Instruktøren Spike Lee har siden gennembrudsfilmen She’s Gotta Have It (nogle vil sikkert påstå det var Do the Right Thing der kickstartede mandens karriere - red.) lavet film om det multikulturelle USA, især med fokus på det afroamerikanske segment. Dette sker ofte med hjælp fra gode skuespillere, interessante fortællinger, der forsøger at skabe debat omkring race og identitet, og endelig så har mange af Spike Lees film også et glimt i øjet, der sikrer at man er godt underholdt, til trods for de tunge emner. Alle disse elementer er også til stede i mandens seneste spillefilm BlacKKKlansman, som nu kan opleves i hjemmebiografen.

Den usandsynlige fortælling i BlacKKKlansman drejer sig om en sort fyr, der i starten af 1970’erne søger ansættelse hos det lokale politi i Colorado Springs. Ron Stallworth, som manden hedder, påtager sig nærmest ved et tilfælde opgaven om at infiltrere den lokale afdeling af Ku Klux Klan, da det blandt betjentene rygtes at klanen måske pønser på ting, der er til skade for lokalbefolkningen. Ron får hurtigt etableret telefonisk kontakt til den lokale afdeling af KKK, som straks synes at den veltalende racist i den anden ende af røret vil være en gave til deres forening.

Det indlysende problem ved denne plan er selvfølgelig at Ron er sort og derfor ikke selv kan mødes fysisk med andre klanmedlemmer. Han kan kun være undercover telefonisk. Den problematik bliver dog hurtigt løst idet en af Rons makkere, Flip Zimmermann, vælger at optræde som Ron, når situationen kræver, at Klanens medlemmer skal mødes om fysisk. Du har måske allerede gættet det, Hr. Zimmerman er selvfølgelig af jødisk afstamning, hvilket kun gør det dette endnu mere absurd.

Der er muligvis enkelte der kunne tro, at ideen om at lade en sort fyr og en med jødiske aner, infiltrere Ku Klux Klan er virkelig langt ude og en idé som kun kan være udtænkt af manuskriptforfattere, der gerne vil gøre deres pointe omkring den indgroede racisme i USA endnu mere tydelig. Der er ikke tilfældet, for filmens manuskriptforfattere har baseret deres manus på virkelighedens Ron Stallworth selvbiografi. Selv om den hvide makker, som i virkelighedens verden blev sendt til KKK-møder i Rons sted, muligvis ikke var jøde, så var infiltrationen af organisationen og selv samtalen med Klanens øverste leder David Duke ikke noget som er blevet opfundet til filmen.

Foruden at skildre Rons infiltrering af KKK, så er der også en sidehistorie, hvor vor unge hovedperson i hans første undercoveropgave møder den smukke Patrice til et møde blandt sorte borgerrettighedsforkæmpere. Patrice er formand for de unge, sorte studerende i byen, og har formået at få selveste Kwame Ture (måske bedre kendt som Stokely Carmichael) til at tale til forsamlingen. Har oplever vi både hvordan Ron bliver draget af pigen og af bevægelsen.

Selv om man kunne forledes til at tro, at filmen er meget binær i sin skildring af Klanen på den ene side og de sorte borgerrettighedsforkæmpere på den anden front, oplever man i løbet af filmen at begge sider kritiseres for at være for snæversynede og fordomsfulde i den måde de opfatter virkeligheden på, hvilket i denne anmelders øje er utroligt sympatisk. Ikke forstået på den måde at man får sympati for, eller ligefrem ondt af de racistiske hillbillies, der planlægger terror, men forstået på den måde at selv om man naturligvis får sympati for Ron, så vises enkelte af borgerrettighedsforkæmperne også som kompromisløse fanatister.

Filmen er ikke en egentlig komedie, selv om der bestemt er masser af komiske elementer i løbet af de lidt over to timer, den varer. Især scenerene hvor Ron tager sin ”hvide mands stemme” på og snakker med medlemmer af Klanen, er virkelig vellykkede. Andre steder er den ligefrem spændende, som når Ron i Flips skikkelse bliver krydsforhørt i en kælder af en meget paranoid fyr, og det lykkes endda filmen at lave en rørende scene, dér hvor selveste Harry Belafonte dukker op i en lille birolle og fortæller en forsamling af unge, sorte studerende om en frygtelig hændelse som hans figur var øjenvidne til.

Filmen er måske en snert for lang, men den er hele vejen igennem veloplagt fortalt og især dialogen er utroligt velfungerende. BlacKKKlansman fanger desuden både stilen og tidsånden fra 1970erne rigtigt godt og så tegner den et billede af et USA som utroligt splittet i forhold til dets holdninger om race og samfund. Selv om filmen foregår umiddelbart efter den periode i amerikansk historie hvor borgerrettighedsforkæmpere som Martin Luther King og Malcolm X havde haft deres storhedstid og både politikere og befolkningen faktisk fik startet på at ændre enkelte uretfærdigheder i samfundet, så var de tidligere 70’ere stadig præget af en meget gammeldags holdning til race, køn og identitet. Ting der, som filmen også viser sin tilskuer til allersidst, stadig i 2019 er alt for aktuelle og synlige i det Amerikanske samfund.

BlacKKKlansman er nomineret til både BAFTA, Golden Globes og Oscars her i 2019 og vandt i 2018 Juryens Specialpris i Cannes. Det er helt forståeligt, især fordi det er en film, der på en letbenet, humoristisk måde får italesat en masse aktuelle problematikker, der ikke kun eksisterer indenfor USAs grænser. En sådan pris (lige som positiv omtale fra anmeldere) kan måske få enkelte filmfans til at være skeptiske, men giv filmen en chance, for selv om det måske ikke er Spike Lees bedste ”joint” (ja, det kalder han altså sine produktioner – red.), så er det en film der bør ses – ikke mindst fordi der stadig er alt for mange tosser der ikke har forstået at uanset hvordan vi mennesker ser ud, så er vi langt mere ens end vi er forskellige.