Det er ingen hemmelighed at nærværende anmelder er ellevild med den græskfødte filmmager Yorgos Lathimos. Af samme årsag er følgende anmeldelse også mere end blot en smule partisk, eftersom det er meget vanskeligt at være objektiv, når man samtidig er i næsegrus beundring over de ting han laver.

Mandens seneste to film The Favorite og Poor Things må, deres indlysende kvaliteter til trods, siges at være langt mere mainstream end eksempelvis The Killing of a Sacred Deer eller Dogtooth. I mandens seneste værk, episodefilmen Kinds of Kindness, arbejder han endnu engang sammen med manuskriptforfatter Efthimes Filipoou, der netop også var med til at skrive manus til flere af Lathimos´ tidligere film. Derfor bør du forvente, at der er skruet ret voldsomt op for underlighedsknapperne, når du sætter dig til rette i biografmørket.

Filmen består tre individuelle fortællinger, der dog hænger sammen både tematisk og i forhold til de skuespillere, der indtager rollerne i dem. I alle tre fortællinger er det nemlig Emma Stone, Jessie Plemons, Willem Dafoe og Margaret Qualley, der besætter de centrale roller. Alle tre film kan samtidig, i mangel af mere præcise ord, beskrives som surreelle og absurde fortællinger, der byder på bevidst konstruerede figurer i forskellige mindst lige så bevidst konstruerede miljøer. Lathimos har altid været god til at skabe filmiske universer, der ikke minder om ret meget andet man kan finde i filmens verden.

Ovenstående kan muligvis læses som om den nye film er tre timers filmisk, højpandet volapyk, der dyrker det teatralske og kunstneriske i en sådan grad at tilskueren bliver hægtet af, men det skal vise sig langt fra at være tilfældet. For selv om filmen er meget sær, så er den også dragende og til trods for de meget aparte figurer og deres forhold til hverandre, er dramaet så fedt skruet sammen, at det er svært ikke at blive engageret i de skæbner der udfolder sig på lærredet.

I de følgende afsnit vil Kapellets udsendte forsøge at give overordnede handlingsreferater af filmens tre historier, men samtidig kan det dog anbefales at du springer over de næste fem afsnit, da en af de helt store fornøjelser ved at indløse billet til en af Lathimos´ film, er at lade sig overraske i trit med at handlingen udfolder sig, uden nødvendigvis at hane forhåndskendskab til den. Vil du alligevel godt have et overblik over filmens basale indhold, så fortsæt endelig læsningen.

I filmens første kapitel, der har fået titlen The Death of R.M.F., følger vi Robert (Plemons) der tilsyneladende er en figur der lever sit liv ret præcist efter de anvisninger som hans chef (Defoe) udstikker. Robert spiser den mad han får anvist, knepper sin kone på de tidspunkter og lokationer chefen udstikker og i det hele taget virker det ikke som om han har nogen som helst indflydelse på det liv han lever. Som en sags løn for at gøre det han bliver bedt om modtager Robert blandt andet kuriøse sports-souvenirs, som eksempelvis en af John McEnroes smadrede ketchere.

Robert gør dog oprør idet hans chef befaler ham at køre endnu hurtigere ind i en bil, som Robert havde et sammenstød med tidligere. I denne verden kan scener gentages igen og igen, da tiden i denne fortælling tydeligvis ikke er lige så kronologisk som i vor verden. Skal man begynde at tolke på hvad det er som sker, så kan man sammenligne Roberts chef lidt med manuskriptforfatteren og instruktøren, idet han tilsyneladende er ham der bestemmer hvad der skel ske og hvordan. Robert er dog virkelig bekymret om at han, såfremt han sætter farten op, ender med at dræbe passageren i den anden bil. Hvad der mon vil ske, hvis Robert beslutter sig for at trodse sin chef?

R.M.F. is Flying handler om en politimand, hvis kone har været forsvundet i et stykke tid. Hun dukker dog pludselig op igen, men han fornemmer at der er noget helt galt og langsomt går det op for ham at hun formodentlig ikke er den han først troede hun var. Eksempelvis passer alle hendes sko hende ikke længere. Er hun mon blevet byttet ud med en vellignende kopi? Faktisk fornemmer vores hovedperson at der er flere af disse forsvundne personer, som pludselig er vendt tilbage der ikke er dem de udgiver sig for. I privaten indleder han en slags sultestrejke, med det formål at presse sin ´kone´ til det yderste. Hvilket uundgåeligt leder mod et grotesk klimaks.

