Den sydkoreanske instruktør Chan-wook Park gjorde så sandelig opmærksom på sig selv med Cannes-vinderen Oldboy (2003). Ikke kun fordi filmen kom i en bølge af store sydkoreanske film, der for alvor omkring årtusindeskiftet viste sig levedygtige for omverdenen. Men også fordi den turde skildre en indsigt i menneskelighed og kærlighed i kraft af volden og hævnen. To sider af mennesket, der kunne ophæve hinanden, men i Parks film hæver den filmen til et voldsfilosofiske statement. Og så var filmen elementært set medrivende, velfortalt og fantastisk flot.

Derfor var det med nogen tilbageholdenhed, at jeg forsøgte mig med Spike Lees amerikanske genindspilning. Men jeg tænkte, at det jo var Spike Lee – en instruktør, der har haft stor interesse i politiske, raceorienterede og fattig kriminalitet. Senest overraskede han med den indfølte krigsfilm Miraklet ved Skt. Anna (2008), der viste nye sider af instruktøren – og i nogen grad faktisk peger i retningen af volden som noget grundlæggende og tankevækkende. Derfor kunne han godt være en interessant instruktør at sætte til at omsætte Parks mesterværk.

Handlingen er i sig selv egentlig simpel. En fordrukken mand tilfangetages i femten år i et hotelværelse uden at vide hvorfor. Efter de mange år løslades han stadig uden at vide noget. Han får til opgave at finde ud af, hvem kidnapperen er, og hvorfor han har været udsat for det, han har været udsat for. Det leder ham ind i en voldsspiral, der langsomt trækker ham tættere og tættere på sagens kerne og en selvindsigt af mytiske og katharsiske højder. Lee ændrer stort set ikke på Parks oplæg, og handlingen – kender man den – er ikke specielt overraskende.

Stilmæssigt viser Lee endda også stærk interesse for den specielle og langsomme billedæstetik i Parks film. Men den er ikke nær så langsomt klippet eller nær så modig i den måde, som billederne og scenerne er koreograferet på. En personlig favorit i Parks film er den lange scene, hvor han i en smal korridor sønderbanker stribevis af modstandere alene mand – i ét skud. Lee overrumpler i denne scene ved – velvidende, at scenen er populær – at overgå koreografien med en scene, der foregår over to etager – og stadig i kun en eneste indstilling. Fænomenalt.

Josh Brolin har fået hovedrollen som Joe, der indespærres. Faktisk spiller han med et udfoldet stone face, der gør rollen fin og overbevisende. Den formentlig snart nye kvindestjerne Elisabeth Olsen spiller den kvindelige hovedrolle charmerende og nuanceret. En lille overraskelse er Samuel L. Jackson i en central birolle. Egentlig er Oldboy i Spike Lees version velspillet og velproduceret. Den ved godt, at den har et asiatisk ophav, hvilket den også inddrager ved at bruge en amerikansk panasiatisk Chinatown-model som bagtæppe for handlingen.

Det er i bund og grund svært at finde noget at pege fingre af i Spike Lees film. Den gør ligeså ondt og er undertiden også flot som Parks – men langt fra ligeså flot. Jeg savner mod i stiliseringen og ikke mindst mod til at ændre bare en lille smule på fortællingen, så Park-fans kan få noget nyt og ikke bare et replika. Spike Lees film fungerer, fordi den ligger meget tæt op ad Parks film, og Parks film var et hovedværk. Heldigvis var det lang tid siden, jeg havde set Oldboy (2003), og måske er det en årsag til, at jeg ikke er mere kritisk. For Oldboy (2013) er et fint remake. Med streg under re-.