Det har altid været populært at lave gyserfilmsserier. Tænk blot på Universals populære monstre i 1930’erne, de mange slasherfilm fra 1980’erne, torture-porn i Saw-serien i starten af det nye årtusind, og der kunne nævnes mange flere. Filmen Insidious er heller ingen undtagelse. I foråret 2018 er det derfor blevet tid til den fjerde film i serien: Insidious – the Last Key. Den er lige nu dukket op på diverse formater og streamingtjenester.

Selv om undertegnede ikke just har været begejstret for serien, bør man jo som bekendt gå til alle film med et åbent sind, for det kan jo være at man kan blive positivt overrasket. Dette gælder også fjerde del i en serie, der sikkert får lov at fortsætte så længe der findes folk der har lyst til at se dem. Det skulle også vise sig at filmen endte med at overraske positivt, i al fald i den første times spilletid.

Som i de øvrige film (med undtagelse af den første) er handlingen centreret om mediet Dr. Elise Rainer. Hun har allieret sig med de to spøgelsesjægere Specs og Tucker (som begge skal fungere som en slags komisk ventil for de ellers så dystre begivenheder) og sammen forsøger trioen at hjælpe personer som tror de bliver hjemsøgt. I filmseriens tredje del var fokus på den unge Elises liv, mens vi den nye film starter med at gå helt tilbage til hendes barndom.

Bor man med en alkoholiseret far, i et skummelt hus blot et stenkast væk fra det fængsel som drukfar arbejder og hvor lyset i hjemmet blinker ildevarslende hver gang der er en fange som henrettes i den elektriske stol, er rammerne egentlig sat for en gedigen gyserhistorie. Tilsætter man så det faktum at pigen i huset er synsk og derfor har direkte kontakt med åndeverdenen, selv om hendes alkoholiserede far konsekvent forsøger at banke denne evne - som han selvfølgelig ikke tror på - ud af sin datter, så er der tillige basis for en tragisk baggrundshistorie, der ikke just gør stemningen mere lystig.

Kapellet skal selvsagt ikke afsløre i detaljer hvad der sker af grusomheder i dette barndomshjem, men kan nøjes med at fortælle at den voksne Elise selvsagt stadig plages af mareridt over dette sted. Selvfølgelig ringer telefonen og i den anden ende findes en stakkels fyr der netop har købt Elsies barndomshjem lidt for billigt, kun for at opdage at der sker ting i huset, som trodser enhver form for logik. Han trygler hende om hjælp, men hun afviser i første omgang manden blankt.

Hvis Elsie havde stået fast på denne beslutning, havde filmen hurtigt været ved rulleteksterne, men selvfølgelig giver hun sig og tager sammen med sine ”psychic sidekick”s (og nej, det er en replik i filmen, ikke noget som Deres udsendte selv har fundet på) mod huset i New Mexico. Der er naturligvis noget dæmonisk snask, der lurer i skyggerne og selvfølgelig kommer seeren atter engang med ind i den dunkle, tågede spøgelsesdimension som Elise kalder for ”The Other”. Faste seere af Insidious er ikke i tvivl om hvad dette er. Det er i øvrigt også disse scener som nærværende skribent finder mindst vellykkede, da de mest af alt virker som nogle teatralske scener optaget i et stort studie, frem for nogle der foregår i en surreel, skræmmende paralleldimension.

Selv om filmen ikke bringer noget nyt til genren, så er den både fint iscenesat og det lykkedes den da også at få den rutinerede gyseranmelder til at spjætte et par gange i sofaen undervejs. Stemningsopbygningen er ganske god og Lin Shaye er ganske overbevisende i rollen, som den ældre dame med sans for det overnaturlige.

Til gengæld fungerer hendes to medhjælpere ikke rigtigt. Det er lidt for tydeligt at de kun er til stede for at bringe modvægt til de drabelige, overnaturlige hændelser. Det skal i den sammenhæng siges at den ene af de to, Specs, spilles af Leigh Whannel, der sjovt nok også er filmens manuskriptforfatter. Sikke en skøn mulighed for at hæve dobbelt hyre på, hva?

Undervejs i filmen kan den opmærksomme seer godt undres over en række ting, der ikke rigtigt følges op på senere. Giver man sig til at se de slettede scener, som naturligvis er inkluderet på den BluRay-udgave som Kapellet har fået tilsendt, så viser det sig også at der er en del af de set-ups, der forekommer i filmen faktisk har pay-offs – disse er dog endt med at blive klippet ud af filmen. Eksempelvis kan nævnes den fokus der er i filmens start på de der henrettes i den elektriske stol, eller senerehen den specielle røde Bibel, som nogle af figurerne bliver sat til at lede efter. For at gentage tidligere anmeldelser: det forekommer ret ærgerligt, at man ikke kan vælge at se en form for ”director’s cut” af filmen hvor disse scener er sat ind i hovedfilmen.

Der er heldigvis også handlingselementer i filmen der overrasker positivt, men disse skal selvsagt ikke omtales her. Summa sumarum er at Insidious: the Last Key ender med at være en noget ujævn, mainstreamgyser, der om ikke andet er langt bedre end den skrækkelige anden del. Dens menneskelige fortælling ender med at være en del mere interessant end den overnaturlige, selv om disse to planer selvfølgelig hænger sammen. Det er en film som fans af serien sikkert vil blive begejstrede over og en som endte med at overraske positivt, måske fordi forventningerne som udgangspunkt var alt andet end spektakulære.