Mange fans af populærkultur, gamle som unge, kender sikkert allerede Charlie’s Angels. Bag denne titel gemmer sig både et par tv-serier og et par film, hvor en række forskellige skuespillerinder har indtaget rollerene som de såkaldte ”engle”, en betegnelse for handlekraftige kvinder modelleret over superagenter og spioner, som man kender det fra bl.a. James Bonds univers.

Den første tv-serie fik premiere på amerikansk tv i 1976 og den blev hurtigt utroligt populær, skuespillerinderne ligeså. Den blonde af englene; spillet af Farah Fawcett blev hurtigt verdenskendt og hang i plakatform på mangen et drengeværelse, dengang anmelder var knægt. I 2011 forsøgte tv-selskabet ABC at lave en ny version af tv-serien, men den fangede aldrig an. Efter kun fire episoder lukkede man showet ned på grund af skuffende seertal.

Langt mere rigtigt ramte de to spillefilm fra henholdsvis 2000 og 2003 med Cameron Diaz, Lucy Liu og Drew Barrymore i de bærende hovedroller. Der skulle dog gå hele 16 år før der dukkede endnu en ny Charlie’s Angels-film op i biograferne, og det er den Kapellet venligst har modtaget på BluRay, så den kunne blive anmeldt hér.

Kapellets udsendte var allerede en anelse loren ved den nye film, efter at have set et par klip og traileren for filmen på tv. Mest af alt fordi den umiddelbart så noget tammere ud, end de to film McG stod for. Selv om der sikkert er flere af Kapellets læsere, der vil påstå at McG ikke er en særlig dygtig instruktør, så formåede han alligevel at være leveringsdygtig i et par kulørte, MTV-agtige actionfilmfilm, som føltes lidt som at blive udsat for et konstant bombardement med glimmerkanoner. Det skulle også vise sig, at anmelders bange anelser holdt stik, for desværre ender Elizabeth Banks’ (som flere kender som skuespiller i et utal af film, bl.a. Hunger Games og Slither) instruktørdebut med at være en meget tynd, generisk kop urtete.

Handlingsresumeet minder om utroligt mange andre lignende film. En ung forsker Elena, har været med til at udvikle en slags portabel energikilde, et magisk batteri der demonstreres helt i filmens start. Det viser sig dog, at Elenas mandlige chef, ikke har lyst til at lytte til den unge forsker, for hun forsøger at advare ham om at sætte dimsen i produktion, for hun mener at det er alt for nemt at programmere batteriet om, så det kan blive til et form for EMP-våben. Et våben der er så kraftfuldt at det også kan dræbe mennesker på afstand. Elenas chef stikker imidlertid af med prototyperne og da vores unge forsker er den eneste som ved præcist hvordan dimsen virker, opsøges hun af englene, for at hjælpe dem. De skal både have fat i prototypebatterierne og samtidig også finde ud af hvem bagmændene bag dette tyveri er.

Seeren skal selvsagt identificere sig med Elena, som på denne måde bliver viklet ind i en verden af spioner, gadgets og masser af suspekte modstandere. Hun præsenteres for den måde organisationen Charlie’s Angels fungerer på. Med sig på denne turen, får Elena to agenter, den ”sjove” Sabina (Kristen Stewart) og den meget sammenbidte Jane (Ella Balinska). Deres overordnede Bosley spilles selv af filmens instruktør. Vanen tro skal agenterne rejse verden tyndt til mere eller mindre eksotiske locations (læs: der er flere scener fra Hamborg) i deres jagt på gerningsmændene og batterierne.

Selv om Charlie’s Angels bestemt er en film der er blevet postet en masse penge i, er det endelige resultat desværre nok ikke blevet helt så vellykket som intenderet. Det er ikke fordi ensemblet ikke spiller deres roller fint, eller at der ikke kan findes underholdende scener i filmen. Til gengæld er flere af de actionscener som jo bærer film som denne frem, ikke helt så vellykkede som de kunne være. Det er ikke fordi de er decideret gumpetunge, men de bliver blot ikke helt ’troværdige’ selv inden for fiktionens rammer.

En anden ting der godt kan undre lidt, er at når filmen nu helt tydeligt lægger sig i forlængelse af #metoo og præsenterer seeren for en samling stærke, uafhængige qvinder, der gerne skulle kunne fungere som forbilleder for de mange piger og kvinder der ser med, så er det mystisk at filmen, set fra en midaldrende, mandligs anmelders optik skildrer vore heltinder på nøjagtig samme måde, som havde det været en mand, der sad i instruktørstolen. Måske der det bare fordi genren kræver det, men i Kapellets optik ender vores trio af heltinder, med at være lige så objektificerede og ’ofre’ for det maskuline blik som de altid har været i denne serie.

Bevares man kan jo sagtens både være sexet, have korte kjoler på og samtidig have masser af grrl-power, men søger man at være en film der er skabt af og med kvinder, så ville det have været modigt at forsøge at gøre mere op med denne meget stereotype skildring. Ser man på skildringen af de mandlige modstandere ænser man til gengæld en ganske veloplagt kritik af mandlige stereotyper. Kapellets udsendte skal jo heller ikke gøre en underholdsningsfilm til en egentlig kønsdebat, men det er svært at komme udenom, når filmen indirekte synes også at ville lukrere på dette aspekt.

For også at tage ja-hatten på, så er det et stort plus at opleve Patrick ”Captain Picard” Stewart i en mindre, men væsentlig rolle i filmen og så er det heller ikke en film, man decideret keder sig over at se, men den virker blot lidt for lang og plastikagtig. Helt tåbeligt virker det med den helt umotiverede, koordinerede dansesekvens der optræder umiddelbart før filmens klimaks. Denne og mange andre elementer i filmen giver nærmest ingen mening.

Ovenstående betyder ikke at filmen er en egentlig fiasko, den tilføjer bare ikke noget i forhold til de andre film i serien. Når man laver en film baseret på et velkendt koncept, så går det jo heller ikke at ændre alt for meget på indholdet eller ikonografien, da det gerne skal være et genkendeligt univers for seeren, men havde man håbet på en form for feministisk nytolkning af Charlie’s Angels eller blot en virkelig medrivende popcorn-spionfilm, vil man være skuffet over slutresultatet.