Der sker rigtigt mange spændende ting i forhold til film og vort broderfolk mod nord. Norge har siden kæmpesuccesen med tv-serien SKAM skabt en række serier, der alle har været interessante. Tag nu eksempelvis Beforeigners, Ragnarok eller Norsemen, men folk i Norge er ikke alene gode til at skabe tv-serier, de kan også lave ganske fremragende spillefilm og Ninjababy er ingen undtagelse!

Selv om anmelder egentlig ikke bryder sig om at beskrive film ved at sammenligne dem med andre, så vil det være ganske formålstjeneligt at påstå, at Ninjababy minder om en norsk udgave af den fremragende Juno for filmenes centrale konflikter er nemlig ret ens: en ung pige bliver gravid og så er gode råd jo dyre.

I Junos tilfælde opgav vor hovedperson hurtigt ideen om at få foretaget en abort, mens at Rakel, der er hovedpersonen i Ninjababy, gerne vil have barnet fjernet så hurtigt som muligt. Problemet er bare at hun er alt for langt henne i graviditeten, til at en abort faktisk er en mulighed. Det mystiske er nemlig at graviditeten kommer helt bag på hende. Hendes mave er ikke blevet større, til trods for at ultralydsscanningen med al tydelighed viser, at fostret er mindst 6 måneder gammel.

Rakel er prototypen på en 23-årig, ung, lettere forvirret kvinde, der ikke rigtig har fundet ud af hvad hun gerne vil være eller hvad hun egentlig har lyst til. Én ting er dog sikkert, hun skal i al fald ikke være mor. Dernæst kommer også spørgsmålet om hvem monstro kan være far til denne ninja-baby, der som en tyv i natten har sneget sig indenfor og taget bo i Rakel. Mistanken falder i allerførste omgang på ’Aikido’-Mos, som Rakel lige har været sammen med. Hun synes egentlig ikke han var ret lækker, men til gengæld lugtede han så umådeligt godt af smør, at hun blev nødt til at hengive sig. Desuden var natten med ham det bedste sex, hun nogensinde havde haft. Det viser sig dog at være mere kompliceret som så, for Mos og hende kendte ikke hinanden for seks måneder sammen, så efter en snak med veninden går det op for vor hovedperson at faderen nærmest kun kan være fyren med det særlige tilnavn ”Pik-Jesus”.

Pik-Jesus er en ung mand, med halvlangt hår og en usvigelig selvtillid når det handler om at nedlægge damer på stribe, så idet Rakel kigger forbi, tror han selvsagt at det er fordi hun vil knalde. Hans liderlighed fortager sig dog hurtigt, idet hun præsenterer Pik-Jesus for udsigten til pludselig at skulle være far.

Hvem ender mon med at adoptere babyen i Rakels mave? Kommer Pik-Jesus til at tage ansvar for sit ufødte barn? Hvad sker der med Aikido-Mos, som tydeligvis er vildt forelsket i Rakel? Finder hun ud af, hvilken vej hendes voksenliv skal gå? Spørgsmålene er mange, men de bliver nærmest også allesammen besvaret i løbet af den halvanden times tid som filmen varer.

En af hovedårsagerne til at filmen er så vellykket er Kristine Kujath Thorp skildring af Rakel. Hun får skabt en yderst sympatisk figur, der i al sin flyvskhed og med sin forvirrede hverdag med garanti både vil vække genkendelse og sympati hos publikum. Hendes evner som skuespiller står dog ikke i skyggen af det øvrige cast, for selv om det muligvis for de der blot læser denne anmeldelse kan forekomme sært, at figurer med navne som Pik-Jesus og Aikido-Mos ender med at fremstå som runde, komplekse figurer, så er dette ikke desto mindre tilfældet.

Lige som i Juno er humoren det element der - langt hen ad vejen - bærer filmen frem. Den opstår både i en række bizarre situationer som Rakel ender i, men også gennem dialogen og via filmens brug af tegnefilmssekvenser. Rakel indgår ofte i løbet af filmen i dialog med hendes imaginære, men for hende, meget virkelige ninjababy, som optræder i en lettere naiv streg, der ligner mange af de tegninger som man ser Rakel sidde og lav undervejs.

Ninjababy er baseret på en prisbelønnet norsk tegneserie, der hedder Fallteknik af Inga Sættre, der også har været med til at skabe manus til filmen. Tegneserien har denne anmeldende kapellan ikke læst, men er den bare halvt så sjov som filmen, så er den klart værd at se nærmere på. Idet Rakel er i en eksistentiel krise; skal hun være astronaut, skovfoged eller – hvilket måske er mere realistisk - tegneserieskaber, så virker det også meget naturligt at skildre hendes indre liv som en dialog med den tegneseriefigur hun selv har skabt.

Dette kunstgreb til trods, ender filmen med at være en overraskende, rørende og meget fin skildring af hvordan unge mennesker af begge køn, forholder sig til et potentielt liv som forældre. Ninjababy er på ingen måde socialrealisme, men den sørger dog til gengæld for at få skabt en troværdig skildring af Rakel og hendes omgangskreds. Et friskt, morsomt og vellavet tidsbillede af norsk ungdom anno 2021.