Familiens yngste (Carl på 10) spurgte forleden, hvad der var det bedste ved det nye Spider-Man-spil, som hans far arbejdede hårdt på at gennemføre inden den officielle release-dato. Var det mon grafikken, historien, eller de mange forskellige udfordringer, som man kunne vælge undervejs? Uden at give svaret megen omtanke røg det ud af undertegnede: ”Det bedste er nok egentlig bare at få lov til at svinge sig rundt i New York.”

Muligvis var dette et svar, der både er præget af at have spillet andre Spider-Man-spil, og så selvfølgelig fordi folkene på Insomniac Games har formået at skabe en ustyrligt flot version af Manhattan, komplet med både FISK-Industries, Oscorps hovedkvarter og Avengers-bygningen som en del af den digitale skyline. Du svinger dig indimellem tæt hen over de tæt trafikerede gader, og andre gange løber du uhindret op af skyskrabere for i næste nu at kaste dig ud i en højdeskræksinducerende spring. Det er lige før man kan fornemme vinden i ansigtet. Det holder 110%

Det fanger essensen
Der er næppe nogen hemmelighed at undertegnedes favoritsuperhelt altid har været netop Spiderman, hvilket også helt naturligt gør forventningerne til et nyt spil større. Selv om det tekniske fungerer, så kunne man måske frygte, at spillets centrale historie eller dets skildring af Peter Parker ikke kunne leve op til ens skyhøje forventninger, men det lykkedes!

Spillets fortælling starter et stykke tid efter, at Peter Parker er blevet bidt af den famøse radioaktive edderkop. Tante May arbejder som frivilligt i et af byens centre for hjemløse og Peter bruger fritiden på at hjælpe Dr. Otto Octavius i sit laboratorium med at udvikle opfindelser, der kan være med til at gøre verden til et bedre sted. Norman Osbourne stiller op som borgmester på Manhattan, og synes konstant at ville forpurre alle Octavius’ planer.

Mary Jane arbejder på The Daily Bugle hvor J. Jonas Jameson for længst har trukket sig som redaktør. I stedet underholder han undervejs i spillet med et rablende skørt radioprogram, som Spiderman ofte lytter til når han svinger fra det ene sted til det næste i New York. Jameson giver vanen tro Spiderman skylden for alle byens dårligdomme, selv om man som spiller godt ved at det slet ikke forholder sig sådan. MJ og Peter er dog ikke kærester, selv om Peter helt tydeligt gerne vil være det, og flere af spillets meget fine cut-scenes fanger overlegent Peters kejtede forsøg på at vinde hende tilbage.

Stor variation
Selve spillet er struktureret som et open-world-spil, der lige som Assassins Creed-serien bygger elementer, sidemissioner og en masse challenges ovenpå hovedhistorien, idet spilleren får åbnet op for det enorme kort, der udgør spillefladen. Som nævnt er dette Manhattan – men det er også imponerende nok i sig selv. En af de første opgaver Spidey sættes til er at reparere nogle antenner (naturligvis udviklet af Oscorp.) lokaliseret på hustage rundt om i byen, der kan være med til at afsløre forbryderes lyssky gerninger. I trit med at man får fikset disse antenner, dukker der flere og flere detaljer op på kortet.


Ud over hovedmissionen, som selvfølgelig byder på en masse boss-kampe med nogle af Spidermans største ærkefjender, er der undervejs også en række små, finurlige minigames, som dukker op i trit med, man udforsker byen. Eksempelvis kan man tage fotos af velkendte vartegn i New York, man kan følge i Black Cats fodspor (hvor man skal kigge gennem kikkerter for at finde en lille kattefigur gemt et sted i kikkertens søgefelt), man kan forsøge at indfange nogle brevduer, som er blevet forvirrede og fløjet væk fra deres ejer, og meget, meget mere.

Dette betyder at der er ganske stor variation i de forskellige missioner, og man kan sømløst vælge at klare en af disse småspil, når man støder på dem, også selv om man er i færd med at bevæge sig fra punkt a til b i en af de andre missioner. Dette giver spilleren både stor afveksling og fleksibilitet til at spille spillet præcis, som han vil.

Upgrades, nye moves og smarte dragter
Spillet byder også på en noget simpel men alligevel fin måde at opgradere sin figur på. Alt efter, hvor mange forbrydelser man får stoppet, forsvundne rygsække man lokaliserer, billeder man får taget osv., får man mulighed for at bruge erfaringspoint, på dels at købe nye smarte gadgets, tilføje nye kamp-kombinationer til arsenalet, opgradere våben (f.eks. net, der kan få forbrydere til at sidde fast på mure) og meget mere. Det er muligvis meget forsimplet i forhold til andre spils opgraderingsmuligheder, men da Marvel’s Spiderman primært er et actionspil, hvor det gælder om at slås med forbrydere, ville det også være mystisk, at dette aspekt var mere komplekst.


Det skal i samme åndedrag siges, at ikke alt i spillet kan klares med rå vold, for undervejs skiftes der også flere gange perspektiv, således at spilleren får mulighed for at styre andre figurer rundt på missioner, der er en hel del anderledes end dem, hvor man styrer Edderkoppen. På disse baner skal man i stedet snige sig rundt og undgå forskellige vagters opmærksomhed. Måske kunne man tro at dette ville blive en smule frustrerende, når man ellers er vant til at svinge sig rundt mellem hustage og nedlægge skurk efter skurk, men disse stealth-missioner giver faktisk et fint afbræk fra actiondelen og sørger for, at spillet føles mere ballanceret.

Overraskende fejlfrit
Spillet er stort set fejlfrit programmeret. Folkene på Insomniac Games har da også mange års erfaring i at lave underholdende spil, for hvem husker ikke spil som Ratchett & Clank eller Sunset Overderive? Undertegnede spillede spillet på en helt almindelig PS4 (ikke Pro-versionen) og spillet blev stort set afviklet fejlfrit. Det crashede ikke på noget tidspunkt. Load-tiderne var overraskende hurtige (når man måske lige ser bort fra, når man starter spillet op) og grafikken blev afviklet uden frame-tearing eller deciderede grafikfejl. Kun en enkelt gang måtte Kapellets anmelder starte på en bane igen, fordi en af de mange skurke, som skulle nedlægges godt nok var synligt på Spideys radar men ikke kunne ses på banen – og derfor ikke kunne nedlægges.


Marvel’s Spider-Man er et omfangsrigt spil, der både byder på en rigtigt velfortalt hovedhistorie, masser af gode missioner, sidemissioner og små minigames, hvor man skal bruge hovedet og ens observationsevne, mere end man får brug for smarte combo-moves. Det er hammerflot at se på både som spiller og tilskuer, og så fanger det ikke mindst den humor, der altid har været kendetegnende for figuren.

Dygtigt fortalt
Som en bonus så tager fortællingen også nogle ganske uventede drejninger og uden at afsløre for meget, så var der flere gange undervejs, at Kapellets udsendte faktisk fik en klump i halsen og måtte kæmpe med ikke at græde over noget så banalt som et som et videospil (nærmere bestemt mod spillets slutning og da der i spillets første tredjedel dukker en uventet gæst op). Måske skyldes det, at anmelder er grådlabil, men det bevidner også at spildesignerne virkelig har formået at gøre det rigtigt. Marvel’s Spider-Man er på den led alt det, man havde håbet på det ville blive. Spillet udkommer kun til Playstation 4, så har du ikke en sådan stående i hjemmet, så er der altså endnu en god grund til at få købt en – for Marvel’s Spider-Man er noget nær det perfekte superheltespil.