Filmens sidste indslag har fået titlen R.M.F. Eats a Sandwich. I den leder to medlemmer af en sær kult-agtig bevægelse Emily og Andrew ( igen spillet af Stone & Plemmons) efter en ung pige der skulle have evnerne til at vække de døde. Selv om Emily har brudt med sit tidligere liv, vælger hun alligevel at besøge sin forhenværende mand og datter i al hemmelighed. Af årsager der ikke skal afsløres hér, smides Emma efterfølgende ud af sekten, men hun fortsætter ufortrødent med at lede efter pigen med de overnaturlige evner, i håbet om at blive optaget i den igen.

Som nok kan fornemmes i beskrivelserne af disse handlingsforløb, så har de ikke meget til fælles med de titler de har fået. R.M.F. optræder i filmen, men spørgsmålet er om vedkommende dør, flyver og får serveret en sandwich? De overstående synopser er i sagens natur også meget overfladiske, idet hver historie har både langt flere nuancer og mange flere lag, en det er muligt at sammenfatte i dette forum. I såvel billede, lyd og dialog skabes grobund for flere mulige fortolkninger af det man ser, alt efter hvilke aspekter af histirerne man vælger at fokusere på.

Skal filmen ses som analogier til den tilværelse vi alle indimellem slås med? Er det hensigten at levere en slags surreel samfundskritik? Er fortællingerne i stedet bevidst postmoderne fortællinger, der blot leverer bevidst konstruerede fortællinger med figurer der er fanget midt i disse? Spørgsmålene stiller sig i kø og uanset om man er vild med Lathimos´ film eller ej, så er det vanskeligt ikke at blive fascineret af den måde han vælger at fortælle på.

Selv om de scenarier og verdener der skildres er så bevidst fremmedgørende og absurde, så fornemmer man alligevel at det ikke blot er abstraktion for abstraktionens skyld, men at de faktisk har flere vigtige pointer at viderebringe.

Det eminente kameraarbejde af Robbie Ryan er naturligvis også med til at gøre det hele meget lækkert. For uanset om der vises ultranære close-ups af de medvirkendes ansigter eller vi udsættes for halvtotale skud af interiører, så er billedsiden og lyssætningen bragende flot at skue!

Der vil med garanti være en masse biografgængere, som vil forlade biografmørket ganske mystificerede over hvad de netop har brugt næsten tre timer af deres liv på, men det ændrer ikke på at Lathimos (og hans medforfatter Filipoou) har skabt endnu en film, der med garanti er ulig stort set alt andet du kommer til at se i biografen i år.

Filmens overordnede titel er også ganske rammende, for selv om disse bizarre optrin er både drømmeagtige (faktisk indledes filmen med Eurythmics’ banger Sweet Dreams (are made of this)) og sære, så er fællestrækket netop at de handler om figurer der i bedste mening forsøger at udvise venlighed overfor hinanden. Ofte tager dette karakter af handlinger, der af hovedfigurerne bestemt ikke ses som noget positivt, men venligheden er i al fald oprigtig set fra de andres medvirkendes perspektiv.

Filmen er usandsynlig velspillet. Dette selvsagt fordi den er befolket af klasseskuespillere, men også fordi Lathimos er en virkelig dygtig personinstruktør. Selv om de karakterer man møder i filmen er ulig de man omgås i dagligdagen, eller i andre filmiske verdener, så er det svært ikke at fatte sympati med dem og de aparte, ofte meget pressede eller tragiske situationer de er havnet i.

Det er fantastisk at opleve Lathimos vende tilbage til sine rødder, efter et par film der har været langt mere publikumsvenlige. Anmelder knuselskede bestemt også Poor Things og The Favorite, men det er rart at han er tilbage med en film der igen synes af afsøge grænserne for hvordan man kan fortælle vedkommende, unikke, abstrakte historier samtidig med at man formår at holde seeren fascineret hele vejen igennem.