Den græskfødte instruktør Yorgos Lathimos er i denne anmelders optik noget helt unikt. Han har siden sine allerførste film som eksempelvis Kinetta, Dogtooth og senere i film som The Lobster, The Killing of a Sacred Deer og The Favorite vist at han altid laver visuelt interessante, ofte indholdmæssigt udfordrende og ikke mindst superinteressante film, der hver i sær synes at skabe deres helt eget filmiske rum, som hans aparte figurer kan boltre sig i. Det er ikke ualmindeligt at man, efter at have set en af mandens film, sidder tilbage med en væsentlig undren over, hvad det dog var for noget man lige har lagt øje og ører til, men selv om hans film godt kan forekomme vildt mærkværdige og handlingsmæssigt udfordrende, så føler man aldrig, at man har spildt sin tid.

Selv om størstedelen af Lathimos´ film er baseret på instruktøren egne manuskripter, så er der også undtagelser. Dette gælder også for mandens seneste film Poor Things, der er baseret på en roman fra 1992 af den skotske forfatter Alasdair Grey. Romanen emulerer en klassisk viktoriansk roman i den forstand at den både er skrevet i et sprog, der kunne minde om sådan en og så præsenterer hele fire forskellige fortællestemmer undervejs. En nutid, der skaber en rammehistorie om de ”historiske” dokumenter som fortællerstemmen påstår han har fundet, dernæst to fortællere, der beretter om deres individuelle oplevelser med den enigmatiske Bella Baxter. Sidst men ikke mindst får læseren også serveret Bellas fortælling i hendes egne ord.

Romanen er virkelig læsværdig, men den virker umiddelbart også som en, der er vanskelig at omsætte til film. Det har Lathimos dog ikke haft nogen problem med, for han har skabt en film der selv her i 2024s begyndelse må siges at være helt i front til konkurrencen om at blive årets film! Den er intet mindre end et fortællelystent mesterværk, der både i billede, lyd og ikke mindst takket være en håndfuld eminent dygtige skuespillere, fremragende kulisser og et vildt kostumedesign, skaber sin helt egen unikke filmiske virkelighed og samtidig giver den sin seer en helt enestående fortælling.

Som faste læsere ved, så har vi tradition for her i Kapellet ikke at levere spoilers. Når det så er sagt, så kan det godt afsløres, at Lathimos har valgt ikke at benytte samme slutning som man kan opleve i romanforlægget. Det ville også have været lidt en skam, for – igen uden at afsløre for meget – så endte romanen med at lidt at modarbejde de mange ideer, som de øvrige fortællerstemmer ellers havde bygget ret fint op. Det gjorde romanen noget mere realistisk og jordbunden, end ellers var antydet, hvilket i anmelders optik virkede ret antiklimatisk.

Filmen starter med at vi ser en kvinde fra ryggen. Hun hopper tilsyneladende frivilligt ud fra en bro. I næste nu klippes der fra de flotte blå og røde billeder, til sort/hvid og seeren befinder sig nu i lægen Godwin Baxters private hjem. Godwin - eller ”God” i daglig tale - er en excentrisk videnskabsmand, der helt i filmens start hyrer en ung medicinstuderende, Max McCandles, så denne kan lave detaljerede noter om en af Godwins patienter, den smukke men også dybt underlige kvinde Bella Baxter. Bella opfører sig mildest talt ikke som andre kvinder i samtiden. Hun taler mærkværdigt, hun bevæger sig sært, i det hele taget er hun ret anderledes fra alt andet Max har oplevet. Max bliver dog hurtigt betaget af hende og indvilliger, efter Godwins råd, at gifte sig med den unge dame, på den betingelse, at parret skal blive boende i Baxters hjem.

En slesk advokat ankommer til hjemmet for at udforme ægteskabskontrakten mellem Bella og Max, men da han ser Bella, beslutter han sig straks for at de skal flygte sammen. Bella skal ud og opleve verden og det er først her at filmen for alvor taget fat og langsomt skifter tilbage til farvefilm igen.

Det skal vise sig at Bella, da hun opdager sine egne lyster, har et nærmest utømmeligt behov for sex. Faktisk er hun så begejstret for kønsakten, at selv den smaskliderlige advokat får kam til sit hår. Det er Bella og hendes (ikke kun seksuelle) udvikling som er det helt centrale omdrejningspunkt i filmen, for på sine mange rejser opdager hun både verden omkring sig på godt og ondt, mens hun langsomt men sikkert udvikler sig til den person hun ender med at blive i filmens slutning.

Emma Stone er helt perfekt i rollen som Bella og det er faktisk svært at forestille sig nogen som helst anden, der ville kunne have fyldt rollen bedre ud. Selv om det er en fortælling der foregår i en slags alternativ steampunk-inspireret Viktoriansk virkelighed, så er det også en film der kan koges ned til en fortælling om en ung kvinde der tager ud i verden for at finde sit eget ståsted. En position der ikke skal dikteres af hverken formue eller mænd, uanset hvilken status disse mænd ellers måtte have.

På den vis er filmen også utrolig aktuel. Samtidig kan den dog også godt anklages for at modarbejde sin egen pointe, idet Bella takket være sit særlige væsen, bliver en figur der både helt frivilligt og uden skamfølelse prostituerer sig selv og opfylder en mandlig fantasi om en kvinde med et nærmest utømmeligt libido, men det er også en af de mange interessante ting ved filmen, at den på en og samme tid kan tolkes i flere forskellige retninger, alt efter ens optik.

Det er ligeledes en film, der helt bevidst leger med en række intertekstuelle referencer til en masse forskellige kilder (primært Mary Shellys Frankenstein) men den giver også liv til sit helt eget unikke, charmerende og tiltalende ´monster´. Desuden bliver filmen en varm bjørnekrammer til fortællelysten og ikke mindst filmmediet, når man tænker på de mange både kamera- og klippetekniske virkemidler den anvender undervejs. Kapellet har undervejs i alle disse ord desuden glemt at informere sine læsere om, at filmen oven i alt dette er meget rørende, fræk og ikke mindst utrolig morsom.

Selv om Poor Things hører til en af Lathimos´ mere publikumsvenlige film, så er det som nævnt stadig en film der med garanti vil udfordre nogle tilskuere. Her tænkes måske ikke så meget på de mange, ret så eksplicitte sexscener, de ofte mærkværdige meningsudvekslinger figurerne imellem, det aparte soundtrack, de bizarre videnskabelige koncepter filmen leger med eller de ofte utroligt groteske situationer vores figurer ender i, men derimod det helt særlige mix af alle disse ting. Lathimos viser her han kan administrere en flot, dyrt anlagt kostumefilm uden samtidig at gå på kompromis med sine egne kunstneriske visioner.

Poor Things er intet mindre end en helt fantastisk filmoplevelse. En film, du ikke må gå glip af. Selv om du måske tænker, ”jeg venter til den kommer på tv”, så lad være! Dette er film med stort F. Film som skal opleves på et stort lærred akkompagneret af fantastisk lyd. Det er ikke kun dybt underholdende, men også en historie der har noget på hjerte, en af den slags film, som du med garanti ikke glemmer.