Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Split (117 min.) Købefilm / Universal
Anmeldt 20/7 2017, 18:05 af Torben Rølmer Bille

Man aner et mønster


Man aner et mønster

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Instruktøren M. Night Shyamalan er en der i den grad deler vandene. Enten knuselsker man ham, ellers synes man hans film er hamrende irriterende. Nærværende skrivekarl hører nok primært til den sidstnævnte gruppe, for selv om han da har lavet enkelte ganske vellykkede film har han også lavet flere der er katastrofalt dårlige film

En af de faste elementer i en M. Night Shaymalan-film er et obligatorisk twist i slutningen. I det følgende afsnit afsløres hele tre spoilers fra tidligere Shyamalan-film, så vil du ikke have disse ødelagt, så spring videre til næste afsnit! I debutfilmen The Sixth Sense var twistet at hovedpersonen faktisk var død uden selv at være klar over det (i øvrigt et twist, der skylder Dan O’Bannons Dead & Burried en hel del). I The Village troede alle i det lille kvækersamfund, at der lurede noget ondt udenfor skoven – og det gjorde der – vores civilisation som de havde isoleret sig fra, og i The Happening var det guddødemig blomsternes pollen der angreb den sagesløse befolkning.

Som anmelder skal man dog ikke være fordomsfuld, men gå med åbne øjne til værkerne, således også Shyamalans seneste Split, der har James McAvoy i den altoverskyggende hovedrolle. Måske burde man sige ”hovedroller” for hele ideen i filmen er at hovedpersonen har hele 23 personligheder boende i sin krop. Ikke forstået på den måde at han er skizofren eller har en personlighedspaltning i klassisk forstand, for de enkelte personligheder er, ifølge en af filmens andre figurer – hans psykolog - helt unikke. De har alle har forskellig intelligens, forskellige evner og enkelte af dem ved end ikke hvad de andre personligheder har gang i.

Før vi dog møder Dennis/Patricia/Hedwig/(eller nogle af de 20 andre personligheder) oplever seeren en kidnapning på en helt almindelig parkeringsplads udenfor et stormagasin. Tre unge piger bedøves og vågner op et fremmed sted. Det er selvfølgelig en af hovedfigurens personligheder, der har nappet disse tre. Pigerne opdager hurtigt at der er noget ravruskende galt med deres kidnapper, for det ene øjeblik virker han ligefrem og hjælpsom, det næste øjeblik ændrer han helt karakter, opfører sig truende og taler om at de skal gøres klar til ”noget” der er på vej.

M. Night Saymalan lider af samme syndrom som Dan Brown. Selv om de begge er virkelig gode til at få skabt et præmis, der sørger for masser af fremdrift, undren og spænding, har de også det til fælles at deres plots og figurer synes at falde helt fra hinanden når man når hen mod slutningen.

Med frygt for at afsløre for meget, så skal det vise sig at Split tilsyneladende hænger sammen med en (eller flere?) af M. Nights tidligere film. Dette antydes kraftigt i filmens sidste sekvens. Selv ikke denne ”overraskelse” er dog nok til at redde Split for den omtalte film, er i denne anmelders optik, en af de så afgjort ringeste i mandens karriere, selv om der sikkert er indtil flere af Kapellets gode læsere som er af en helt anden holdning og derfor oplever slutningen, som en der på interessant vis peger frem mod en spændende fusion mellem figurer fra den anden film og så hovedpersonen i Split.

Ser man helt nøgternt på Split leverer både McAvoy og Anya-Taylor Joy, der spiller en af de kidnappede piger, virkelig gode skuespilpræstationer. Dette til trods er det stadig en film der basalt set handler om en mentalt forstyrret fyr der kidnapper tre unge kvinder – et scenarie man har set ganske mange af, hvis man holder af gyser- og thrillerfilm. Det kan godt være at hovedpersonens mærkværdige sygdom er interessant i udgangspunktet, men det skal så også siges at det primært er en lille håndfuld af hans 23 personligheder som der udnyttes i Split. Sagt på en anden vis: man når ikke at opleve alle 23 i løbet af filmens spilletid. Hvem ved? Måske har Shyamalan tænkt sig at udnytte de øvrige i fremtidige projekter?

Så når filmens overordnede plot synes at desintegrere, når det forventede ”twist” ikke er et der, som i tilfældet Fight Club, får seeren til at ville gense filmen med det samme, når mange af delelementerne er nogen man har set bedre udført andetsteds, så ender det med at Split starter med ganske original idé, men desværre aldrig får foldet den helt ud. Det er egentlig en skam, for alle delelementerne er til stedet for at dette kunne have været en rigtig effektiv thriller. Desværre sker det bare ikke.


Forrige anmeldelse
« Vaiana «
Næste anmeldelse
» Homeland sæson 6 »


Filmanmeldelser