Det er muligvis paradoksalt, når en anmelder opfordrer sine læsere til ikke at læse anmeldelser. Det er ikke desto mindre hvad man bør gøre i forbindelse med den nye Hellboy-film, der kører i biografen for tiden. De har nemlig fået en usædvanlig hård kritik med på vejen, men det er kritik, som vi her på Kapellet ikke giver fem flade fucks for! For selv om den nye film ikke er skrevet og instrueret af Guillermo Del Toro, selv om det ikke længere er Ron Pearlman, der har iklædt sig rød spraytan, læderjakke og hornstumper, så er den nye film lige så vild, blodig, sjov og underholdende, at den muligvis ender med at være den bedste Hellboy-film til dato.

Guillermo del Toro er utvivlsomt en fantastisk instruktør, der tager sine filmiske universer meget alvorligt. Måske lidt for alvorligt? I denne anmelders optik har en af kendetegnende ved Mike Mignolas karakteristiske røde heltedjævel været helvedesdrengens kulsorte humor, måske især i situationer som er så farlige, at den dumsmarte replik han leverer meget vel kan blive hans sidste. Det har Neil Marshall (der med film som The Descent, Doomsday og Dog Soldiers hører til blandt anmelders håndfuld favoritinstruktører) indset, for der er masser af humor i den nye film. Humor, action og mange, groteske, blodige splattereffekter, der modsat de meget pæne Del Toro film, synes at skildre de diabolske universer, som handlingen foregår i lidt bedre.

I det følgende vil der muligvis forekomme en eller flere spoilers, så ønsker du at opleve filmen helt uden at vide noget om den, er det nok en god idé at springe til det allersidste afsnit nu. Alternativt kan du også surfe hen til din lokale biografs hjemmeside for at bestille en billet, for Kapellet kan godt garantere at du vil være underholdt af Hellboy.

Den nye film låner den del fra tegneseriekilder som faste læsere af Mignolas vil kunne genkende. Det handler ikke alene om at vi igen får genfortalt oprindelsesfortællingen, der optræder i den allerførste fortælling; The Seed of Destruction, med det aber dabei, at selveste Lobster Johnson også blander sig i løjerne omkring Hellboys fødsel. Filmens starter dog med en sekvens, hvor Hellboy er taget til Tijuana for at finde en B.R.P.D.-agent som organisationen har mistet kontakten med. Her trækkes selvsagt på Hellboy in Mexico, mens hoverfortællingen i filmen er bygget groft over The Wild Hunt, der som bekendt foregår i det England, som instruktøren bag den nye film er opvokset i.
br> Apropos okkulte gæster, så er der også flere ”gæster” fra Mignolas dystre univers, der dukker op ud over Lobster Johnson. Den udødelige blodheks Nimue (spillet af Milla Jovovich) har en fremtrædende rolle i filmen, men Baba Yaga og hendes fantastiske skumle hus på hønsefødder dukker også op. For de indviede er der endnu flere referencer til okkulte fænomener og hændelser gennem filmen, hvilket selvfølgeligt er medtaget for at behage kernepublikummet, men som også er garanter fro at man med stor sandsynlighed lægger mærke til endnu flere detaljer og henvisninger når man genser filmen.

Som nævnt er filmen virkelig voldsom, hvilket klæder universet godt. Der er ikke noget skræmmende over dæmoniske mørkevæsener, hvis de ikke vrangvender folk eller spiser børn, begge elementer, som vises meget direkte i den nye film.

Filmen tager udgangspunkt i fortællingen om Nimue (et andet navn for ’The lady of the Lake’ fra Arthurlegenden – red.), der i Hellboys univers i den tidlige middelalder blev dræbt og delt i fem under ledelse af selveste Kong Arthur. Skumle kræfter forsøger at finde frem til den udødelige heks’ jordiske rester, med henblik på at samle hende igen, så hun kan udslette menneskeheden og omforme jorden til et sted regeret af skyggevæsener. Dette vil vor røde helt selvsagt gerne forpurre, men det bliver ikke nemt og han får brug for en del hjælp til denne opgave.

David Harbour er virkelig god som Hellboy og selv om der måske er nogle der vil mene, at fortællingen er lidt rodet, så er det nok fordi de ikke evner at følge med i de mange sidehistorier eller ikke har læst Mignolas tegneserier. Det er også virkeligt fedt at Hellboyfilmen bare får lov til at drøne derudaf. Ganske som man tror at filmen nærmer sig sin afslutning, sker der noget uventet og handlingen drejer over i et andet spor. Det er vitterligt forfriskende at opleve.

Dommen er derfor at den nye Hellboy er en virkelig medrivende og skør oplevelse. Det er i tegneseriens ånd ren B-film, der har fået et ordentligt budget at afvikle sin fortælling med. Det er grotesk underholdning der med en god portion selvironi svælger i udpenslet vold og fjantede oneliners. Selv om undertegnede faktisk ikke havde troet at Hellboy trængte til så meget humor, var det dejligt befriende at opleve og det giver filmen, og ikke mindst dens hovedfigur, en langt bedre balance end han har haft tidligere.

NB: Husk at blive siddende efter filmen er slut, for der kommer både en ekstrascene efter de første rulletekster er slut og endnu en bonusscene til allersidst. Takket være disse scener og den scene der afslutter hovedfilmen, er der meget der tyder på at der vil komme en fortsættelse. Kapellet håber derfor på, at filmen bliver så tilpas stor en succes, at Marshall, Harbour og resten af holdet får lov til at lave mange flere film med deres Hellboy, for den flyder nærmest over af kærlighed til figuren, det okkulte og det gotiske. Sker dette, er Deres udsendte selvsagt den første der står klar til at få lov til at kigge med.