Der er film som er dystre, mørke, nihilistiske og viser sider af den menneskelige natur som man helst ikke vil konfronteres med - og så er der Brimstone. En film, der synes at tage alt dette et skridt videre. Selv om filmen fra dets cover at dømme signalerer traditionel ”western” til sin omverden (muligvis især takket være de fem silhuetter af ryttere i bunden af billedet – der i øvrigt ikke er med i filmen) så er den tættere på en film, der sender tilskueren på en psykologisk tour-de-force ind i de mørkeste, mest umenneskelige afkroge af menneskelivet.

Selv om vi tidligere har set australske Guy Pearce spille antagonistiske roller, så er er hans rolle som prædikanten i Brimstone en af de mest nederdrægtige sadister skildret på film. Lige som man bedst sidder og tænker, at han da umuligt kan være mere led overfor den unge kvinde, som er filmens egentlige hovedperson, så skruer han bemærkelsesværdigt nemt op for niveauet af nederdrægtighed og gør ting, som var de sprunget ud af en af De Sades værste feberfantasier.

Man taler jo om prædikanter der prædiker ild og svovl, hvilket indledningsvist er det som har givet filmen sin titel. Prædikanten har en virkelig gammeltestamentlig opfattelse af den barske verden han er en del af. Han er dog langt fra selv Det gamle testamente i sin opførsel, for til trods for han påberåber sig skriftsteder, til at retfærdiggøre både overgreb, drab og psykisk terror, hele filmen igennem, så bliver disse ord fra biblen alene brugt til egen fordel. Det kunne ud fra denne beskrivelse måske virke umådeligt plat, men tager man mod til sig og ser Brimstone vil man opleve, at prædikantens gerninger er klart motiverede hvis man betragter disse ud fra hans eget sygelige perspektiv.

Interessant er det også, at filmen bevidst leger med sin kronologi. Den er inddelt i fire kapitler, der alle har lånt deres titel fra Det gamle testamente og disse kapiteloverskrifter passer ganske fint til de fortællinger der udfolder sig. I det første kapitel, befinder vi os på en gård om efteråret et sted i Amerika omkring sidste årtusindskifte. Vi møder en mand, hans stumme kone Liz, sønnen fra et tidligere ægteskab og parrets datter på omkring 7 år. Moderen arbejder som jordmoder for de lokale og datteren tager med til fødslerne og oversætter moderens tegnsprog.

Dette hårde, men ellers ret harmoniske liv, ændrer sig brat idet en ny præst kommer til byen. Vi kan aflæse i moderens ansigt, at hun tydeligvis kender manden fra tidligere. Moderen er skrækslagen, men har ikke lyst til at tale med hendes mand om hvorfor. Vi ser prædikanten lægge en hånd på en gravid kvindes mave og i næste nu går kvinden i fødsel. Moderen tilkaldes men opdager at barnet ligger forkert og må forklare at hun ikke kan redde både mor og barn. I næste nu er den ellers så afholdte Liz udstødt af lokalsamfundet og præsten gør herefter sit til at dæmonisere hende.

Det skal selvsagt ikke afsløres her hvad deres fælles baggrundshistorie er. Dette bliver heller ikke afdækket i det næste kapitel, for også her opdager vi at kvinden, endnu tidligere i sit liv, er stødt på denne mystiske prædikant.

Filmen tager sig god tid til at fortælle sin historie, der til trods for en række afstikkere, fokuserer primært på forholdet mellem prædikanten og filmens kvindelige hovedperson. Som filmen skrider frem og dette uddybes, er det ikke særligt svært at forstå, hvorfor kvinden bliver så synlig skrækslagen for at denne skumle mand endnu engang krydser hendes vej.

Daktota Fanning giver et ganske troværdigt portræt af Liz, som uanset hvad hun foretager sig, til stadighed plages af manden i sort. Hans vederstyggelige syn på den verden de lever i og hans mandschauvinistiske sortsyn, præget dels af hans forkvaklede religiøse grundsyn, tilsat en betydelig portion selvlede og sindssyge, truer med at knuse alt håb og ødelægge alt som er smukt eller kønt i Liz’ verden.

Til tider har filmens antagonist ligefrem samme evner som de man indimellem oplever i gyserfilm, nemlig at have en besynderlig, næsten overnaturlig evne til at dukke op på steder, selv om dem han jagter umiddelbart troede det var lykkedes dem at undslippe ham. Det er dog ikke så grelt, at det underminerer filmens overordnede troværdighed, men lige i en enkelt scene mod slutningen af filmen bliver dette måske lidt for konstrueret. (Spoiler følger: I den pågældende scene er han er i stand til at skyde folk på lang afstand med en riffel. Til trods for de han jagter befinder sig i tæt tåge i en hestevogn på en enorm tilfrossen sø. Det virker ikke muligt at han ville kunne ramme så godt, uanset hvor sejt et kikkertsigte han ellers besidder.)

Selv om enkelte måske vil mene, at det nærmer sig flagellantisme at sætte sig til rette med Brimstone der varer i næsten 2 ½ time, så ender al denne vold og ulykke faktisk med at være basis for en ganske seværdig film. Ikke kun på grund af dens meget barske fortælling, der bestemt ikke skåner hverken de fiktive figurer i handlingen eller seeren, men også fordi skildringen af menneskelig ondskab og galskab sjældent er set så vildt beskrevet på film.

Filmen er som en hård filmisk lussing, der udelukkende fungerer fordi man til stadighed er nysgerrig på, at få afdækket relationerne karaktererne imellem og hvad der monstro har kunnet drive filmes skurk til sådanne ekstremer. I retrospekt er filmen på sine steder en smule søgt, men suspenseniveauet er holdt højt gennem hele misæren.

Så har du modet til at se en film, der uden at blinke viser dig det uudgrundelige mørke der lurer lige under vores ellers så civiliserede fernis og samtidig en film, der også virker som en direkte kommentar til religiøse galninge overalt i verden, så smid Brimstone i afspilleren - men vid, at det er på egen risiko!