En halt, en læsper, en bror der er hund, en dame med konstant næseblod, en følelseskold, en smørkikse-spiser… det er et udpluk fra rollelisten. Læg dertil hotellets surrealistiske ramme om dets "gæster". En skov med mørke og angst, plus en skæv historie med lån fra antikkens drama (det er en græsk film!), Louis Bunuel/ Salvador Dali, Kafka - og Wes Anderson m.fl..

Den græske instruktør Yorgos Lanthimos, der med Dogtooth (2009) og Alps(2011) fornøjede internationale filmfestivaler, har med The Lobster, sin første engelsksprogede film, med en buket af internationale skuespillere, skabt en bizar absurd verden, forrykt - og alligevel genkendelig.

David (Colin Farrell) er nyskilt arkitekt. Efter 11 år og en måneds ægteskab er han nu single - og det går bestemt ikke i filmens ”Fagre ny Verden”. David beordres fluks af staten til "Hotellet" for at blive omskolet - eller rettere, inden 45 dage, at finde sig en ny partner. Lykkes det ikke vil han blive transformeret til et dyr, efter eget ønske: en hummer, for den, som han siger, kan blive 100 år, har blåt blod, formerer sig hele livet igennem og lever ved havet.

Tæt på "omskolingshotellet" ligger skoven, med både uhygge, lurende farer og alt hvad underbevidstheden ellers fortrænger. Det er her singlerne, med geværer ladt med bedøvende patroner jagter de enlige, der er flygtet fra omskolingen. Får du nedlagt en eller flere enspændere, ja, så giver det pluspointe og du har forlænget dit ophold med et par dage.

David, der er ledsaget af sin hund - tja, det er hans bror, der ikke fandt sig en partner - vil ikke lide samme skæbne. Først skal han møde ligesindede. Den læspende (John C. Reilly) der af alle dyr har valgt det eneste talende dyr, papegøjen, som sit dyr og den haltende ven (Ben Whishaw) er alle på jagt efter en partner. Dameudvalget er heldigvis stort. Alle ens klædt, men med individuelle særpræg, som herrerne skal matche f.eks. smukt hår, næseblod, halten.

Først da David, ved hotellets dansearrangement a la 30ernes Hollywood musicals, med croonere og balloner, får øje på den smukke, følelseskolde kvinde (Rachel Weisz), er han klar til, ganske vidst på skrømt, at matche hendes følelseskulde. Helt overbevisende bliver det, da han undlader at hjælpe hende, da hun forgiver at kvæles i Dry Martiniens olivensten. De bliver par og får af hotellets strenge bestyrerinde (Olivia Colman) bevilliget en dobbeltseng. Men ak, Davids følelsesliv rør på sig - og bestyrelsen dømmer ham til dyretransformation.

I desperation flygter David ud i skoven, enspændernes og de forvandlede dyrs domæne. Her hersker der ligeledes dogmatiske leveregler, der brutalt og nådesløst håndhæves af enspændernes leder (Lea Seydoux). Ingen kærlighed, ingen sex - kys straffes med mundopsprætning. Alligevel finder David sin kærlighed, en nærsynet ung kvinde (filmens voice over).

Happy ending, måske? Nej, så let slutter denne absurde kærlighedshistorie ikke. Eller hvad? Se, det skal du selv tage stilling til. Sådan er det hele vejen igennem, i denne apokalypse af absurditeter, sort humor og ulogisk hokus pokus, som sund fornuft og almen dannelse pr. automatpilot tager afstand fra.

Lyder det fortænkt og tungt - det er det også. The Lobster glimrer ved absurditet, med sort humor og forrygende interiører, smukke naturbilleder og en illustrativ lydside, der ukonventionelt blander klassikerne med pop. The Lobster er et konsekvent oprør mod samfundets love og normer. Fyldt med skæve detailler fra gennemsnits menneskets forestillingsverden. Et troldspejl, hvor man genkender stumper, men hvor absurditeterne er drevet så langt ud, at man ofte ikke kan/tør identificere sig med filmens univers. Det er både dens styrke og dens svaghed.