Alt efter hvor gammel du er, ærede læser, så vil du vide hvem Slender Man er. Han dukkede første gang op på internet omkring 2009, hvor der blev skabt det, der med ungdommens sprog kaldes et ”creepy pasta” – altså en internet-vandrehistorie med gyserelementer. Kort tid efter Slender Man var dukket op på nettet, kom der videoer andre brugere havde skabt, der angiveligt skulle vise det mystiske væsen i aktion. Dette naturligvis ledsaget af en lang række mere eller mindre troværdige (fotoshoppede) fotos, som blev delt på tværs de sociale medier.

Figuren blev så skræmmende populær, at der i kølvandet på alle disse ting også blev lavet videospil baseret på denne mytiske figur, nogle ret fesne, andre skræmmende effektive. På den måde kunne folk, i et forholdsvis trygt digitalt miljø, opleve på egen avatar hvordan det er at have Slender Man i hælene.

For at det ikke er løgn, så blev denne fantasifigur også brugt som en form for årsagsforklaring på et virkeligt mord og myten blev yderlige brugt i forbindelse med en række andre tragiske hændelser, hvor unge mennesker havde svært ved at skelne fantasi fra 6Chan. Disse hændelser var selvsagt med til at gøre denne neomyte endnu vildere og endnu mere skræmmende i folks (læs: især unges) bevidstheder.

Selvfølgelig skulle der også komme en film, der både kan være med til at holde denne myte i live og give de der har været fascineret af figuren en længere, sammenhængende fortælling om Slender Man.

Det grundlæggende koncept er (for dig, der ikke kender figuren), at Slender Man er en form for dæmon, der når han påkaldes, begynder at jagte folk i både deres drømme og deres virkelighed. Han får folk til at hallucinere og sætte spørgsmålstegn ved deres virkelighedsopfattelse. Fanger han dig, er du fortabt. Enten ser man aldrig mere til dig, ellers efterlader han dig permanent sindssyg. Slender Man går konsekvent efter unge og børn, og har du først fået øje på den skumle jakkesætsklædte, ansigtsløse figur, der umælende rækker sine tynde, lange arme ud efter dig, så er du så godt som fortabt. Så tilhører du Slender Man.

Slender Man myten trækker selvfølgelig på en række ældre vandrehistorier og skræmmebilleder, som også nævnes i filmen (f.eks. næves både Rottefængeren fra Hammelen og den helt store: Bøhmanden), men det skal da indrømmes at denne dæmoniske skikkelse i sin helt grundlæggende ikonografi er ganske skræmmende at skue. Interessant er det dog om det er lykkedes folkene bag filmversionen at formidle dette.

Svaret er både ja og nej.

Ja, fordi store dele af filmen faktisk fungerer som klassisk teenagegyser. De fire bedste veninder som vi møder i starten, beslutter sig en aften for at se en video på nettet, som de har hørt, at nogle af deres drengevenner skal mødes for at se sammen. De ser videoen og følger instrukserne og før man kan nå at tænke, ”hør er det ikke lige som The Ring” er Slender Man løs i nabolaget.

Den virker også fordi filmmagerne har valgt at visuelt lade mobiltelefoner, computere og tablets (læs: monstro filmselskabet Sony ikke også har snakket med tech-selskabet Sony om at få produkter med i filmen?) fylde meget i de unges liv. En del dialog foregå som chatbeskeder og man har endda valgt at inkorporere en hel del af de stills og videoer, som allerede kan findes rundt omkring på nettet. Det sidste er virkeligt cool for det peger netop på dels at hovedpersonerne er helt typiske mediebrugere anno 2019, dels på at Slender Man netop er et virkeligt, multimedialt fænomen.

Der er også et par sekvenser hvor vores hovedpersoner bliver ringet op med et videoopkald på deres mobil, da de accepterer ser de deres hus udefra og "telefonen" bevæge sig nærmere og nærmere. Gennem vægge. Dette er muligvis set før, men fungerer dog meget effektivt i denne kontekst.

Endeligt fungerer samspillet mellem pigerne også glimrende. Den måde de taler til hverandre på virker ligeledes godt. De unge skuespillere gør alt hvad de kan for at være overbevisende og deres indlevelse er med til at videreformidle stemningen af uro og skræk.

Der er desværre også en hel del der trækker Slender Man i negativ retning. For det første har budgettet nok ikke været helt stort nok, til at man kunne hyre de bedste folk i branchen til at lave de visuelle effekter. Eksempelvis er der på et tidspunkt i filmen hvor en person bliver trukket ud gennem et vindue af nogle lange, gren-agtige tentakler. Denne effekt er mildest talt ikke særlig overbevisende. Det er meget nemt at se, at det er en (dårlig) effekt. Det var dog kun et eksempel, for der er flere andre steder undervejs, hvor det som burde være vildt uhyggelig bliver afløst af følelsen af, at det bare er ret usselt lavet. Man bliver som tilskuer derfor hevet ud af den gruopvækkende stemning, der ret beset burde være en konstant gennem en film som den her.

Andetsteds bliver filmen også ganske enkelt for teenage-dum. Her kan nævnes scenen hvor en af pigerne vælger at tage på sin drømmedate, selv om hun og veninderne alle er plaget af mareridt om den samme skæmmende figur og selv om bedsteveninden er forsvundet sporløst. Det er dog langt fra den eneste scene i filmen, hvor de unge tweens handler tåbeligt uoverlagt.

Så i stedet for at være en film der helt upåklageligt leverer en filmisk version af denne intenst uhyggelige internetvandrehistorie, så er slutresultatet en film der har mange gode idéer, der desværre ikke formår at få ført disse ud i livet, uden at tilskueren kampgriner af ringe effekter eller de valg som figurerne i filmen træffer. Det er faktisk brandærgerligt, for Kapellets udsendte havde i den grad glædet sig til et fedt, overnaturligt gys.