Mange af filmene har været centreret omkring en skummel bolig et sted i Tokio, men i den nye film, der har fået undertitlen The Untold Story leges der med ideen om, at når man først en gang er blevet eksponeret for denne forbandelse, så rodfæster den sig i personen og kan derfor flytte med. Dette etableres helt tydeligt i filmens start hvor den sygeplejeske, man måske kan huske fra Takeshi Shimizus amerikanske re-make af den første film, kommer ud af det hjemsøgte hus i Tokio. Selv om det er lykkedes hende at komme ud på den anden side af den mur der omkranser det hjemsøgte hus, så er der noget der er fulgt med hende. Mens hun taler i telefon med familien i USA, er der pludselig en spøgelsesagtig hånd, der griber om hendes ankel og øjeblikket efter rejser der sig et langhåret væsen sig bag hende akkompagneret af den karakteristiske kvælningsagtige lyd, som er blevet til et varemærke for spøgelserne i denne filmserie.

Det lykkes vores sygeplejeske at komme hjem til USA, men kort tid efter hun bliver genforenet med sin familie, rammer tragedien. De ondskabsfulde kræfter får frit spil og gensynet med mand og barn ender frygteligt. Vi springer frem i tiden og det er her filmens egentlige hovedperson dukker op. Den unge, uerfarne, kvindelige kriminaldetektiv Muldoon er netop flyttet til byen med sin søn. Hun får til opgave at følges med en erfaren og lettere knotten betjent, der modstræbende byder hende velkommen.

En af hendes første opgaver er at finde ud af hvad der er sket med et grotesk lig som er blevet fundet i en bil på en afsides vej inde i en skov. Da det lykkes at finde den afdøde kvindes identitet, viser det sig, at hun har forbindelse til familien som bor i huset hvor ovennævnte sygeplejeske også boede i sin tid. Idet Muldoon begynder at grave i arkiverne opdager hun, at dette langt fra er den første mystiske begivenhed der knytter sig til adressen. Hun beslutter sig derfor at tage hen til huset, for at undersøge sagen nærmere.

The Grudge anno 2020 er, qua at være en amerikansk film, en gyser der i højere grad benytter sig af chokeffekter end af den langsommelige, isnende stemningsopbygning som man husker det fra den originale japanske film. Desuden minder den nye film mere om en antologifortælling, idet hoverfortællingen med Muldoons efterforskning leder til at hun får serveret en række småhistorier i form af bl.a. flashbacks til episoder hvor vi seere har mulighed for at opleve hvad der er sket med mange af de andre beboere i huset på 44 Reyburn Drive. Blandt disse tæller en ejendomsmægler, et ældre ægtepar samt husets nuværende beboere. Det fungerer faktisk ganske fint, selv om de seere, der foretrækker de såkaldte slowburngysere sikkert vil være irriteret over den konstante fokus på at skulle levere et chok hvert 5. minut.

Selv om The Grudge ikke er en fantastisk gyser, så vil den sikkert behage faste seerer, der bare godt kan lide at hygge sig med uhyggen. Den er ganske fint pacet, har nogle ret groteske scener og så er det skønt at opleve den charmerende skuespillerinde Lin Shaye i en rolle, der kræver at hun kaster sig helt ud på groteskeriernes overdrev. Endelig har filmen også i denne anmelders optik (og dette er sjældent i mainstreamgysere) en slutning der faktisk fungerer ret godt.

I ekstramaterialet på BluRaydisken er der blandt andet en lille film der viser seeren nogle af de såkaldte ”easter eggs” (intertekstuelle referencer til andre film og elementer som genrefans kan lede efter – red.) der er mere eller mindre gemt i filmen. Her fortæller instruktøren også at der er scener som er direkte vink til enten andre film i serien, videospillene eller tegneserierne. Der er fedt at han er så begejstret for franchisen og det virker også som om han har forsøgt at fange mange af de elementer der har gjort resten af serien til en så stor succes. Når det så er sagt, så vil Kapellet dog anbefale at man opsøger den originale japanske film, hvis man ikke har set den før, idet den er langt mere skræmmende uhyggelig end den nye film evner at være.