Kapellet stillede i efteråret Spiderman: Into The Spider-Verse op på en fornem, oplyst piedestal i vores ellers så dunkle krypt, for det er en film der i den grad fortjener opmærksomhed. For det første skal filmen have toppoint for at forsøge at lave en animationsstil, der på én gang er flot og ganske forfriskende. Filmen forsøger at ligne en tegneserie, både fordi animatorerne har brugt raster-farver i billedet, laver tekstbokse, tankebobler og indimellem effektlyde som man kan læse på skærmen. Filmen benytter endda rammer om enkelte scener, og et kamera, der bevæger sig ovre flere af disse billedrammer, lige som nogle måske kan huske også blev forsøgt i Ang Lee’s Hulk. Her fungerer det bare en del bedre.

Til trods for at der i filmen er enkelte elementer der, som nævnt i biografanmeldelsen , ser ud som om de er i 3D. (Ved gensynet kunne det konstateres at denne dobbelteffekt blandt andet bliver brugt når der forekommer et skift i fokus fra eksempelvis forgrund til baggrund.) Men ud over en enestående billedside er det også en film der tør at går helt amok i dens fortælling, uden samtidig at miste essensen af hvad det er der kendetegner de mange forskellige versioner af Edderkoppen.

Missede du, af uransagelige årsager, filmen i biografen, kan du heldigvis købe den på forskellige formater og det bør du gøre, uanset om du er Spiderman-fan eller ej, for det er ganske enkelt en fremragende animationsfilm, der både byder på masser af action, men som samtidig har masser af hjerte - noget man indimellem godt kan savne i mange af de andre superheltefortællinger, der dukker op i disse år.

Edderkoppen har altid været anmelders favorithelt, så det er meget muligt at denne anmeldelse også bærer præg af at være præget af fordomme, men selv hvis undertegnede forsøger at distancere sig fra dette faktum, er Spiderman: Into the Spider-verse stadigvæk enestående.

I den nye film er det den unge, sorte fyr, Miles Morales, der tager over der hvor Peter Parker slipper. I en dramatisk scene i filmens start, bliver Miles først bidt af en techno-edderkop, hvorefter han kort tid efter øjenvidne til at den originale Spiderman bliver dræbt under et slagsmål med både Kingpin, Green Goblin og den skumle Prowler. Samtidig lærer Morales at Kingpin har i sinde at åbne op for portaler til andre dimensioner. Disse andre dimensioner truer med at vride New York fra hinanden, for det er jo ikke bare sjov og ballade at åbne portaler ind til vore paralleldimensioner.

Wilson Fisk har sine helt personlige grunde til at åbne disse portaler, men som Peter Parker siger til Miles, umiddelbart før han udånder, så skal Miles love ham at sætte en stopper Kingpins planer, men inden han får set sig om er Miles ikke den eneste edderkoppebaserede superhelt i New York, for der dukker i løbet af filmen andre Spidermen op fra paralleldimensionerne. Selv om disse figurer har grundlæggende samme slags baggrund, er de også meget forskellige fra hinanden, eksempelvis er der en Spidergris fra et slags Looney Tunes univers, mens en anden Edderkop er en hårdkogt detektivtype fra en verden, der kun eksisterer i sort og hvid.

Hele filmen igennem er der referencer til Spidermans univers og desuden er den fyldt med easter-eggs og mere eller mindre synlige vink til fans. På BluRayudgven, som er den Kapellet har kigget nærmere på, er der ud over en lille film, der fokuserer på disse meget nørdede intertekstuelle træk også muligt at se hele filmen i en særlig modus, hvor filmskaberne både kommenterer på det vi ser, men hvor der undervejs også bydes på alternative scener og meget mere. Kort sagt, er du fan af filmen, så er der masser ekstramateriale du kan dykke ned i.

I hjemmebiografen blev filmen set sammen med yngste-Billen, der var nærmest lige så begejstret som sin far. I den forbindelse blev filmens danske versionering testet af og den var rigtig fin. Det er overraskende hvor mange af landets bedste skuespillere, der er blevet hyret til at lægge stemmer til filmen. De fungerer alle rigtigt godt, men idet filmen som nævnt også benytter sig af en del tekstskilte i billedfladen (eksempelvis når Miles har en indre monolog og en tankeboble dukker frem) så er det lidt ærgerligt at teksten står på engelsk, mens lyden er på dansk. Ikke at det bliver så forvirrende, at seeren mister tråden, men noget af ideen med at lade billede og tekst harmonere, går jo lidt fløjten. Heldigvis giver BluRay-skiven også sin bruger mulighed for at vælge det originale lydspor i stedet.

Andet gennemsyn var mindst lige så fedt som det første, også fordi det denne gang var muligt at fange detaljer og små visuelle gags i filmen, som man ikke lagde mærke til første gang. Det er en af den slags film der bliver ved med at give og det er helt tydeligt at folkene bag filmen er mere end blot en smule nørdede omkring figuren – noget som i den grad også kommer til udtryk på det ret omfattende.

Det er svært at finde superlativer der er svulstige nok til at beskrive hvor begejstret Kapellets redaktør er for Spiderman: Into the Spider-verse. Det er en film som går lige i hjertekuglen på alle, der holder af figuren, af animerede film, men det er samtidig en film der tager en hel del chancer og lykkes med dem alle sammen. Spiderman: Into the spider-verse er ikke kun en god animationsfilm, ikke kun en god superheltefilm, nej, det er ganske enkelt en virkelig god film!