Blandt fans af zombiefilm har der i snart mange år været en diskussion om hvilke typer zombier, der er de fedeste. Er det de der langsomt slæber sig af sted eller de lynhurtige parkour-zombies? Ser man traditionelt på det, bevæger zombier sig ganske langsomt, for som den moderne zombies fader George A. Romero engang sagde, så er trægt den eneste måde man kunne forestille sig en udød bevæge sig.

Dette ændrede sig med Danny Boyles 28 Days Later, for i den film kunne man opleve inficerede, der bevægede sig lynhurtigt. Der er så de fans, der vil mene at der i Boyles film ikke er tale om zombier, men derimod mennesker der er blevet inficeret med en virus, der gør dem til en form for rabiesramte dyr. Ret beset er konceptet dog meget ens. For når størstedelen af befolkningen er blevet forvandlet til væsener der i flok jagter ”normale” mennesker for at æde dem og/eller sprede infektionen ved at bide dem, er det svært at skelne mellem disse monstre.

I den nye film Patient Zero er der tale om de ”nye” hurtige, superstærke væsener. Det hold af forskere og militærmænd, som udgør filmens hovedpersoner, forsøger desperat på at finde en kur, der i bedste fald kunne få helbredt de syge, eller om ikke andet gøre de overlevende immune til den meget effektive smitte.

Idet filmen starter, bliver man ramt af genkendelsens glæde. To af de figurer som indledningsvist optræder er begge er med i Game of Thrones, nemlig Natalie ”Margaery Tyrell” Dormer og John ”Samwell Tarly” Bradley. For at blive i nørdreferencerne så spiller Matt ”Doctor Who” Smith også en bærende rolle i filmen. Om ikke andet bliver man som genrenørd glad for at se disse skuespillere.

Handlingen er henlagt til en ombygget missilsilo et stykke tid ude i fremtiden, hvor den verden som vi kender er blevet overrandt af smittede, der alle udviser ekstrem voldsom adfærd. Som en form for muteret rabies, angriber de inficerede alle de, der endnu ikke er smittet med sådan en voldsomhed og styrke at ofrene ofte bliver revet i stykker.

Den unge mand Morgan (Matt Smith) er i den unikke situation, at han er i stand til at kommunikere med de inficerede. Dette skyldes at han som en af de eneste var blevet bidt af en inficeret, men uden at have ændret adfærd. Militærpersonalet har til opgave at indfange de inficerede og Morgan forsøger så at udspørge dem, i jagten på ”Patient Nul” – den person som var den første, der smittede en anden. Forskerne håber selvsagt på, at hvis de er i stand til at finde Patient Nul, så vil det lykkes dem at udvikle en modgift eller en kur.

Uden at afsløre for meget, så dukker der på et tidspunkt en inficeret op, der er meget atypisk i forhold til de andre som Morgan har snakket med. Ulig de andre inficerede reagerer den nye patient (spillet af Stanley Tucci) helt anderledes end de øvrige. Han tager situationen meget roligt, formår at ryge en cigaret, er i stand til at fortælle sin historie til Morgan og begynder endda at stille filosofiske spørgsmål. Den mærkværdige patient er ikke, som du - kære læser - måske havde troet, Patient Nul, men spørgsmålet er hvad det så er der har gjort ham så anderledes end de øvrige smittede? Interessant er det også at filmen på denne måde for en sjælden gang skyld, lader monstret få ordet. Vi kommer på den måde til at få fortalt sagen fra den inficeredes perspektiv.

Selv om filmen i det første lange stykke tid primært bruger energi på at lave et drama, der foregår i den celle hvor Morgan afhører de inficerede, så sker der heldigvis noget, der gør af filmens sidste tredjedel er langt mere intens og actionpræget end den første del. Det betyder at filmen tilføjer noget tiltrængt blod og ødelæggelse, der er med til at trække bedømmelsen i den rigtige retning.

Er man zombiefan, så er der mange elementer i Patient Zero der minder om nogle man har set andre steder, men det gør ikke så meget, for heldigvis er skuespillerne gode til at tage deres opgaver seriøst. Særligt Stanley Tuccis figur er ganske interessant, for han har selvsagt et helt andet syn på hvem der er skurkene og hvem der er heltene. I et af filmens få flashbacks, kan seeren også se hvordan denne forhenværende universitetsprofessor selv blev inficeret og hvad det havde af frygtelige personlige konsekvenser.

Selv om der præsenteres et par nye, ganske interessante ideer undervejs er det langt fra nok til at gøre Patient Zero til en film der automatisk indskriver sig som en zombie/horror-klassiker. Der er glimrende effekter, godt med blod, fine skuespillere med, men alt dette ændrer ikke ved, at meget af filmen foregår på en enkelt location og at man fornemmer at der ikke har været råd til at skildre horderne af inficerede bevæge sig gennem storbyer eller åbne vidder. Det er jo noget vi zombiefans efterhånden er blevet vant til at se i fortællinger som The Walking Dead eller lignende. Patient Zero kan man sagtens bruge en aften på, men afskyr du de hurtige zombier eller åbne slutninger, så bør du holde dig væk