Det starter ellers så godt. Jill er en personlig assistent arbejder for Heather, en meget populær filmskuespiller i Los Angeles. Jill er dog mere end blot en ansat, hun er også Heathers rigtigt gode veninde. Da vi møder de to går det hurtigt op for seeren at Heather er ret træt af livet i rampelyset og Jill får den noget utaknemmelige opgave at skulle sige nej til et filmprojekt på venindens vegne. Et projekt som har været under opsejling i mere end et år og som afhænger af at Heather indtager hovedrollen. Filmens producent er selvsagt rasende, men Heather står fast på sin beslutning om at tage, hvad hun mener er en velfortjent pause. Det er der noget der tyder på hun får, for næste morgen finder Jill til sin rædsel sin veninde skudt i ansigtet.

Scenen er sat, men til trods for en ellers så lovende start, går det støt ned af bakke for Gemini. Den lægger op til at være en mellemting mellem et hverdagsdrama der med Hollywood som ramme, fortæller en historie om to ganske forskellige kvinder, samtidig med at den som fremdrift benytter mordet og de forskellige motiver til dette.

Jill bliver selvsagt den bærende figur, eftersom det er hende, der gerne vil til bunds i mysteriet om venindens død. For at gøre det hele lidt mere interessant, er der også en meget ihærdig politimand, der er sat på sagen og som selvsagt har Jill som en af de hovedmistænkte. Jill skal derfor helst forsøge at nå at opklare dette mysterium før politimanden. Som de fleste sikkert allerede har gættet, så benytter filmen umiddelbart mordgåden som det der skal holde os interesserede. Desværre bliver mysteriet, trods ægte og falske ledetråde hurtigt ret uinteressant, til trods for at filmen i øvrigt får etableret nogle ganske troværdige hovedfigurer undervejs.

Miljøskildringen er til lige ganske god. Idet hele filmen foregår i og omkring Hollywood og stort set udelukkende om natten, er det heller ikke svært at skabe en laber indpakning, der endda ikke forfalder til de gængse visuelle klicheer, man kender fra et utal af andre, lignende film. Der er noget umiskendeligt indie-film over Gemini, hvilket nogle gange kan opleves som noget meget positivt men desværre hér bliver et udtryk for, at det ender med en fortælling, der har hverken retning eller holdning og hvor man spørger sig selv om hvad grunden egentlig har været til at denne film skulle realiseres?

Det er ellers ærgerligt for såvel filmens overordnede look og skuespilernes engagement fejler ikke noget. Det er som nævnt lykkedes instruktør og manuskriptforfatter Aaron Katz, at skabe en ganske realistisk skildring af miljøer og figurer, så derfor bliver det ekstra ærgerligt, at hans fortælling desværre ikke formår at komme i mål. Man kunne måske tro at det kunne være fordi fortællingen primært er karakterdreven, frem for plotdreven, men det er kun halvdelen af forklaringen, for idet filmen afslører hvordan mysteriet hænger sammen, er der stor sandsynlighed for at man bliver voldsomt irriteret, frem for overrasket.

Der kan nok være muligt at fremtrylle en pointe med den mildest talt antiklimatiske afrunding som Gemini smider efter sin tilskuer hvis man blot leder hårdt nok, men selv om det uforløste også indimellem kan være en fordel for en fortælling, så er det bestemt ikke tilfældet i Gemini.

Filmen ender i stedet med at være en af de film der bliver en formøvelse på bekostning af indholdet. Det er et mysterium uden en forløsning og en film, der hører til den slags man både hurtigt glemmer og samtidig bliver lidt irriteret over at have brugt tid på. Når det så er sagt, så er der også masser af indikationer på at filmens instruktør har en masse at byde på, det er bare ret trist, at det ikke er blevet bedre end dette.