Det er umiddelbart ikke ret sjovt at blive kidnappet. Det skulle da lige være, hvis man selv havde sat sådan en kidnapning i scene. Ekstra ”sjovt” bliver det så, når man reelt kidnappes af folk man ikke har hyret, men som derimod har en virkelig god grund til at hive en brutalt væk fra ens måbende venner. De hjælper selvfølgelig ikke, for de tror bare at kidnapningen er en del af aftenens underholdning.

Det er, mere eller mindre, grundideen i den amerikanske komedie Game Night med Rachel McAdams og Jason Bateman i de altoverskyggende hovedroller. Filmen kan bedst betegnes som en helt klassisk amerikansk mainstreamkomedie, tilsat en god portion sort humor så den kan få lidt kant, men ikke så meget at den holder op med at appellere bredt. Som allerede nævnt i biografomtalen så er det en film, der skylder David Finchers TheGame en hel del, men som også har byttet en diskussion om hvordan man lever sit liv fuldt ud med mere banale komedieelementer.

Der er heller intet galt med banale komedier, for Game Night formår at være morsom stort set hele vejen igennem, forudsat at man hører til de, der synes at grovkornet, plat humor altså er morsom. Eksempelvis lykkes det faktisk filmens skabere at gøre en situation, hvor vores kvindelige hovedfigur ved et uheld skyder sin mand og efterfølgende forsøger at lappe ham sammen med ting købt i en døgnkiosk overraskende morsom. Hvordan de slipper afsted med det, skal man selvfølgelig opleve ved selvsyn.

Manuskriptet er fint stykket sammen og selv om stort set alle de karakterer der skildres i filmen er utroligt flade (det ér jo en mainstreamkomedie, så man forventer sig næppe Bergman?) så gør dette ikke noget, for de er blevet udstyret med morsomme replikker og deres timing fejler bestemt heller ikke noget.

Filmens figurer er alle nogle man har ganske let ved at forholde sig til. Eksempelvis er der vist mange af os, der forholdsvist nemt kan relatere til at være dårlige tabere og at identificere sig selv som konkurrencemennesker – muligvis ikke lige så ekstremt som figurerne opfører sig, men alligevel. Desuden er der sikkert også mange, der enten har prøvet bevidst at blive holdt udenfor et fællesskab, eller selv bevidst har forsøgt at holde en bekendt væk fra selskabelige lejligheder, ganske enkelt fordi vedkommende er socialt akavet eller blot fordi personen er mere irriterende end hyggelig at have på besøg.

Der findes nemlig også sådan en figur i Game Night og han ender ud med at være en ganske fed bifigur. Det drejer sig om den introverte, politimand Gerry, som gruppen af venner har forsøgt at undgå, idet det var Garys ekskone, som de godt kunne lide. Derfor forsøger filmens hovedfigurer, ganske usympatisk, konsekvent at lyve overfor ham, hver gang de skal afholde den spilaften, som er blevet lidt af en. Selv om Gary næppe er en fyr, man selv ville have lyst til at invitere hjem, så er det altså også svært ikke at have ondt af ham. Det skal også vise sig, at han måske ikke er helt så naiv som vennerne tror.

I biografomtalen blev det nævnt at det er en film der hurtigt er glemt igen, måske ikke så meget hvad angår grundhandlingen, men mere de fysiske gags og den verbale humor. Måske derfor var den også ganske sjov anden gang, muligvis fordi anmelder havde glemt nogle af disse morsomheder, eller også fordi de også virkede anden gang man så filmen.

I tillæg til det er der på Blu-Ray udgaven af filmen på den nærmest obligatoriske making-of film og gag-reel, hvor man kan se skuespillerne på slap line. Ingen af disse bonusting tilføjer væsentligt til det samlede udtryk, men det er jo også hovedfilmen som er det vigtigste.

Game Night er fin, løssluppen underholdning men heller ikke meget mere. Det skal dog ikke undervurderes, for det kan være svært at få folk til at grine og selv om humor er meget individuel, så var anmelder i al fald ganske fint underholdt i løbet af filmen – også selv om dette var et gensyn.