Når man dykker ned i det ganske omfattende ekstramateriale til filmen Red Sparrow, som Kapellet omtalte da den havde biografpremiere tidligere i 2018, finder man hurtigt ud af, at filmen måske er mere virkelighedstro end først antaget.

For det første opdager man at romanen, som filmens manuskript er baseret på, er skrevet af Jason Mathews, der i over 33 år arbejdede for CIA. Han fortæller blandt andet at mange af de teknikker, afhøringsmetoder, og måder som forskellige agenturer arbejder på, er skildret med udgangspunkt i (nu forældede men) virkelige spionteknikker. Han fortæller også, at CIA naturligvis insisterede på at nærlæse hans romanserie (ja, Red Sparrow er en filmatisering af første del af en bogtrilogi) før den blev udgivet, så de kunne sikre sig at han ikke afslørede elementer, som kunne bringe aktuelle operationer i fare.

Det fortælles også at ideen om disse Spurveskoler, hvor unge, russiske kvinder blev trænet i at være spioner og ikke mindst i at forføre mandlige mål, langt fra er fri fantasi, men rent faktisk eksisterede. Projektet blev dog stoppet i starten af halvfemserne. Et lignende projekt blev også forsøgt startet op i USA som en slags modsvar, men det skulle vise sig at den amerikanske regering ikke helt var i stand til at kontrollere og manipulere deres unge kvinder på samme måde som det skete i Rusland, så det blev hurtigt opgivet.

Man opdager også at filmen er instrueret af en instruktør, der kender filmens altoverskyggende hovedrolleindehaver ganske godt, for Frances Lawrence stod også bag de tre sidste dele i den populære Hunger Games-serie.

Til gengæld mener instruktøren at deres tætte samarbejde var en af hovedårsagerne til at Lawrence i det hele taget turde at takke ja til rollen, især når den nu bød på en række af ganske kontroversielle, grænseoverskridende scener. Som en parentetisk bemærkning kan i øvrigt nævnes at filmens mest debatterede scene; altså den hvor Dominika (Lawrence) på Spurveskolen bliver bedt om at tage tøjet af og sprede ben for en mandlig kadet som hun hader, ifølge kommentarsporet er instruktørens ”favoritscene i hele filmen”. Du skal selv være velkommen til at læse hvad du nu vil ind i dette, men det er sådan ordene falder på kommentarsporet.

En af de elementer undertegnede undrede sig over, da filmen blev set første gang, var netop hvad det var der havde gjort at Jennifer Lawrence havde takket ja til filmen, men formodningen om, at det var fordi filmens heltinde var en både sammensat, ganske kompleks figur. Dominika skal hele tiden forsøge at navigere mellem de opgaver fædrelandet sætter hende til, muligheden for at spille dobbeltagent for at behage sin amerikanske kontaktperson og endelig finde ud af hvordan hun kan udnytte denne helt specielle situation til at forfølge personlige interesser. Genser man filmen med den optik, bliver det tydeligt, set fra skuespillerens synspunkt, at rollen både er udfordrende og interessant.

Selv om det ville være en tilsnigelse at påstå at filmen også kan ses som en kommentar til #metoo-bevægelsen, idet filmen skildrer en kvinde, som først bliver udsat for statsautoriserede, nedværdigende overgreb, hvorefter hun pludselig indser at hun kan bruge sin femininitet og ikke mindst sin seksualitet som et magtredskab, så er det en film, der handler om at tage sit liv i egne hænder, selv om der er stærke kræfter der forsøger at kontrollere en.

Som nævnt er der på BluRay-skiven inkluderet et både ganske omfattende ekstramateriale (7 kortere film der går bag om filmen, på hver mellem 17 og 10 minutter, slettede scener samt instruktørens kommentarspor der også kan til/fravælges på de slettede scener). Dette tilføjer en masse ganske interessant information til selve filmen. Det handler ikke kun om de bevidste til- og fravalg som filmskaberne har måtte gøre undervejs, skuespillerne, der fortæller om deres arbejde med hinanden og filmen, hvordan filmen har fået sit ganske fede look, om de valg der skulle træffes ift. locations og kostumer, og meget, meget mere. Kort sagt så er der gjort virkeligt meget ud af ekstramaterialet på denne disk.

Så missede du filmen i biografen, og er du enten fan af spionthrillers eller af Jennifer Lawrence så burde du give Red Sparrow et skud. Det er en spændingsfilm, der fungerer ganske fint og for en gang skyld har en interessant kvindelig hovedrolle. Den tager sig måske lidt for god tid til at fortælle sin historie og bygge sine figurer op, men det er også nødvendigt, hvis man vil undgå de mest gængse klicheer. Det kan godt være at det kun er denne ene del af bogserien der ender med bliver omsat til film, men så kan det jo være at filmen på den måde bliver et incitament til at komme i gang med at læse trilogien.