De første tyve minutter af filmen 10 x 10 er ganske hæderlige. Der siges ikke så meget, men vi ser en skummel fyr (Luke Evans) være vældigt interesseret i en yngre, rødhåret kvinde (Kelly Reilly). Han følger efter hende, gør sine sager klar og pludselig ligger hun på den kolde asfalt udenfor motionscentret, bundet med strips og med gaffatape over munden. Hun kastes ned i mandens bagagerum og han kører afsted med hende.

Vi ankommer til mandens hus, der tilsyneladende meget isoleret gemt væk fra resten af verden. Nu fristes du måske til at tænke på en faldefærdig rønne, a la Texas Chainsaw men overraskende nok er det et vildt lækkert, arkitekttegnet hjem, med et distinkt skandinavisk look. Interiøret er også designer-lækkert, men som en tilføjelse har manden indrettet et hemmeligt rum i huset (sikkert 10 kvadratmeter stort, for ellers giver filmens titel ingen mening) og det er her i dette lydisolerede kammer, at kvinden spærres inde.

Så langt, så godt. Filmen er i gang og man er bestemt nysgerrig på at finde ud af hvad mandens intentioner er, hvem hun er og hvorfor en tilsyneladende velhavende fyr har valgt at kaste sig over kidnapperbranchen? Spørgsmålene er mange og svarene skal nok dukke op i løbet af den halvanden times tid filmen varer.

Problemet er bare at det er ikke det eneste der dukker op. For der opstår også hurtigt en stigende frustration hos os, der ser filmen. Selvfølgelig kan man hævde, at hvis man selv er blevet taget til fange af hvad der mest af alt minder om en top-psykotisk fyr, så vil man – lige som filmens anden hovedperson – gøre alt for at flygte fra ham. Når det så lykkes at vriste sig fri og man tillige har slået fyren bevidstløs – hvad gør man så?

Her kan Kapellet vælge at stille tre scenarier op. Vil du A) sørge for at han forbliver bevidstløs (evt. svært hjerneskadet) ved at slå ham gentagne gange i hovedet med en stump genstand? B) Finde noget at binde ham med, hvorefter DU giver dig til at afhøre HAM mens du venter på politiet? Eller vælger du mulighed C) at lade ham ligge, hvorefter du humper over til et tilfældigt vinduesparti og begynder at råbe højt og hamre på ruden i håb om at der vil komme nogen forbi og hjælpe dig?

Vores hovedperson vælger (du gættede det sikkert) mulighed C) og bliver [spoiler warning, der kan undgås ved at springe til næste afsnit] derfor kort tid efter igen indfanget af manden, smidt tilbage i det lydisolerede rum, hvor hun så blandt andet kan fundere lidt mere over sine mærkværdige valg i livet. Dette scenarie gentager sig endda senere og idet filmen afslører sit twist, så forstærker det endnu mere ens undren over, hvorfor hun ikke som udgangspunkt valgte mulighed A.

Overskriften til denne anmeldelse siger derfor med al tydelighed, hvad der er galt med 10x10, for selv om både Kelly Reilly og Luke Evans forsøger at være overbevisende i deres roller, så kæmper de også ganske tydeligt med det materiale de har fået i hånden. På papiret skulle filmen sikkert blive en virkelig spændende thriller, der konstant forsøger at skabe det ene mere nervepirrende scenarie efter det andet. I realiteten er den dog endt som en film, der mister fodfæstet totalt, idet man irriteres over hvor irrationelt både kidnapper og offer opfører sig.

Uden at vide noget som helst om filmens tilblivelse i øvrigt, så virker den som en der sagtens kunne have startet sit liv på en teaterscene og så er det blevet forsøgt at omsætte dette drama til film. Reelt set er filmens et kammerspil, der både udfordrer spillernes fysiske kunnen og ikke mindst så afvikles størstedelen af handlingen på en enkelt location.

Så med mindre du er kæmpefan af en af de to hovedrolleindehavere så bør du lyttet til Kapellets råd og springe 10 x 10 over, for der findes masse af andre langt mere spændende film om mænd der kidnapper mænd kvinder, børn, eller andre mænd . Vort råd er at du giver en af disse andre film et skud før du vælger at sætte 10 x 10 i afspilleren, det vil resultere i både bedre oplevelser og langt mindre frustration over at se folk agere håbløst tåbeligt i en potentielt livstruende situation.