Anden Verdenskrig har sine steder, som vi alle kender. Vi har alle set metervis af filmruller skudt ud over Omaha Beach, Stalingrad og Auschwitz, men i dette topografiske selvsving overser vi både flere vigtige steder, vigtige begivenheder og ikke mindst vigtige grupperinger af personer. Gemt godt ind mellem fransk modstandskraft og allieret kamp på den ene side og østfrontens gruopvækkende tragedier på den anden side har Italien formået ikke at blive til et misbrugt topos for krigens grusomheder. Mest kendte er dog Joseph Hellers satiriske skildring i Catch 22 og formentlig Roberto Benignis eminente Livet er smukt, men alligevel er krigshandlingerne i og omkring Italien forbigået af populærfortællingerne. Det samme gælder fortællingerne om andet end den pligtskyldige sorte mand i krig, selvom hele divisioner og regimenter ikke bestod af andet end afroamerikanske soldater. Begge elementer gør Spike Lee op med i sin seneste storfilm Miraklet ved Skt. Anna, der netop handler om sorte soldater udstationeret i Italien i 1944.

Filmen starter dog senere, da en bankmand helt umotiveret trækker en tysk Luger frem ved kassen og skyder en kunde. Han erkender straks, han er skyldig og lader sig fængsle, men politiet undersøger – i forundring og til brug i retssagen – hans biografiske baggrund. Hvad fik denne rolige og hædrede krigshelt til tilsyneladende koldblodigt at skyde en forsvarsløs person ned foran utallige vidner? I gerningsmandens lejlighed i New York finder de et marmoransigt, som viser sig at være uvurderlig, da det stammer fra en antik bro i Italien, som man hidtil har troet blev sprængt i stumper og stykker af tyskerne under krigen. Herfra springer vi tilbage til den afroamerikanske division under krigen. Her møder vi, med vanlig Spike Lee-kritiske toner, en hårdhændet behandling af ikke kun, hvordan de sorte blev behandlet under krigen af hvide overordnede, men indirekte får Spike Lee også hermed kritiseret den populære overlevering af en krig, der – skulle vi tro den folkelige version – blev vundet af næsten lutter kaukasiske aner. Det er selvfølgelig ikke tilfældet.

Når denne kritik så er leveret, og det bliver den gentagende gange undervejs, så er også tydeligt, at det ikke er det, som er formålet med filmen. I stedet fokuserer filmen på den særlige oplevelse, det er for specielt en enkelt soldat, men også hele gruppen, at få en lille, tilskadekommet italiensk knægt på slæb gennem slagmarken. Til lyden af faldende bomber og intentionelt fejlagtig hjælp fra allieret side søger gruppen tilflugt i en landsby, hvor befolkningen på den ene side er mod tyskerne, men Il Duce hænger stadig på væggene. En mindre partisanergruppering kæmper i og omkring byen mod de tilnærmende tyske tropper, der længe har været på jagt efter lederen af gruppen. Der tegner sig hurtigt en lettere kompleks fortællinger med mange omdrejningspunkter, hvilket kun gøres mere interessant af, at filmen ikke i udgangspunktet blot er en vanlig tilbagebliksfilm. Den tager spring frem og tilbage både mellem filmens nutid og krigens fortid, mens den ikke lader sig føre af personerne selv, men emnemæssigt også kredser omkring den italienske landsby og tyskernes fremmarch (og de snakker faktisk alle deres modersmål).

Miraklet ved Skt. Anna ligner derfor ikke andre af de mange film i mængden af populære skildringer af den anden verdenskrig. Lidt på samme måde som Flammen og Citronen accepterer, at Den Sande Beretning om krigens gru ikke er oprigtig mulig, så tager Spike Lees film i stedet blot afsæt i den historiske massakre ved Sant’Anna di Stazzema, hvor næsten 600 civile personer blev myrdet af SS – en massakre, som ikke blev retsmæssigt fulgt op før 2004. Udfaldet af filmen er der da derfor heller ikke nogen tvivl om, men en dygtig skildring af personkonstellationer på godt og ondt får blot dette faktum til at synes endog mere pinsom. Samtidig vender filmen også op og ned på, hvad vi kunne have forventet af en sådan film – i stedet for at kalde den Massakren ved Skt. Anna fokuserer Lee og James McBride (som har skrevet roman og manuskript) her på miraklet i stedet. Hvad der konstituerer dette mirakel, må man dog se filmen for at finde ud af.

Filmen er derfor ikke en skildring, som man kunne vente. I lange passager, hvor tro og håb bliver vendt i en særlig skildring af menneskeligt mod og sammenhold (eller mangel på samme), trækker filmen fokus væk fra de grusomme krigshandlinger og i retningen af noget, der kunne minde om en fabel. I dette tilfælde – og særligt i skildringen af forholdet mellem soldaten Train og den italienske knægt – kommer filmen til at trække lidt på samme hammel som også Benignis Livet er smukt trækker på. Netop når vi har at gøre med noget så grusomt og uforståeligt som massakrer og voldsorgier, må vi ty til noget så humant og alment som vores fælles fortællinger. Eventyr, mirakler og fabler hører ikke til på den realistiske slagmark, men de kan være med til at give os en forståelse, som vi ikke ville kunne få på andre måder. Det gør Miraklet ved Skt. Anna i sandhed også.