Det er snart fire år siden, verden så Guillermo del Toros første film om Hellboy, baseret på Mike Mignolas formidable tegneserie, og nu har den længe ventede efterfølger endelig fået premiere herhjemme. Ventetiden har været det hele værd, for toeren er faktisk både lige så medrivende og muligvis endnu flottere end den første.

I stedet for at trætte læseren med en tekstuel gengivelse af prologen, er det langt nemmere blot at klikke her, hvor der i animeret form fortælles om baggrunden for filmen. En rebelsk elverprins Nuada har sat sig for at genoplive den gyldne hær, da han ser underverdenens væsener blive mere og mere presset af menneskers rovdrift på naturen. Både den gamle elverkonge og prinsens tvillingesøster Nuala er imod at bryde den gamle våbenhvile med menneskerne, så søsteren flygter fra underverdenen med sin del af kronen.

Filmens hovedkonflikt mellem det gode og det onde er i Hellboys univers ikke lige så skarpt optrukket som i mange andre aktuelle fantasyfilm. Der er sikkert ikke mange biografgængere, der kan sige sig fri for ikke at være enig med elverprinsens ønske om en mere grøn verden. På samme måde som selve Hellboy-karakteren befinder sig i gråzonen mellem godt og ondt, så er ondskaben i hans univers udelukkende afhængig af, hvilke øjne der ser.

Det økologiske dilemma bliver endnu tydeligere mod filmens midte, hvor Hellboys modstander er en regulær skovgud. I kampens hede spørger Nuada hånligt Hellboy, om han virkelig kan dræbe det sidste væsen af sin slags - om han ikke føler slægtskab til denne skabning end med de mennesker, han er i færd med at beskytte? Hvordan kampens udfald bliver, skal naturligvis opleves med ens egne, vidt opspilede øjne. Det serveres nemlig et visuelt overflødighedshorn for tilskueren, når Mignola og del Toro viser, hvad de kan.

En central scene i filmen udspiller sig på troldemarkedet, som er skjult dybt under Brooklyn Bridge. Dette marked er fyldt til randen med så mange sære, fantastiske og umulige monstre, at de eneste filmiske fantasyoplevelser, det kan sammenlignes med, er den begejstring, man oplevede første gang, Luke ankommer til Mos Eisley spaceport i Star Wars: A New Hope, eller scenen hvor Aaron Boone for første gang ser den underjordiske verden i Clive Barkers Nightbreed. Man betages og tryllebindes i den grad af sceneriet. Pludselig er det ikke længere de primære karakterer, som er de mest interessante, men derimod detaljerigdommen i kulisser, props og alle de fantastiske væsener.

Filmens handling skrider frem i et godt tempo og den befriende selvironiske distance, som også gennemsyrede den første film, er holdt intakt. I forhold til tegneseriens kronologi er Liz og Hellboy stadig sammen, og deres mildest talt besværlige sværmerier får vi også del af. Abe Sapiens gamle fiskehjerte smelter i løbet af filmen, og i en ubetalelig morsom scene ser vi Hellboy og Sapien drikke sig fulde sammen, snakke følelser og skråle med på Barry Manilows ”Can’t Smile Without You”. Selv om det kan lyde frygteligt dumt, bliver det aldrig patetisk eller tåkrummende; det er derimod meget surreelt og morsomt, for scenen viser jo bare, at selv bag det mest monstrøse ydre, kan der gemme sig en kærlig sjæl.

Hellboy II er filmisk dark fantasy, når det er allerbedst. Det er storslået, sjovt og et visuelt festmåltid, som man har lyst til at fortære igen, lige så snart det er overstået. Action-sekvenserne fungerer og kampscenerne er - takket være bla. Bradley James Allan (den første ikke-asiat på Jackie Chans stuntteam) - meget elegant udførte. Selv om plottet, hvis man skærer helt ind til benet, stadig byder på den banale kamp mellem monstrøse helte og deres lige så monstrøse modparter, så er det i selv udførelsen af dette, at man ikke kan lade være med at blive betaget.

Der er måske de, der vil hævde, at de mange grin og humoristiske indslag, som toeren byder på, underminerer den ofte mørke og uhyggelige tone i Mignolas tegneserieunivers, men så kan man også hævde, at det er, fordi disse kritikere ikke har nærlæst deres Hellboy og B.P.R.D. trade paperbacks grundigt nok. Hellboy II er sensommerens mest perfekte popcornfilm.