Det er naturligt nok med en vis bævende ærefrygt, at man synker ned I biografsædet og venter på de første billeder fra Sin City: A Dame to Kill For, især når den første Sin City film hører til ens absolutte favoritter og fordi man ikke kan undgå at være en anelse bekymret over, hvordan Frank Millers sort/hvide univers vil tage sig ud i 3D.

For at få den sidste bekymring ud af vejen, så fungerer de tre dimensioner faktisk ganske fint, især i filmens start, hvor Robert Rodriguez virkelig formår at lege med dimensionerne. Denne legelyst aftager desværre som filmen skrider frem, så selv om effekten er ganske god vil Sin City: A Dame to Kill For utvivlsomt fungere lige så godt som flad film.

Filmen er lige så bragende flot, hårdkogt og stilren som den første, men desværre er det originalmateriale, som filmen baserer sig på ikke lige så godt som etteren. Filmen forsøger, lige som sin forgænger, at skabe en sammenhængende film, ud af en række forskelige tegneserier, som flettes ind og ud af hinanden. Det er dog ikke nær så vellykket og stramt som i den første film, for kender man Frank Millers tegneserier vil man også vide, at det var de bedste, mest hårdkogte historier, der dannede grundlaget for den første Sin City filmatisering.

Indledningsvis præsenteres seeren for en udgave af Just Another Saturday Night, hvor Marv ikke helt kan huske, hvad der er foregået. Der er smadrede biler og lig, men hukommelsen svigter. Dernæst følger en fortælling som, medmindre denne anmelders hukommelse svigter lige så grusomt som Marvs, ikke er at finde i nogle Sin City tegneserier.

Det er historien om en ung kortspiller, Johnny, der gang på gang udfordrer den ondskabsfulde senator Rourke i poker. Denne fortælling afbrydes dog af hovedhistorien, der lægger sig endog meget tæt op af den tegnede udgave af A Dame to Kill For. Idet denne del af historien tager sin ende, vender vil tilbage til den hårdt prøvede Johnny, for så afslutningsvis at lade go-go danserinden Nancy overtage scenen.

Den nye Sin City film giver os et variereret figurgalleri med flere velkendte figurer, masser at se på, barske dialog, samt en tyk neo-noir stemning hele vejen igennem. Det er ikke en film der holder sig tilbage for hverken at vise hud eller afhuggede hoveder og så burde successen jo egentlig være hjemme.

Så nemt forholder det sig desværre ikke. Muligvis er det fordi undertegnede har haft alt for store forventninger til fortsættelsen, men Sin City: A Dame to Kill For kommer til at fremstå langt mere ujævn i både sin fortællemæssige struktur og udførsel. Ikke at man kan sætte så mange fingre på det visuelle, men hvor voldshandlingerne bliver fysisk ubehagelige at overvære i den første film, forekommer de i to’eren alt for karikerede. Det ser naturligvis flot ud når eksempelvis (Deadly Little) Miho lobber forbryderes hoveder af, men det virker nu engang meget stærkere i tegneserieudgaven.

Hvor det lykkedes Rodriguez og Miller i den første film at gøre figurerne vedkommende og levende, til trods for deres indplacering i et grafisk konstrueret sort/hvidt univers, synes de i denne fortsættelse at have svært ved at blive vedkommende. Ikke at hverken intriger, twists eller dialogen ikke fungerer, det bliver bare lidt sært overfladisk. Det er ganske enkelt en film, der har svært ved at få ens indre fanboy til at blive lige så eksalteret som i første forsøg.

Det er altid svært at lave en fortsættelse, især til en film så ikonisk som Sin City, men det ville virkelig have klædt filmen hvis den havde taget bedre tid til at fortælle sine historier. Den første film kørte lidt over to timer og måske var det blandt andet det der gjorde, at man havde tid til at føle empati med karaktererne i den. Den nye film føles ganske enkelt lidt for forhastet. Ikke forstået på den måde, at det er svært at orientere sig, men snarere at vi ikke på samme måde som i den første film, når at komme ind på livet af de centrale skikkelser i universet.

Når det så er sagt, er det dog stadig en film som man bør (og skal) se, hvis man holder af etteren og af Frank Millers hårdkogte tegnede miljøer. Den er virkelig lækker at se på, den leverer varen i form af smukke femme fatales, fysiske kampe og regnvåde brosten, men dette sker desværre på bekostning af en lang række figurer, som i langt de flestes tilfælde desværre ender med at blive at lige så todimensionelle som siderne i tegneserieudgaven.