Virkeligheden og virkelige menneskers liv har altid været inspiration for kunstnere. Den klassiske billedkunst har i mange år forsøgt at indfange interessante personer i enten malerier, skulpturer eller fotografiet. Dertil kommer de mange forskellige litterære biografier, der i øjeblikket sælger som varmt brød. Vendes blikket mod filmens verden, oplever man såvel dokumentarfilm som spillefilm, der forsøger at indfange essensen af det enkelte menneske. Nogle gange resulterer det i fantastiske livsskildringer , andre gange synes portrættet at mislykkes.

Det er nok kun et fåtal af Kapellets læsere, der ikke har en idé om hvem Tolkien var. John Ronald Ruel Tolkien er forfatteren til Hobitten og Ringenes Herre. Mange, inklusive undertegnede, vil påstå, at Tolkien nærmest egenhændigt har skabt den moderne fantasygenre, især den der betegnes som ’High Fantasy’ (altså de fortællinger, som udelukkende skildrer én primær fantasyverden, og ikke de hvor man møder forskellige virkeligheder – red.).

Anmelder havde da også læst et par fagbøger, der handlede om Tolkiens univers og ikke mindst om de uformelle møder med medlemmerne af ’The Inklings’, der var en gruppe af folk med tilknytning til universitetet i Oxford, som mødtes og diskuterede fantastisk litteratur. Blandt medlemmerne af denne gruppe finder man b.la. C. S. Lewis (der kendes for Narnia-bøgerne, Roger Lancelyn Green (der kendes for hans gendigtninger af legender om Robin Hood og Kong Arthur) samt mange andre.

Hvad kapellets redaktør til gengæld ikke vidste meget om, var Tolkiens liv, før han satte pen til papir og opfandt Midgaard. Dette bliver der nu rådet bod på i en virkelig fin lille film, der har fået den sigende titel Tolkien. Filmen fokuserer på forfatterens ungdom og de formative år, længe før han begyndte på at skrive sine romaner. I løbet af filmen følger vi forfatteren som henholdsvis ung skoledreng, som teenager på universitetet og som soldat i skyttegravene i Somme under Første Verdenskrig.

Selv om man tydeligt fornemmer en kronologi gennem filmen, så er filmen struktureret som en serie af flashbacks og flashforwards, der samlet set dramatiserer Tolkiens ungdom. Selv om man kunne forestille sig at en engelsk film, der egentligt kan betegnes som et periodedrama, meget nemt kunne blive utrolig kedelig, er filmen alt andet end. For den fortælles i et overraskende friskt tempo, der gør at man ikke når at kede sig, før man er slynget ud i den næste scene fra mandens liv.

Selvfølgeligt er et halvt liv fortalt på små to timer også en historie, der nærmest vil være spændene, uanset hvem det er man vælger at portrættere. Når det er sagt er det samtidig vanskeligt ikke at blive svært imponeret over JRRs evner. Eksempelvis er scenen hvor den unge dreng, på sin første dag i en ny klasse, får stjålet sit eksemplar af Beowulf, men ufortrødent rejser sig op og reciterer på oldengelsk fra hukommelsen. Ikke en overdrivelse, men man imponeres stadig.

Samtidig får filmen undervejs leflet for de seere, der er virkelig velbevandrede i Tolkiens fantasyfortællinger, idet filmen skildrer scener, hvor paralleller med mandens fiktion bliver helt tydelige. Eksempelvis oplever vi hvordan en menig soldat, beslutter sig for at hjælpe med at bringe officer Tolkien tværs over krigsskuepladsen, idet Tolkien desperat vil bekræfte at en af sine gamle kammerater stadig er i live. Denne soldat, der sæter sit eget liv på spil, hedder selvfølgelig Sam, lige som Frodos trofaste hjælper gør det i Ringenes Herre, men det gøres ikke tydeligere end som så.

Seeren oplever også det tætte sammenhold Tolkien har med en lille gruppe drenge i sine skoledage, et broderskab, der synes at være en direkte inspiration til den gruppe eventyrere, der samles i Rivendell for at lægger en plan at få ødelagt Saurons ring én gang for alle. I Tolkien antydes alle disse elementer fint, uden at det bliver for tydeligt. Det er derfor i mange scener, helt op til seeren selv at drage disse tolkninger. Nuvel, man ser også sorte, spøgelsesagtige væsener ’dræbe’ soldater i krigen og en vild drage kan skimtes på væggen i scenerne fra barndomshjemmet, hvor Tolkiens mor læser højt for sine børn. Endnu tydeligere bliver dragen umiddelbart inden de tyske soldater bruger deres flammekastere mod fjenden. Det er dog lavet meget subtilt, så de mange referencer er nogle som den Ringenes Herre-kyndige seer kan afkode. Det er faktisk ret elegant eksekveret.

Der er sikkert de der vil mene at filmen indimellem bliver lige lovligt rørstrømsk og melankolsk, men selv om der er flere scener i den som er virkelig rørende, er det Kapellets holdning, at det aldrig bliver alt for sødsuppesentimentalt eller unødigt melodramatisk. Uden at afsløre for meget, så prøv blot at sidde gennem scenen, hvor Tolkien taler med moderen til en af hans venner, der faldt under krigen, uden at blive det mindste påvirket.

Tolkien giver et interessant indblik i Tolkiens tidligste liv og får antydet hvilke oplevelser og situationer der har fundet vej til hans banebrydende bøger. Det er svært ikke at blive imponeret over den unge mands evner udi sprog og så bliver der undervejs fortalt en masse ting, som nok kun de færreste vidste om forfatteren i forvejen. Undertegnede vidste eksempelvis ikke at han i en tidlig alder blev forældreløs og havde en katolsk præst som værge. Historien om hvordan han mødte sin hustru, var heller ikke kendt før den blev skildret i filmen og i det hele taget ender Tolkien med at være en rigtigt fin hyldest til en af det forrige århundredes allerstørste og vigtigste forfattere. Det er derimod tvivlsomt om han selv ville være blevet begejstret for filmen, for andetsteds beskrives han som en ofte utrolig ydmyg person, der bestemt ikke var glad for al den opmærksomhed han fik efter hans bøger blev til kultklassikere i midten af 1960’erne.