Foruden det paradoksale i at udsende en film med titlen Dracula Untold – forstået på den måde, at det er svært at lade noget være ufortalt, når nu man har lavet en film om emnet - er filmen en enorm skuffelse for både de, der havde forventet sig en film der forsøger at fortælle en historie om den historiske Vlad Tepes og for de, som havde håbet på at se en god vampyrfilm, for ingen af delene bliver opfyldt.

I filmen præsenteres man til gengæld for en fantasy-udgave af den populære vampyrgreve møntet på det tween publikum, der i forvejen sluger alt der smager af Twilight og som holder af Harry Potter. For Luke Evans trimmede overkrop og drømmende øjne sørger for at greven denne gang bliver en regulær fantasyhelt, i stedet for en figur som man efterfølgende vil frygte.

Nuvel, vampyren som figur kan selvfølgelige antage mange forklædninger, fra den dyriske Nosferatu, over den fåmælte, men velartikulerede, victorianske gentleman til de sexede, charmerende bæster, som vi har set i de nyeste vampyrinkarnationer som eks. hos Anne Rice, i Vampire Diaries, True Blood og mange andre. Vampyren har en foranderlighed, der strækker sig fra det regulært monstrøse til det tiltrækkende, og nu altså også fantasy-helt.

Filmen starter med at fortælle alle de, der ikke voksede op med Dan Turrels Alverdens Vampyrer som livsledsager, at Vlad startede som dreng der blev givet til den tyrkiske sultan og trænet til et liv i krig. Efter mange år, hvor han etablerede sig som en frygtet krigsherre der havde for vane at spidde folk, for at afskrække fjenden (og ifølge overleveringerne og ikke filmen bruge afhuggede hoveder som kanonkugler, hvis han løb tør for disse). Efter årtier i tyrkens tjeneste, er Vlad nu vendt hjem, for at regere Transylvanien, blive elsket af folket og være en god far for sin smukke dreng.

Den nye sultan lurer dog lige ved grænserne og kræver, foruden de årlige skatter, at Vlad leverer tusind drengebørn til sultanens hær, for som Sultanens gesandt siger, han skal bruge til bl.a. belejringen af Wien. Her blandes historiske facts med fiktionen, for hvordan kan de tyrkiske tropper, som kun er nået Transylvanien forudse at de skal belejre Wien, uden at være nået så langt? Endsige er man også ligeglad med at ramme det rigtige årstal, for selvsamme angreb på Wien ligger omtrent hundrede år senere end den tidsangivelse vi får først i filmen.

Som det måske antydes her, er denne usammenhængende interne logik som filmen gennemsyres af, et irritationsmoment, der vokser støt som filmen skrider frem. Et andet eksempel er – og nu kommer der en afsløring af handlingsforløb, som man måske ikke vil have ødelagt, så spring til næste afsnit hvis du vil overraskes – scenen hvor Vlad møder en urgammel vampyr i en nærliggende hule. Vampyren lader Vlad drikke sit blod og siger, at hvis han ikke har suget blod de tre næste dage, vil han igen blive menneske. Hvis Vlad derimod ikke drikker blod vil vampyren blive fri fra sit fængsel, opsøge det væsen der har forbandet ham og sprede sin magt over jorden. Men da Vlad drikker, så finder vi seere aldrig ud af hvad der sker med hverken den gamle vampyrs fjende, og en egentlig undertvingelse af menneskeheden er vi heller ikke vidne til.

Der bliver altså lagt handlingstråde ud, som der aldrig bliver fulgt op på, eller der bliver præsenteret handlingselementer, som enten modsiges senere, eller som blot forvirrer. Når filmens interne verden og de kausale sammenhænge konstant svigtes, ender man blot at sidde tilbage med en følelse af frustration, ikke mindst over at have spildt gode, kriseramte danske kroner på en biografbillet.

Dracula Untold er med andre ord en film, for dig der kan lide fantasy-action, men som ikke vil skræmmes ved at se blod eller fysisk vold, for det er alt sammen skildret så tilpas pænt, at 10-årige sagtens vil kunne kigge med. Er man derimod fan af Bram Stoker, historiebøger eller vampyrer helt generelt, bør man hellere se sig om efter andre, langt bedre konstruerede vampyrfilm.