Som omtalt både andetsteds på Kulturkapellet.dk og på vores Facebookside, så er undertegnede mere end blot en smule pjattet med den græske instruktør Yorgos Lathimos, der har skabt nogle af de mest enestående filmoplevelser i nyere tid.

Lathimos er unik i den forstand, at han er i stand til at skabe på én gang meget troværdige og på samme tid meget foruroligende, surrealistiske universer på film. Derfor var det også med kanonhøje forventninger og ikke mindst en smule bange anelse, at Kapellets udsendte satte sig til rette i biografsædet for at opleve mandens første film, der ikke var skrevet Lathimos selv.

Den aktuelle film bærer titlen The Favorite og virker på overfladen, som et helt traditionelt engelsk periodedrama, i hvert fald hvis man skal dømme efter plakaten. Den (som måske kan anes herover) viser tre statelige kvinder i baroktøj placeret på en neutral, ensfarvet baggrund. Kigger man en anden gang får man muligvis også øje på en sød lille kanin i billedet og dernæst begynder man måske at undre sig over hvorfor den ene kvinde sidder på skødet af den anden, mens den tredje sidder med spredte ben på gulvet og ligner et barn, der lige har fået at vide at der er dampet broccoli i stedet for fredagsslik.

Det giver dog fint mening når man ser filmen, for dens handling fokuserer på disse tre kvinders indbyrdes krigeriske forhold. Kvinden nederst i stolen er ingen ringere end Englands siddende dronning Anne. Kvinden der sidder på skødet af regenten er hendes nærmeste rådgiver Lady Sarah. Faktisk går det meget hurtigt op for tilskueren, at dronning Anne er en humørsyg, nærmest infantil skabning som Lady Sarah har meget nemt ved at manipulere. Dette kan Sarah både fordi dronningen er meget naiv, men også fordi Lady Sarah er en mesterlig manipulator. Da hendes far også er i politik, forsøger Sarah selvsagt at vende dronningens holdninger i retning af det som vil gavne Sarahs familie og allierede, i stedet for at lade dronning Ane træffe det som muligvis er den rigtige, mest fornuftige politiske beslutning.

Ind fra højre kommer så Abigail, Sarahs niece. Abigail har tidligere været lige så højt på strå som Sarah. Abigails familie er dog faldet i unåde, da hendes far i et anfald af sindssyge brændte familiens landsted ned efter han havde formøblet formuen i kortspil. Abigail starter derfor helt på bunden i husholdningen som en simpel køkkenpige. Dette ændrer sig hurtig, for Abigail er snarrådig og så giver hun (som de unge siger) ”præcis nul fucks”, for måden man agerer på ved hoffet. Af samme grund får hun hurtigt indflydelse og skal nu kæmpe om hvem af hende og niecen der er dronningens yndlingsperson.

Dronning Anne lider noget så frygteligt af gigt og da Abigail kender til et lægemiddel, der kan dulme dronningens kroniske smerter, får pigen på samme måde som Androkles, der fjernede splinten i løvens fod, dronningens gunst. Abigail bliver hurtigt en konkurrent til Sarah og en intern magtkamp begynder mellem de to. De kæmper både om hvem der kan vikle dronningen om deres lillefinger, men i sidste ende handler det også om hvem af de to, der ender med at blive den mest indflydelsesrige kvinde ved hoffet.

Filmen er virkelig god, for selv om den egentligt blot er et meget traditionelt kammerspil, så gør den også noget nyt. I visse steder af dialogen forekommen den en anelse anakronistisk morsom (for talte man virkelig sådan i 1700-tallet?) og så er den iscenesat og filmet på en måde der gør at man godt kan fornemme at det er Yorgos der har siddet i instruktørstolen. Det skal i samme åndedrag nævnes, at havde man forestillet sig en film som har samme surreelle træk, som eksempelvis Dogtooth eller The Lobster så vil man nok blive slemt skuffet.

Alle tre kvindelige hovedfigurer leverer til gengæld kraftpræstationer. Rachel Weisz (der også gæstede The Lobster) er forrygende som den intrigante, kølige Sarah. Emma Stone har rystet sin amerikanske accent helt af sig og får skabt en både rørende og skræmmende Abigail, men det er og bliver Olivia Coleman der løber afsted med Kapellets egen imaginære pris for bedste skuespiller i The Favorite. Hendes portræt af den humørsyge, sygdomsramte og frustrerede dronning Anne, er ganske enkelt rørende, vild og enestående.

The Favorite bliver efter Kapellets vurdering lidt for lang i den midterste del af filmen, men det gør ikke så meget, for selv om den hér måske godt kunne have været klippet og fortalt en del strammere, så er det stadigvæk et ganske særpræget og fascinerende filmisk univers, som skabes. Det er langt fra Lathimos’ bedste film, men til gengæld er den langt mere interessant, end stort set alle andre film, der er på plakaten lige i øjeblikket.