Den tredje del i Iron Man-serien følger en tendens som vi har oplevet med mange ikoniske helte i løbet af de seneste år, for både James Bond, Batman og selveste Lara Croft har i deres seneste inkarnationer på henholdsvis film og spil vist, at de ikke er så nær så usårlige, som vi ellers gik og troede. Det holder heller ikke at have helte, der er så Supermans-overlegne, at man ikke kan finde på en modstander der er stærk eller udfordrende nok til, at der kan sås tvivl om heltens evne til at overkomme denne.

Da vi møder Tony Stark, endnu engang ultracharmerende spillet af Robert Downey Jr., er han tydeligt mærket af oplevelserne i New York, da han i Avengers pludselig indså at såvel guder, ormehuller til andre dimensioner og aliens ikke blot er overtro og science fiction, men en del af den virkelighed han befinder sig i. Det har tydeligvis været så traumatiserende en oplevelse, at Stark er begyndt at få angstanfald når han bliver mindet om episoden. Disse står naturligvis i diametral modsætning til den ellers så selvsikre playboystil som han ellers var så kendt for. Dertil kommer at Pepper Potts nu er kvinden i Starks liv, så ud over at være plaget af panik har han også en akilleshæl, idet han ikke længere kun har sig selv at passe på.

Det betyder dog ikke at vores hovedperson er blevet hverken en kujon eller har mistet sin umiskendelige evne til at fyre hurtige one-liners af, for det sker konstant. Det som har været kendetegnende for figuren, især på film, er hans evne til at være befriende humoristisk, selv når alt ser ufatteligt sort ud og det kunne flere lignende, selvhøjtidelige heltefigurer godt tage ved lære af.

Verdensfreden og især USAs velbefindende trues nemlig endnu engang af en mystisk terrorist, der kalder sig selv The Mandarin. Denne mystiske, kutteklædte, langskæggede figur, der mest af alt minder om en hybrid mellem den klassiske russiske anarkist, Osama Bin-Laden og Fu Manchu, afbryder alle landets tv-signaler med jævne mellemrum, hvor han truer præsidenten direkte og det amerikanske folk helt generelt, med at de skal straffes for deres synder.

Samtidig oplever landet landet - desværre alt for tæt på virkelighedens verden - bombesprænginger, der dræber civile. Militæret og forskellige efterretningstjenester er på bar bund, idet bomberne tilsyneladende ikke efterlader sig spor. Stark bønfalder sin ven oberst James Rhodes (aka. War Machine, der af politiske årsager er blevet omdøbt til "Patriot Fighter") om han ikke må hjælpe dem, men får ikke lov. Da Stark efterfølgende direkte udfordrer The Mandarin til at mødes mand til mand på landsdækkende tv, bliver Starks ikoniske villa i Malibu kort tid derefter jævnet med jorden. Den styrter, sammen med Stark, i havet og spørgsmålet er nu, hvem der skal redde befolkningen fra The Mandarins uhyggelige planer.

Der har, såvidt denne anmelder kunne tælle, været over ti special-effects firmaer (heriblandt WETA digital) til at skabe det imponerende spektakel som udgør Iron Man 3, men selv om det er en effektbåren superheltefilm, der naturligvis spiller med musklerne og fortæller en ganske formularisk historie om kampen mellem det gode og det onde, er det også en film, der giver sig tid til at vise andre sider af vore hovedfigurer - måske lige med undtagelse af førnævnte oberst, der er lige så stivstikkeragtig, som det forventes af ham. Stark knytter helt ekstraordinært bånd til en opfindsom dreng som han møder, men uden at det bliver hverken klægt eller søgt. Potts får også lov til at vise nye, handlekraftige sider af sig selv og er således ikke kun en elegant kølerfigur, der gemmer sig bag et skrivebord og et Gucci-sæt. Selv skurken viser sig at være langt mere kompleks, end seeren først antager.

Uden af ødelægge oplevelsen, synes filmen via sin skurk at levere en meget kærkommen kommentar til vort tids fjendebilleder og når, hvad der bedst af alt kan betegnes som, en kulørt popcornsfilm ligefrem kan levere stof til eftertanke, så er missionen lykkedes over evne. Dertil kommer at dialogen er sprød, effekterne sindsvagt flotte og vekselvirkningen mellem blodig alvor og befriende grin nærmest perfekt.

På den vis er Iron Man 3 langt bedre end toeren, og bestemt lige så underholdende som den fremragende Avengers film. Tempoet er højt, actionniveauet ligeså og selv om man godt kan være lidt træt af den slet skjulte product placement reklame for Oracle, Mærsk og ikke mindst Audi, så må man på bundlinjen erkende at Iron Man 3 er en af den slags film, der bestemt vil glæde både hardcore fans af superhelte, samt alle der holder af actionfilm. Selv om Tony Stark også kan blive bange, er der ingen grund til at du, kære biografgænger, bliver det - og husk nu, for at få et godt grin med - at blive siddende til rulleteksterne er omme, for så vil du forlade biografen med et bredt smil på læberne, der ikke forsvinder lige med det første.