Der var rigtigt mange både anmeldere og fans, der ikke var sene til at ytre deres umiddelbare skuffelse over The Meg da den endelig fik premiere. Folk var skuffede af flere årsager. Umiddelbart var man irriteret over at filmselskabet havde presset aldersgrænsen ned i et forsøg på at få endnu flere folk i biografen, for dette betød også at man måtte holde igen på blod og indvolde - elementer som de fleste ellers forbinder uløseligt med hajfilm.

Dernæst var folk skuffede over filmens struktur, både fordi den efter sigende ikke var helt trofast overfor romanen, men også fordi filmen forsøger at lave hele tre klimaks. Endelig var der mange der gav udtryk for at de helt grundlæggende ikke bryder sig om Jason Statham som actionhelt. Kapellets udsendte var dog umiddelbart slet ikke så negativ indstillet i biografanmeldelsen. Filmen var godt nok mere fjollet end reelt uhyggelig, men så var den da heller ikke værre? Eller var den? Da det viste sig at være svært at svare på dette spørgsmål, blev det besluttet at gense den på BluRay.

Gensynet skulle dog vise sig at bekræfte flere af de ovenstående anker mod filmen, med det aber dabei at denne kapellan godt kan lide Statham, uanset hvor tåbelig og tynd den figur han spiller ellers er. Faktisk opdager man ved gensynet hvor endimensionel hele persongalleriet i virkeligheden er. Uanset om man ser nærmere på den seje forskertøs, den let skræmte sorte fyr, der ikke kan svømme, den sympatiske, asiatiske forsker eller hovedpersonen J.T. så har ingen af skuespillerne haft ret meget at arbejde med, ud over en masse klichefyldte oneliners.

Som nævnt i biografanmeldelsen var det også irriterende at se hvor lidt filmens figurer tænker sig om, idet de skal op imod den urimeligt forvoksede fortidsfisk. Gensynet blev delt med hjemmets 10-årige (der i Kapellets tjeneste talte de fem shock-scares, der optræder i filmen) og han kommenterede – lige som hans far gjorde det i biografanmeldelsen – det fjollede i at forskerholdet jager hajen med en båd, i stedet for at benytte en kamphelikopter. Når en 10-årig kan se at filmen ikke hænger sammen, så må der jo være noget om snakken.

Gensynet mindede også anmelder om en scene i filmen der irriterede endnu mere end alle andre. Mod slutningen (og her følger muligvis en spoiler, som du kan undgå ved at springe til næste afsnit) ser vi en af de kvindelige forskere sidde grådkvalt og have en følsom samtale med hendes far, der er i færd med at dø. Det er ikke fordi Li Bingbing, som spiller kvinden, ikke kan spille skuespil, men begynder man først at lægge mærke til de ”vanddråber” der sidder utroligt godt fast i hendes ansigt (muligvis for at sikre kontinuiteten i klipningen) kan man ikke fokusere på andet. Mod filmens slutning må man også tage sig til hovedet da to helikoptere støder sammen, fordi både kameramanden og piloten i den ene helikopter har så travlt med at glo på kæmpehajen, at de helt glemmer at holde øje med luftrummet. Suk!

Det kan godt være at ovenstående anke virker som petitesser, for filmen handler jo hverken om helikoptere eller glycerindråber men om en kæmpehaj. Det skal også gentages at The Meg har virkelig gode visuelle effekter. Selve hajen og hele undervandsverdenen der skildres er fascinerende, men gode effekter er desværre ikke nok til at redde filmen som helhed.

The Meg har også en underlig opbygning. Indledningsvist blev det antydet at filmen præsenterer sin seer for hele tre klimaks undervejs, hvilket blev endnu mere tydeligt i gensynet. Den første halvdel af filmen foregår i og omkring den forskningsstation som opdager at bunden i Marianergraven, alligevel ikke er en bund, men derimod blot et lag koldt vand. Denne del af filmen kulminerer med at forskerne får sluppet kæmpehajen løs. Herefter jagtes hajen i båd og spændingen stiger og her får vi endnu et klimaks, da vore helte opdager, at den haj de får nakket måske alligevel ikke er det udyr, de oprindeligt jagtede. Endeligt skal spændingen stige igen, da vores hovedpersoner finder ud af, at Meg har kurs mod en populær badestrand fyldt med børn og voksne i farvekoordinerede baderinge.

Ved andet gennemsyn blev det altså tydeligt at The Meg er endnu mere tåbelig end ved det første gennemsyn. Det er muligt at finde meget dårligere film om kæmpehajer, men problemet med The Meg er at den hverken bliver rigtig uhyggelig og når der samtidig er et konsekvent fravær af blodige excesser ender det med at være en film der føles ganske tandløs, hvilket måske er det værste en hajfilm kan være.