Blev man tålmodigt siddende til rulleteksterne var slut på den noget udskældte Venom tidligere i 2018, kunne opleve et smugkig på den længe ventede animerede spillefilm Spider Man: Into the Spider-verse. Det har, måske forståeligt nok, været en film der har været imødeset med en god portion skepsis, for dels blev der taget nogle friheder i forhold til, hvordan sådanne film normalt bliver animeret og i forhold til hvordan de forskellige figurers overordnede look er især set i forhold til deres tegneserieforlæg. Desuden antyder titlen at det er en film, der ikke alene byder på én, men flere versioner af den Spider Man vi holder af. Skrivekarlen hér havde i al fald forventet en rodebunke af en film.

Det skulle dog vise sig ikke at holde stik. Into the Spider-verse er en helt ustyrlig underholdende Spider-Man-film!

Indledningsvist var der flere af de fremmødte anmeldere til pressevisningen, der troede at protektionisten fejlagtigt havde sat gang i 3D-versionen af filmen, uden dog at udlevere de tilhørende briller, men det skulle vise sig at dette blot var en del af filmens overordnede visuelle stil. Så fortvivl ikke, men bliv roligt siddende, du vænner dig hurtigt til filmens udseende. Animationen er i øvrigt virkeligt opfindsomt lavet. Den blander fotorealistiske 3D-miljøer, med figurer der alle ser ud som om de er trådt direkte ud af en tegneserie, komplet med raster, fartstriber, tanke- og talebobler, osv. Filmen er også klippet på en måde, der minder meget om den måde Ang Lee i sin tid klippede sin Hulk-film på. Der arbejdes med billede i billede, overlappende sekvenser, der tilsammen forsøgte at emulere den måde man læser en tegneserie på. I Spider Man: Into the Spider-verse er dette dog endnu mere udtalt, for idet man venner sig til den lidt besynderlige stil, går det hurtigt op for en hvor velfortalt historien egentlig er.

Filmens altoverskyggende hovedperson er ikke, som du måske kunne forvente Peter Parker, men derimod hans lige så allitterations-ramte kollega, Miles Morales, der i begyndelsen af filmen bliver bidt af en radioaktiv edderkop. Der er sikkert flere fans af Spider Man, der kender Miles i forvejen, enten fra det überseje Spider Man spil, som Kapellet testede i sommeren 2018, eller fra de tegnede Spider Man fortællinger som Brian Michael Bendis og Sara Pichelli skabte tilbage i 2011. Morales er sort og blev skabt som en inkarnation af Spider Man som unge, sorte læsere bedre kunne identificere sig med, nu da USAs præsident også var af afroamerikansk afstamning.

Uanset hvilken hudfarve Spider Man har, så besidder han alle de egenskaber man forbinder med ham. Han er kvik i replikken, tager ikke tingene alt for alvorligt og er uden sin dragt lidt utilpasset, især i forhold til piger. Da Miles en sen aftentime med sin onkel er draget dybt ned under New Yorks gader for at lave graffiti, bliver han bidt af en førnævnte edderkop. Dette betyder at knægten pludselig besidder overnaturlige evner som han slet ikke kan styre. Dette kan man se i en af filmens mest morsomme scener, der virkelig beviser hvor svært det kan være at have superhelt. For nu at parafrasere onkel Ben: ”Med store kræfter, følger… lysten til at kunne styre dem bedre!”

Miles kommer hernæst, nærmest ved et tilfælde, til at se Peter Parker i aktion, men før han kan nå at lære de mest basale ting om at være Spider Man fra Parker, dræbes den oprindelige Spider Man i en drabelig kamp inde i den enorme partikelaccelerator som Kingpin har bygget dybt under byen.

Wilson Fisk (Kingpins borgerlige navn – red.) har hyret en række videnskabsmænd til at åbne portaler til andre paralleldimensioner for ham, da han mener det er en måde at kunne ændre på begivenheder fra fortiden på. Problemet er blot at denne dimensionsforskydning også truer med at destabilisere alle de universer som den åbner portaler til. Kingpin og hans håndlangere skal derfor stoppes koste hvad det vil, men heldigvis er der også en del af de Spider-personer fra de øvrige dimensioner, der pludselig har fundet vej til Miles’ virkelighed. Spider-personer, der stort set alle er vilde med at hjælpe Miles, så de forhåbentlig alle kan blive bragt trygt hjem til deres egen respektive dimension.

Filmen fungerer virkeligt godt. Ud over sin meget flotte, men lettere aparte animationsteknik og en meget vittig dialogside, så er der også forventeligt masser af superhelteaction. Dette gør at de to timer filmen varer nærmest suser forbi uden man keder sig en eneste gang. Stemmeskuespillet og lydarbejdet er også helt i top, for selv om filmens look er meget tegneserie-stiliseret, så forhindrer det ikke, at man holder af hovedpersonen og dennes venner. Selv om ikke alle de transdimensionelle Spider-figurer får lige megen tid på lærredet, så er de alle sammen virkelig fede og fascinerende at se på.

Spider Man: Into the Spider-verse er en film, der meget nemt kunne være endt som enten en lang forvirrende fortælling eller endnu værre en trist, generisk og forudsigelige superheltefilm. I stedet er slutresultatet blevet en animeret film, der bliver en smuk hyldest til tegneseriemediet (både rent fortællemæssigt og visuelt) og ikke mindst giver alle os fans præcis det som vi ikke vidste vi havde brug for!

Selv om der sikkert er mange (på Marvel Studios) der stadig er lidt knotne over at Sony stadig sidder på rettighederne til Spider Mans har de med både ovennævnte spil, Spiderman: Homecoming og ikke mindst den nye animationsfilm bevist at de har forstået essensen af Edderkoppen. Så hvad enten du er megafan, godt kan lide Spider Man eller bare er en forælder, der bliver slæbt med i biografen af plagende unger, så garanterer Kapellet at du vil være i rigtigt gode hænder, for Spider Man: Into the Spider-verse er bragende god superhelteunderholdning.