Fordi alle mente, at den ene scene fra Nattens Dæmoner 2 om nonnen var så skræmmende, så besluttede Warner Bros., at en hel film om den skrækkelige nonne skulle laves. Her er vi så. The Nun er lavet og foregår i 1952 i Rumænien, hvor vi følger den katolske præst, Burke (Bichir), som har fået den opgave af Vatikanet at undersøge en nonnes selvmord. Med sig har han søster Irene (Farmiga) og en altmuligmand ved navn Frenchie (Bloquet), som begge er til for at give publikummet oplysninger og komme i så mange problemer, at dine øjne ruller helt tilbage i dit baghoved.

Eftersom The Nun er en del af Nattens Dæmoner-universet – fordi Hollywood elsker de her filmiske universer, som kan give dem så mange, mange penge – kan vi forvente den samme slags skræk og rædsler, som har gjort de tidligere film til utvivlsomme successer, men også andre elementer som har gjort mindre uhyggelige film til fiaskoer. Med andre ord, regn med at se en knivspids af computereffekter, blodige special effects, flydende og flot kameraføring, men også alle slags forudsigelige gyser-elementer, som har været i brug lige siden de allerførste monsterfilm fra Universal (jump scares, høj musik, monstermasker, religiøse undertoner, you name it). Det vil måske give mening, nu hvor filmen foregår i Rumænien, men det er desværre for kedeligt at se på.

Det filmen virkelig kunne have brug for, i stedet for standard-gyser-effekter, er en rigtig god historie og vellidte karakterer og et fascinerende miljø. Hvornår vil Hollywood lære, at jo mere baggrund du får i en gyser, desto mindre skræmmende bliver det rent faktisk. Se på det på den her måde: er et klædeskab mere eller mindre uhyggelig, hvis du kan høre en lyd derinde, men aldrig får at vide, hvad det er?

Havde det ikke været for skuespillerne, ville ”The Nun” have fejlet hele vejen igennem. De tre hovedrolleindehavere – Bichir, Farmiga, Bloquet – gør alt, hvad de kan, for at gøre det hele så skræmmende som muligt. Især er Farmiga god til at reagere på alle de uvirkelige hændelser, hun bliver udsat for. Når filmen er færdig, sidder man med en følelse af, at den her produktion ikke fortjener de skuespillere, som den har fået, og man kan tydeligt se, at hen mod slutningen kæmper de så meget, de nu kan, for at få noget godt ud af manuskriptet.

Problemet er, at The Nun altid var forudbestemt til at fejle. Hen mod slutningen af Nattens Dæmoner 2 var den ubeskriveligt onde magt, som hovedrollerne kæmpede imod, blevet knap så skræmmende mere. Denne dæmonske magt var blevet noget nær en Bond-skurk, som formåede at bedrage historiens helte ved hjælp af meget menneskelige twists. Det er ikke uhyggeligt. Den slags bedrageri er alt for menneskeligt til at være rædselsvækkende. Så idet filmskaberne går mere i dybden på den onde magt, så vi bedre kan forstå det, fjernes det uhyggelige element dermed også, hvilket er grunden til, at der ikke er så meget uhyggeligt til stede i denne film. Det er lige så ineffektivt som en ganske almindelig Halloween-udstilling i en butik, fordi alle skræmmende elementer ses lang tid i forvejen.

Det har virket, som om at Nattens Dæmoner-serien er bedst, når den foregår helt nede på jorden. Det der gjorde den originale så effektiv, var, at det føltes, som om den var blevet produceret tilbage i 70’erne i samme ånd som The Changeling og The Amityville Horror, hvor de uhyggelige elementer kom fra det normale hverdagsliv vendt på hovedet. Det er kun, når historien tager en drejning hen mod det episke og teatralske, at uhyggen føles mere hul. Konceptet om et univers, der tager udgangspunkt i Nattens Dæmoner og hovedkaraktererne, Ed og Lorraine Warren, kan sagtens fungere, men vil højst sandsynlig ikke, fordi – som sagt – det uhyggelige fungerer bedst, når det forbliver ukendt.

Nattens Dæmoner-filmene havde et godt øje for gysergenren, perfekt formet af instruktøren James Wan – om end den anden film var knap så interessant som den første. Annabelle-filmene startede godt ud med den præmis, at den besatte dukke var skurken i filmene, på trods af at den aldrig bevægede sig – begge film mistede pusten på grund af for lang spilletid og kedelige manuskripter. The Nun har, desværre, ikke særligt mange forløsende punkter og ender derfor med at være den svageste i dette univers.