Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Buried (95 min.) Biografversion / Scanbox
Anmeldt 13/10 2010, 19:27 af Torben Rølmer Bille

Uegnet for klaustrofober


Uegnet for klaustrofober

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

En mand, en trækiste, en lighter, en lommelygte og en mobiltelefon. Det er – stort set - alt tilskueren får at se i løbet af den halvanden times tid thrilleren Buried varer. Faktisk vækker denne meget enkle scenografi og præmis sikkert enkelte tilskueres mistro, for kan det virkelig lykkes at fastholde vor interesse over så lang tid med så få virkemidler? Svaret er et tydeligt: Ja! For Buried er både intenst ubehagelig og formår samtidigt at viderebringe et ganske overraskende budskab om de mange forskellige typer af ofre, der er i en krigssituation.

Filmens primære fremdriftselement er naturligvis det overordnede binære spørgsmål om liv eller død. Vil den stakkels hovedperson overleve, bryde fri fra sit fængsel, blive reddet i sidste øjeblik eller er hans skæbne allerede beseglet fra filmens start og skal tilskueren tvinges til at være vidner til at en tilsyneladende fin fyr langsomt, men sikkert, går til grunde for øjnene af os? Svaret skal naturligvis ikke gives her og selv om man kender det, så gør det ikke lysten til at gense filmen mindre, for uanset udfaldet så lykkes det Ryan Renolds at levere en overbevisende skildring af en desperat mand, fanget i en utroligt ubehagelig situation.

Filmen åbner med en meget flot Saul Bass-inspireret titelsekvens, der akkompagneret af Víctor Reyes’ Bernard Hermann-inspirerede titelmusik synes at levere et intertekstuelt vink med en vognstang til mester Hitchcock. I filmens meget simple setup, synes Hitchcocks ånd da også at svæve over vandene, for selv om der ikke er voldsom stor æstetisk afveksling i billederne fra kisten, så er vores hovedpersons angst nærmest fysisk håndgribelig fra allerførste færd.

Idet filmen åbner forbliver lærredet sort og det eneste publikum kan høre er tung vejrtrækning, der pludselig afbrydes af dæmpede bump (lyden af knæ og albuer mod træværk), mumlen der gradvist afløses af panisk skrigen idet Paul Conroy – som vor hovedperson hedder - vågner op og hurtigt indser den desperate situation han er havnet i. Man hører lyden af en lighter der forsøges tændt, og først da det endelig lykkes at få gang i zippoen, er det muligt for os og ham at orientere sig i de meget trange omgivelser. Pludselig brummer en mobiltelefon ved hans fødder og med – hvad der forekommer som en overmenneskelig kraftanstrengelse - får han ført telefonen op til hånden. Takket være mobilen har filmmagerne formået at skabe dramatisk dialog, få etableret hvad det er som er sket tidligere og ikke mindst at gøre Buried til den ganske intense oplevelse den ender med at blive.

Gennem forskellige samtalepartnere finder vi ud af at Paul er lastbilchauffør og er blevet taget til fange, mens han var ved at transportere forskellige ikke-militært materiel i Irak. De folk der har taget ham til fange kræver en urimelig løsesum for Paul men da Paul ikke har nogle telefonnumre, må han ringe rundt til venner og bekendte for at få de telefonnumre han skal bruge inden hans ilt løber ud. For at gøre det hele værre har de folk, som holder Paul nedgravet også taget andre fanger fra den lastbilskonvoj han var en del af og de MMS’er der konstant bliver sendt til Paul lader ham ikke være i tvivl om at de faktisk er utroligt alvorlige i de krav de stiller.

Da Paul endelig får kontakt til folk i hans hjemland, så tvinges han gentagne gange til at vente på, at der bliver stillet om til en ansvarlig person og i takt med at folk i den anden ende af røret gentagne gange forsøger at berolige Paul om at de nok skal gøre alt der står i deres magt for at hjælpe ham, så vokser Pauls – og vores - frustration og panik eksponentielt. Uanset hvor mange gange folk forsøger at fortælle en der er levende begravet om at man skal tage situationen helt roligt, så er det ikke svært at forestille sig hvordan man selv ville gå i panik, hvis man pludselig befandt sig i en lignende situation.

For selv om Buried primært er en film der udnytter sin udnytter dens klaustrofobiske kulisse optimalt, så er det også en film, der gerne vil stile spørgsmålstegn om hvem der er de virkelige skurke. Er det de såkaldte terrorister, som har gravet en uskyldig lastbilchauffør ned, eller monstro de regeringsfolk, embedsmænd og soldater, der har skabt grundlaget for hele gidselsituationen? Svaret er faktisk ikke så ligetil og derfor er det også en film, der vil give tilskueren mulighed for at tænke over denne slags ting.

Den fine ved Buried er at den samtidig med at skabe en række utroligt ubehagelige scenarier i kisten, der – hvor utroligt det end lyder – formår at eskalere filmen igennem også synes at have et ganske moralsk budskab gemt i sit centrum. Et budskab der på den ene sider viser hvor langt desperate mennesker er villige til at gå og hvad krig kan presse almindelige mennesker til at gøre ved hinanden. På den anden side et budskab der fokuserer på hvor meget et liv er værdi kroner og ører. For selv om det ikke er politik, som i sidste ende fylder allermest i filmen, giver Irak-scenariet både giver en ganske plausibel grund til at folk har valgt at begrave en tilfangetagen mand levende og så får filmen også en glimrende mulighed for at stille spørgsmålet om hvor meget en mands liv virkeligt er værd? Især når en jævn mands liv stilles i kontrast til de folkevalgtes overordnede politiske og økonomiske interesser.


Forrige anmeldelse
« Piranha 3D «
Næste anmeldelse
» Broderskab »


Filmanmeldelser