Her i Kapellet omfavner vi, som faste læsere ved, kulturen i bredeste forstand: Fra tegneserier til popkoncerter. Det forhindrer dog ikke skrivekarlen hér i at være nærmest automatisk mere kritisk indstillet overfor film, der har vundet indtil flere Oscars™. Dette skyldes ikke en mistro overfor Akademiet, men blot fordi man eksempelvis har valgt at uddele lige så mange Oscars™ til Titanic som til Ben-Hur, hvilket stadig virker helt absurd.

Ikke desto mindre er der al mulig grund til at droppe den slags fordomme, når man sætter sig til rette med filmen Three Billboards Outside Ebbing, Missouri, for selv om den har høstet to Oscars™ (den tabte i ”bedste film”-kategorien til den fabelagtige The Shape of Water), så er det en fremragende film, som man skal være utroligt kynisk for ikke at kunne se charmen ved.

Det er faktisk utroligt at folkene bag filmen har evnet at skabe en næsten hyggelig og hjertevarm film ud fra et meget dystert udgangspunkt. Af samme grund skal den efterfølgende beskrivelse af handlingsforløbet ikke læses som socialrealisme men i stedet som en film, der fint ballancerer mellem realisme, sort humor og hjertevarme.

Vi møder i filmens start Mildred, der beslutter sig for at sælge noget af eksmandens grej og bruge pengene på at leje tre store, faldefærdige reklameskilte udenfor byen. Sagen er nemlig den, at Mildreds datter syv måneder tidligere er blevet voldtaget og brændt ihjel. Det lokale politi har stadigvæk ikke fundet gerningsmanden. De tre reklameskilte gør herefter tydeligt omverdenen opmærksom på deres uduelighed. Måske kan dette synes som en ukonventionel måde at få politiet i tale på, men Mildreds plan virker.

Ebbings politichef Willoughby, som Mildred mener bærer hovedansvaret, er blevet syg af kræft i bugspytkirtlen. Flertallet af beboerne i Ebbing mener derfor at Mildred sparker en mand, der ligger ned, ved at udstille ham på sine reklameskilte. Dette til trods har han sympati for hendes sorg og forsøger at forklare, hvorfor opklaringsarbejdet har været så vanskeligt. Mildred lader sig ikke ryste, heller ikke da flere af Ebbings indbyggere og folk udefra begynder at true hende.

Der er helt fra filmens start en betydelig konflikt mellem Mildred og en af Willoughbys betjente, Dixon, der ud over at være lidt af en sinke har hang til vold, er racistisk, og der går rygter om, at han har tortureret en sort mand i forhørslokalet. Dixon bor stadig sammen med hans brovtne mor lidt udenfor byen. Han afskyr Mildreds projekt med skiltene og ser samtidig op til hans chef. Dixon beslutter derfor at forsøge at forpurre Mildreds planer på alle tænkelige måder.

Som nævnt indledningsvist kan emner som mord, sorg, kræft, selvmord og en moders kamp mod systemet synes som nogle, der er meget tunge og som næppe kan være basis for et par hyggelige timers film. Ikke desto mindre ender Three Billboards outside Ebbing, Missouri med at være en overraskende morsom og ganske rørende oplevelse. Dette skyldes ikke kun den skarpe karaktertegning, den veloplagte dialog, men også Mildreds ”fuck dig!”-attitude.

Selv om det kan forekomme som en lidt fesen sammenligning (Frances McDormand taget i betragtning), så besidder filmen den samme underspillede humor som man eksempelvis finder hos Cohen-brødrenes bedste film. Oscar™-statuetten til såvel bedste kvindelige hovedrolle (Frances McDormand) og den bedste mandlige birolle (Sam Rockwell) er bestemt fortjent, for den egenrådige Mildred og betjenten, som forsøger at forpurre hendes projekt, Dixon, er bestemt figurer, man vil huske et godt stykke tid, efter filmen er slut.

Selv om enkelte måske vil vurdere, at filmen ender med at vlrke lidt uforløst, så kunne Kapellets udsendte vældigt godt lide måden, den afrundes på. Der leveres klasseskuespil fra alle de medvirkende, og filmen formår at holde den svære balance mellem drama og komedie så fint, at slutresultatet er en film, der er en af dem, man har lyst til at se forfra, når den slutter. Så er det jo et held, at den er udkommet på BluRay, DVD og en række streamingtjenester.