Det er vist ingen hemmelighed, at Netflix er blevet en af de helt store aktører i filmbranchen. Det kan godt være at nogle af deres egenproducerede film og serier kan være lidt ujævne, men dette gælder også for andre filmselskaber. Til gengæld er der også virkelig mange interessante ting blandt Netflix’ produkter.

Indimellem lancerer selskabet også film som de giver ekstra opmærksomhed, det har man bl.a. kunne se i forbindelse med Polar og Triple Frontier, som der blev reklameret meget for både i tv, biografen og det offentlige rum. Det samme skete da filmen Annihilation blev udsendt, og da Kapellets skrivekarl opdagede at Netflix i 2018 havde hyret Alex Garland (manusforfatter af The Beach, 28 Days Later og instruktøren af Ex Machina) til at skabe en filmversion af Jeff Vandermeers science-fictionroman Udslettelse var det svært at få armene ned.

Desværre udeblev det helt store jubelbrøl i første omgang, for Annihilation var ved det første gennemsyn en noget rodet fortalt fabel om nogle kvindelige forskere, der mere eller mindre frivilligt begiver sig ind i et mystisk område kendt som ”The Shimmer”. Filmen føltes træg og lettere forvirrende formidlet. Nu er filmen så udkommet på BluRay og DVD, så alle de der enten ikke har Netflix-abonnement, eller som blot er fans kan få den hjem på hylden. Af samme grund besluttede nærværende anmelder også at gense filmen, i håb om, at den ville være bedre anden gang – og tænk engang; det er den!

Måske var det en fordel at have set filmen før, for det gjorde at den til tider ret fragmenterede måde, filmen er fortalt på, pludselig gav meget mere mening. Det handler ikke alene om figurernes motivation for at handle som de gør, men lige så meget om at de enkelte handlingstråde blev meget mere tydelige. Kort sagt så var der under andet gennemsyn, meget mere substans til nogle af de scener der første gang virkede overflødige, eller stemningsskabende.

Stemning, det har filmen i al fald. Åbningsbilledet viser et point-of-view skud fra halen af en komet, der drastisk nærmer sig jorden. Himmellegemet slår ned i et fyrtårn tæt på en strand. Herefter møder vi filmens egentlige hovedperson, biologen Lena, der forsøger at komme sig over hendes mands forsvinden. Han var soldat og har været savnet i mere end et år. Pludselig står han i gangen udenfor parrets soveværelse, uden at være helt klar over hvordan dette er sket. Kort tid herefter bliver han voldsomt syg og bliver hentet af en ambulance. Den standses dog og manden bringes til en topsikret anstalt, der ligger i nærheden af fyrtårnet fra filmens start. Her er der sket noget meget mystisk. Et mystisk kraftfelt spreder sig langsomt ud fra fyrtårnet. Lenas mand er det eneste menneske som det er lykkedes for at gå ind i ”the Shimmer” og komme levende ud igen.

Både fordi hun er nysgerrig efter at få at vide hvad der sker på den anden side af flimmeret og fordi hun vil vide hvad der monstro er ske med manden, da han drog på mission, beslutter Lena at slutte sig til en gruppe kvindelige videnskabsfolk, der alle er opsat på at løse mysteriet bag det mærkelige flimrende kraftfelt, før det spreder sig til hele Jorden.

Det er nærmest en klassisk science-fiction-trope at undersøge et eller andet mystisk halløj, der truer vor planet, hvis man ikke kan finde på en måde at stoppe det. Ikke desto mindre er det også effektivt, for det pirrer ens nysgerrighed og det kan da også godt afsløres, at kvinderne finder nogle temmelig vilde ting på deres mission. Hoverollen som Lena spilles af Natalie Portman og hun fungerer fint, men dejligt er det også at se Jennifer Jason Leigh, som den noget kyniske og indebrændte selvbestaltede leder af missionen.

Som nævnt var gensynet med filmen en både langt bedre og en meget større oplevelse end da den fik premiere på Netflix. Når man nu var forberedt på et lidt langsommere tempo og havde fanget filmens grundfortælling, var der bedre mulighed for at lægge mærke til detaljerne for slet ikke at tale om sammenhængene i det hele. Selv om filmen er baseret på den første bog i Vandermeers trilogi, så fungerer filmen faktisk glimrende som en afsluttet historie, og der er efter hvad Kapellet erfarer heller ingen planer om at filmatisere fortsættelsen.

Det er også forfriskende at opleve science fiction, der ikke fokuserer på hverken teknologi eller på action, men i stedet for på det at skabe en verden. En verden der på én gang er meget lig vor egen og samtidig meget fremmedartet. Selvsagt benytter filmen udforskningen af denne fremmedartede verden og ikke mindst hemmelighederne, der ligger i centrum af ”The Shimmer” som fremdriftselement, men det er svært ikke at blive fascineret af mange andre elementer end netop disse. Der er ligeledes en håndfuld scener i filmen, der synes at høre hjemme i en horrorfilm, men det harmonerer også meget fint, med fortællingen.

Annihilation bliver derfor en af de allerbedste bud på den mest originale science-fiction film fra 2018. Du skal ikke forventet et højt tempo med masser af action, men i stedet bør du nyde den eminente stemning som det lykkedes filmmagerne at skabe. Verdenen som udforskes er nemlig voldsomt lækkert lavet og både smuk, lyrisk og dødsensfarlig. Filmen skulle dog lige ses et par gange, før dette faktum gik op for den noget fatsvage anmelder.

Hører du derfor til de, der i forvejen knuselskede filmen på Netflix, vil Kapellets skrivekarl varmt anbefale at du får fat i BluRayudgaven. Den byder, ud over filmen, nemlig på en masse lækkert ekstramateriale som den interesserede kan kaste sig over og så har du også samtidig, uanset hvor god din netforbindelse er, muligt at se og gense filmen, lige så mange gange du har lyst. Måske bliver den ligefrem bedre og bedre for hvert gennemsyn?