Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




The captive (111 min.) Købsfilm / Scanbox
Anmeldt 5/5 2015, 22:31 af Torben Rølmer Bille

Et barn forsvinder


Et barn forsvinder

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det er nok enhver forældres værste mareridt: at miste et barn. Muligvis er det næsten værre, hvis barnet ikke blot findes død, men i stedet forsvinder sporløst – for uvisheden omkring ens barns skæbne forekommer næsten mere ubærlig end døden. Det er netop denne uvished, som er det centrale omdrejningspunkt for den canadiske auteur Atom Egoyans seneste film. En film, der på én gang synes at lægge sig i forlængelse af hans øvrige film i kraft af billedsproget og fortælletempoet, og som samtidig er det af Egoyans film den, der minder allermest om en decideret mainstreamthriller.

Filmen starter vanen tro in medias res, og det kan indledningsvist være lidt svært for tilskueren at orientere sig. Det handler ikke kun om at finde ud af, hvilke relationer der er mellem de forskellige figurer som præsenteres, men filmen springer deslige sømløst mellem fortid og nutid, dog med det tilfælles at alle scener udspiller sig om vinteren, hvilket også kan medføre en vis forvirring. Det står dog hurtigt klart, hvad det er, som er filmens centrale omdrejningspunkt, nemlig den 9-årige Cassandras forsvinden.

Alt var ellers idyl i den lille familie. Cassandra eller ”Cass”, som hun blev kaldt, er en sød, intelligent pige, der tillige har et åbenlyst talent som skøjtedanser. Hendes far og mor er lykkelige og alt er godt. Alt dette ændrer sig dog en dag, da hendes far lader Cass alene tilbage i hans pickup, mens han lige er inde for at hente en tærte. Da han kommer tilbage til bilen, er pigen der ikke. Hun er heller ikke udenfor eller inde i butikken, og panikken spreder sig hurtigt. Moderens kærlighed til faderen ændrer sig næsten øjeblikkeligt til et blindt had, og hun giver ham hele skylden.

Cass er dog ikke blevet offer for en morder. Før læseren begynder at anklage nærværende anmelder for at afsløre for meget ved at skrive, at pigen i stedet er blevet kidnappet af en voldsomt slesk mand, der holder hende skjult kælderen på hans designerhus, så bør det siges, at filmen selv gør sin seer opmærksom på dette ganske hurtigt (bemærk også filmens titel). For i The captive er fremdriftselementet for én gang skyld ikke, at vi er sat i familiens sted og derfor er lige så uvidende om pigens skæbne, som de er. Det, som i stedet holder vores nysgerrighed vakt, er, at man i stedet forsøger at finde ud af, hvad bevæggrundene er for, at Cass i det hele taget blev kidnappet og stadig holdes i live.

Samtidig med at Cass holdes fanget i ganske komfortable omgivelser, så har hendes kidnapper sørget for at pigen har mulighed for at se hendes mor hver eneste dag. Dette sker gennem nogle overvågningskameraer, han har sat op på det hotel, hvor moderen arbejder som stuepige. Cass kan se mor gøre rent, og tillige beslutter kidnapperen at efterlade en række spor til moderen, der her otte år efter kidnapningen kan minde hende om hendes datter. Hun finder en dag en hårbørste, den næste noget legetøj. På den måde pines ikke kun moderen men også datteren mentalt. Sådan en kidnapningshistorie ville jo ikke fungere uden, at vi også blev præsenteret for et par politifolk, der har arbejdet med sagen og som nu, efter moderen finder genstandene, genoptager sagen.

The captive fokuserer dog ikke som andre thrillers på dette efterforskningsarbejde, men snarere på de følelsesmæssige reaktioner og relationer, som følger i kølvandet på en sådan kidnapning. Det handler ikke kun om det pinefulde forhold Cassandras forældre imellem, men også mellem Cassandras far og den ene af efterforskerne, der holder fast i at faderen utvivlsomt har en finger med i pigens kidnapning.

The captive synes at dramatisere og fiktionalisere de skrækkelige historier, vi kender fra virkelighedens verden, hvor forbrydere som Josef Fritzel, Ariel Castor og Wolfgang Priklopil har holdt unge kvinder indespærret i mange, mange år, uden naboerne vidste noget om det. Fokus er i filmen ikke så meget på forbrydelsen selv, som det er på, hvad sådan en frihedsberøvelse gør ved både ofret og deres pårørende. Dette virker langt stærkere på tilskueren, end havde fortællingen netop været centreret på usikkerheden omkring kidnapningen.

At være fluen på væggen i The captive er ikke nogen særlig rar oplevelse, og som altid er både farveholdningen, den distancerede billedkomposition, det rolige kameraarbejde og ikke mindst de lange indstillinger med til at skabe en følelse af både distance og realisme i værket. Det gør også, at når filmen mod dens slutning spidser til, så kommer dramaet til at virke så meget stærkere, end havde det været en film, der forsøgte at fortælle samme historie på 80 minutter. Der gives tid til at følge med i både forældrenes tragedie og i den grumme skæbne, som stakkels Cass bliver nødt til at acceptere. Det er ikke Egoyans bedste film, men stadig et virkelig seværdigt og velspillet alternativ til mange af de mere letbenede thrillers, som markedet svømmer over med.


Forrige anmeldelse
« The Americans – sæson 2 «
Næste anmeldelse
» These final hours »


Filmanmeldelser