Filmserien om de hurtige og arrige har nået sit ottende kapitel og har, som tidligere nævnt vokset sig større og større. Hvad der startede som et labert produceret, halvrealistisk drama om gaderæs, er i stedet blevet en vaskeægte actionfilm-franchise, hvor realismen er afløst af scener og handlingsforløb, der bliver mere og mere overdrevne.

På den vis, kan alle vi der holder af serien jo nærmest forvente, at der kommer en ny film i serien hvert andet år. Film som alle forsøger at overgå de forrige i serien i sindssyge stunts, antallet af smadrede biler og ikke mindst montager af lækre, højglanspolerede biler (og babes) ledsaget af pumpende hiphop-soundtrack. I kernen af fortællingen ligger, til trods for al excessen til gengæld stadigvæk en film, der forsøger at idealisere værdier om sammenhold, ære blandt tyve, familie og broderskab. Temaer som allerede blev slået an i de første film. Nummer otte er i den henseende ingen undtagelse.

Filmen starter på Cuba, hvor Dom og kæresten Letty (Michelle Rodriguez) snakker om at forøge deres del af familien. Planerne om familieforøgelse forpurres straks af den smukke, men også nådesløse skurk Cipher (spillet af Charlize Theron, der tilsyneladende er hende man caster når der skal laves film om biler - det var jo hende der spillede den handlekraftige Furiosa i sidste års bedste actionfilm Mad Max: Fury Road). Cipher fortæller Dom, at hun har et tilbud som han ikke kan afslå. Hun viser ham et eller andet på sin mobiltelefon, der tilsyneladende er så vildt, at Dom er villig til at forråde sin kæreste, sine venner og resten fra hans gamle team.

Mens Dom løber ærinder for Cipher, bliver resten af hans slæng opsøgt af regeringen, der vil hyre dem til at opspore Dom og dermed også Cipher. Det viser sig nemlig at hun er en meget konkret trussel mod verdensfreden. På denne led møder seeren en masse gamle kendinge fra de foregående film, der må danne fælles front mod en fjende.

På samme måde som i en sæbeopera har folkene bag manuskriptet valgt at forvandle gamle skurke og gøre dem til en del af filmens helteteam. Undertegnede mener at det var i sjette del, at figuren spillet af Dwayne ”the Rock” Johnson, gik fra at være føderal agent, der jagtede Dom & Co, til selv at blive en del af Doms team. I den nye film er det også en forhenværende modstander, der pludselig bliver sat til at assistere vore helte i jagten på Cipher.

Det kræver i den nye film lidt mere af seeren i forhold til at tilsidesætte den interne logik (hvis man da ellers kan tale om en sådan) når man oplever Deckard (spillet af Jason Statham) af regeringen blive beordret til at hjælpe vennerne. Alle der kan huske sidste kapitel i serien, vil vide at han var filmens hovedskurk og endda en meget slem en af slagsen. Det bliver derfor lidt af et studie i manuskriptskrivning når denne figur i løbet af filmens første time skal forvandles til en som alle hader, til en utrolig vigtig medspiller i forhold til at få fanget filmens hovedskurk, som Deckard selvfølgelig også har et personligt problem med.

Fate of the Furious, som er filmens originaltitel, er en af den slags actionfilm hvor plothullerne ikke kun dukker op frem efter filmen er slut og man får tid til at tænke over den - men som i stedet springer i synet på tilskueren mens man er i gang med at se den. Eksempelvis hvorfor kører en russisk ambassadør rundt på Manhattan med en kuffert fyldt med nukleare affyringskoder, som forskellige forbrydere potentielt kan få nys om? Stol i øvrigt på kapellet når vi påstår at dette bestemt ikke er det eneste der efterlader seeren med en undren undervejs. Omvendt set er det jo heller ikke så vigtigt, for det handler snarere om at få skabt nogle situationer hvor man kan imponere med stunts og ting der sprænger i luften. Det er der til gengæld også rigeligt af i denne film.

Dommen over Dom og hans seneste eventyr er derfor at det er en film, der er ganske underholdende, hvis altså man er i stand til at skubbe enhver fornemmelse for realisme og troværdighed ud af ens sind og i stedet bare acceptere at dette er en film, der godt ved at den er alt for langt ude, men samtidig er ligeglad med det. Den har sat sig for at underholde koste hvad det vil – og accepterer man dette, så lykkes den. Hører man til gengæld til det kor, der har sunget klagesang over at filmene har bevæget sig for langt væk fra de første par films fokus på gaderæs, så bør man nok finde et alternativ.